Velkommen

Få inspiration til din næste læseoplevelse og læs mere om alt lige fra kærlighed, krimi, YA og historiske romaner til fantasy, science fiction og gys. Alt er på dansk - på nær de anmeldelser, jeg har lyst til at skrive på engelsk. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

21/03/2015

Fuck, en lækker røv af Susanne Staun

FUCK, EN LÆKKER RØV! er en superforenklet guide til den svigtede sprogbruger. Du lærer alt det basale, som du burde have lært i folkeskolen – også at sætte kommaer uden at dø af kedsomhed. Og du kommer til at forstå, hvorfor det er vigtigt. Bogen kan let og smertefrit redde dit liv – i hvert fald kan den redde dit omdømme, jævne vejen til drømmejobbet og i det hele taget gøre dig mere skinnende lækker på skrift, end tilfældet allerede er. FUCK, EN LÆKKER RØV! er en sproglig makeover med turbo for alle, der hver dag dummer sig, når de skriver.

Som en, der var heldig med at have en række dygtige og engagerede dansklærere (samt en enkelt latinlærer i gymnasiet) koblet med hvad der ærligt må kaldes for flair for det, har den danske grammatik altid faldet mig forholdsvist let. Jeg er ikke ufejlbarlig, bevares, men jeg vil dog godt påstå, at jeg er ret god til det. (Hvor mange tåkrummende fejl skal vi gætte på, jeg har overset i den her anmeldelse?)
Jeg var derfor slet heller i tvivl, da jeg først hørte om bogen her og så et interview med Staun i fjernsynet om den, at den var lige noget for mig. Jeg har da også siddet og grint fra side 1 af. Bogen er rigtig fint sat op med let tilgængeligt sprog med meget casual tonefald samt en masse illustrationer* af forskellig art, der understreger humoren.

Bogen ligger hårdt ud med at forklare grundstenen i dansk grammatik - hvordan en sætning er bygget op, og hvilken betydning det har for, hvor kommaet skal sættes. Staun kører igennem det med en hård tone, der for det meste er sjov på den fede måde, men enkelte gange bliver lidt for spydig og nedladende.

Jeg skal ærligt indrømme, jeg blev helt nostalgisk, da et kapitel gjorde rede for kryds og bolle. Jeg fucking elsker X og O! Jeg sad og nikkede glad ved hendes ord om, at når man bare har sat nok af dem, så kommer det helt ubevidst via mønstergenkendelse. Det er så sandt, sandt. Da vi senere nåede til firkant og trekant, gakkede min indre grammatiknørd fuldstændig over.
Kapitlerne fortsatte én efter én i en lækker tur ned gennem memory lane til mine forgangne dansk undervisninger. Jeg udbrød begejstret til min kat "Narhj, nu kommer der et kapitel om indskudte sætninger! :D :D :D" ... Hun var sjovt nok ikke imponeret, og jeg må stærkt genoverveje mine fremtidige fredag aftener.
Hernæst fortsatte en dejlig masse læring om sætninger og hvor vigtige kommaer er for budskabet og forståelsen - og for hvordan andre opfatter én. Der var gensyn med nutidsformer og modalverber og genopfriskning af hvordan, man korrekt bruger tøveprikker, og så videre, og så videre.

Alt i alt er det en herlig bog, der har fået mig til at grine højt adskillige gange og mindet mig om hvor stor en sprognørd, jeg kan være. Jeg slugte den på få timer og kan kun anbefale den.

Målgruppen for bogen her er muligvis snæver. Der er dem som mig, der synes det er sjovt at læse om, og så er der dem, der vitterligt gerne vil lære noget - måske bare lidt. I modsatte grøft er dem, der fnyser hånligt og ikke ser nogen pointe i at holde en vis standard og ikke lade sproget gå helt i hundene. Folk der er ligeglade og som Staun citerer dem for at sige: "du forstår jo godt hvad jeg mener". Til sidstnævnte kategori siger jeg dog: læs i det mindste bare lige kapitlet om førstehjælp til sprogspassere. Du behøver ikke nødvendigvis læse 100 siders forklaring om grammatik og kommaer, men læs lige et par sider om de mest hyppige sprogfejl og tag ved lære. Heri forklarer Staun hurtigt og ligetil blandt andet sammensatte substantiver, forskellen på ligge og lægge, brugen af bindestreger, vær/værd/hver og mange flere. Det er nyttig viden!

Fantastisk citat fra side 56
Udråbstegn: Dette er tegnenes Se&Hør, og det har råberiet til fælles med capslock.


*Jeg vil godt lige indskyde, at jeg undrer mig over manglen på henvisninger til, hvor de mange tegninger stammer fra. Jeg syntes mange forekommer mig bekendte, og jeg savner credit til kunstnerne. Bare fordi de ligger på nettet betyder jo ikke, de er public domain og gratis at bruge. Det håber jeg virkelig, der er styr på fra redaktionens og forfatterens side; der er jo nok så fine kildehenvisninger til de citerede tekster og artikler.

FUCK, EN LÆKKER RØV
Basisgarderobe til den nøgne sprogbruger
af Susanne Staun
ISBN13: 9788702170856
112 sider / Udgivet den 5. marts 2015

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Review by Iben Jakobsen, BoB, 2015

1 comment:

  1. Det lyder som en bog enhver sprognørd bør læse på et eller andet tidspunkt, og nu overvejer jeg om jeg selv skal læse den....

    Hmm, som sprogunderviser kunne det nok være en god ide, også selvom det ikke er dansk jeg underviser i. :)

    ReplyDelete