Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

02/12/2014

Britt-Marie var her af Fredrik Backman

Nogle gange sker der noget i livet, som gør, at man starter forfra. For Britt-Marie på 63 år var det en mand, som efter 40 års ægteskab valgte at være sammen med en anden kvinde. Om hun ville det eller ej, så var det i hvert fald hendes startskud til et nyt liv. "Britt-Marie var her!" er historien om, hvordan man i en sen alder bliver inviteret ud i den virkelige verden igen.
I "Britt-Marie var her!" kan du læse, hvordan Britt-Marie tackler at flytte til den lille flække, Borg og hertil, hvordan hun håndterer, at byens fodboldhold er det eneste, der er tilbage i byen.

Det er efterhånden ved at være nogle dage siden jeg fik læst Britt-Marie var her færdig og det er ikke lykkedes mig at anmelde den før nu, fordi jeg simpelthen ikke har kunnet finde de rigtige ord.

Lad mig starte ud kort og godt: Den er SÅ god! Virkelig virkelig god!

Jeg startede ud lidt skeptisk - kunne den nu klare mine høje forventninger efter min begejstring for Backman's En mand der hedder Ove? Og svaret er ja - det kunne den. Det stod meget hurtigt tydeligt at selvom de to bøger og personerne deri intet har med hinanden at gøre, så er skrivestilen, emnet og humoren identisk.


Hvor EMDHO handler om en bitter 59-årig mand, der har fået nok af en tilværelse, der tager uden at give igen, så handler Britt-Marie var her om en 63-årig kvinde, der er frygteligt bange for at ingen skal lægge mærke til at hun er til - og endnu værre, at ingen vil opdage det, hvis hun er væk. Vi får ret hurtigt i bogen præsenteret historien om hvad Britt-Marie's bevæggrunde er og hvorfor - nemlig, som der også står bag på bogen, at hun har brudt med sin mand og nu er alene. Plaget af en hård opvækst og værende social inkompetent (eller bare virkelig isoleret og akavet) har Britt-Marie en del at kæmpe med, og det bliver bestemt ikke nemmere da hun flytter til den lille by Borg, hvor næsten alle har givet op efter en hård finanskrise har lukket og slukket for størstedelen af byen. Her møder hun et væld af forskellige personligheder, der alle som én er påtrængende og ligefremme - og ret herlige når man ellers har lært dem at kende.

Backman har vitterlig gjort det igen. Han har skrevet en for mig helt fantastisk bog, der går lige i hjertet og bliver der. Personerne er enormt godt skildret med alle deres fejl og mangler og deres tilgang til livet, og utroligt nemme at elske. Bogen er både sjov og rørende, og var du fan af den første, så SKAL den her også bare læses.

Bogen her er et anmeldereksemplar fra People's Press som jeg siger mange tak til.

BRITT-MARIE VAR HER
af Fredrik Backman
ISBN13: 9788771591927
380 sider / Udkom den 31. oktober 2014

Review by Iben Jakobsen, BoB, 2014

No comments:

Post a Comment