Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

03/03/2015

Se på mig af Jennifer Egan

Charlotte husker intet fra den bilulykke, der for altid forandrer hendes ansigt og dermed hendes identitet og karriere som model i Manhattans modeverden. Hun er forbandet over sin bitre skæbne og føler ingen større taknemmelighed over for den mystiske fremmede, som reddede hende ud af den brændende bil. Charlotte tvinges på rekreation i sin triste og på alle måder ufashionable hjemby i Illinois, uden for projektørernes skarpe lys. Her støder hun på en ung pige, som viser sig at være hendes navnesøster, og mens Charlotte kun ser en umiddelbar sammenhæng, forstår læseren bid for bid en dybere hemmelighed, som de to kvinder deler.
’Se på mig’ er en på én gang bidende morsom og forunderlig roman om Charlottes groteske og grænseoverskridende strabadser for at overleve i en billedstyret verden – og en nænsom fortælling om den unge Charlottes enspænderliv og første, voldsomme forelskelse i en sky og ensom lærer.

Der er rigtig meget af den her bog der er fløjet direkte hen over hovedet på mig, det er jeg slet ikke i tvivl om. Sider, passager, afsnit, hvis vinger har kildet mit hår mens de dovent svinger sig hen over mig uden jeg egentlig fatter en meter. Det er steder i teksten hvor det pludselig bliver meget dybt, melankolsk, eftertænksomt, filosofisk. Steder der bliver vildt tunge at læse, næsten uforståelige. Enkelte gange måtte jeg ligefrem skimme for at holde mig i gang. Jeg forstår godt, hvorfor Line skriver, hun nærmest følte sig for dum til at forstå. Jeg har tit siddet med begge øjenbrynene helt oppe i panden med vidt åbne øjne stirrende på siderne i et forsøg på at tyde, hvad der menes. Hvad det er Egan vil sige. Af alle personerne er det Moose jeg forstår mindst af. Jeg kan simpelthen ikke følge med.

Men med det sagt så kunne jeg faktisk også rigtig godt lide det jeg ellers forstod. Der er en klump på omtrent 150-200 sider kun kort inde i bogen, der er lidt træge i det og svære at tygge sig igennem, men selve historien, sammenfletningen af Charlotte og Charlottes liv og søgen - det er interessant læsning. Med det sagt så nærmede vi os side 250 før jeg begyndte at føle jeg kunne ane en sammenhæng og svagt skimte den hellige røde tråd - men jeg følte ikke nogen decideret forløsning efterhånden som de forskellige fik afrundet deres historie. Jeg tror rigtigt mange vil gå fuldstændig kold i denne bog - og jeg bebrejder dem virkeligt ikke. Jeg syntes den er velskrevet men til tider alt alt for tung.

Jeg er endt på 3 stjerner for det af bogen jeg forstod, selve handlingen, plottet, det var godt. Det var det meget intellektuelle (men så alligevel ikke) højt flyvende, dybt faldende, svævende tænksomme halløjsa som gang på gang trak tænder ud. Jeg betragter da mig selv som forholdsvist intelligent, men jeg kunne simpelthen ikke følge Egans sætten ord på den identitetskrise som jeg opfatter at samtlige i bogen lider under.

SE PÅ MIG
af Jennifer Egan
ISBN13: 9788771293289
410 sider / Udgivet den 5. november 2014

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget

Review by Iben Jakobsen, BoB, 2015

1 comment:

  1. Det er sådan en anmeldelse der gør mig nysgerrig over en bog, og jeg får lidt lyst til at give mig i kast med den, bare for at se om den også går hen over hovedet på mig :p For selve bagsideteksten lyder jo meget spændende!

    ReplyDelete