Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

26/11/2014

Samlerne af Michael Kamp

Forlaget Tellerup kontaktede mig for nyligt og tilbød mig nogle bøger at anmelde - og det sagde jeg selvfølgelig ja tak til.
Nedenstående er min uforbeholdne anmeldelse af bogen Samlerne af Michael Kamp, der udkommer den 12. januar 2015.

Thomas er en plaget mand.
Det begynder med huller i hukommelsen.
Så følger synerne og de vågne mareridt.
En overnaturlig trussel har invaderet familiens hjem, og snart er Thomas fanget i en labyrint af desperation og rædsel.
Hvordan kan han beskytte sin familie mod noget han ikke kan se?

Michael Kamp har vundet flere litteraturpriser for sine historier, og hans romaner har altid et stærkt tema.
I Samlerne stiller han et enkelt spørgsmål.
Hvad nu hvis vi ikke er alene?

Bogen er meget let at komme i gang med hvilket var en stor lettelse for mig efter jeg på det seneste har ramt nogen bøger, hvor man skulle kæmpe med sig selv for at få vendt siderne. Bogen her er meget hurtig at brænde igennem, men til gengæld er spændingen også så højspændt fra side 1, at jeg næsten sad som en flitsbue til sidst (jeg endte faktisk med at gå vandre rundt i lokalet mens jeg læste, for at kunne holde det ud). Der blev ikke spildt noget tid på at få læseren ned til jorden og lullet ind i en falsk tryghed.. Det er lige på og hårdt, og den er helt gal fra start til slut.

Jeg måtte på et tidspunkt gå ind og slå op for at se, om der nogen steder stod, hvilken aldersgruppe, bogen var henvendt til. Jeg havde nok regnet med, når det nu var en bog fra Tellerup, at det var noget børne/ungdoms-noget, men det niveau af rå sex og brutalitet og blod den stiller for dagen var langt højere. Det rammer mig måske også ekstra hårdt fordi jeg ikke kan læse eller se detaljer om lemlæstelser eller gore uden selv at få det dårligt de pågældende steder - virkelig dårligt. Jeg fandt ingen tekst om hvilken alder der anbefales at man har, men jeg tænker da som minimum 15 år. Jeg fik det virkeligt skidt undervejs; det er nok noget af det klammeste og mest udpenslende jeg længe har læst.

Den konstante spænding i bogen bliver svær at håndtere undervejs, da det simpelthen er psykisk hårdt at kapere alt det der foregår. Derudover savner jeg også en mere jævn forklaring på hvordan og hvorfor. Nu vil jeg ikke spoile slutningen og dens forklaring, men jeg syntes det er lidt for vagt. Jeg har en generel ide om det hele, men savner det konkrete svar.

Med det sagt er det dog en hæsblæsende horror bog, og jeg tænker at den er horrorgenren værdig, og rigtig mange vil være helt og aldeles vilde med den. Personligt vil jeg nu krybe i læ med noget pladderromantisk, så jeg ikke får mareridt i nat.

SAMLERNE
af Michael Kamp
ISBN13: 9788758817026
249 sider / Udkommer den 12. januar 2015

Review by Iben Jakobsen, BoB, 2014

No comments:

Post a Comment