Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science Fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

14/07/2015

Endnu en Katherine af John Green

Mød Colin Singleton. Forhenværende vidunderbarn. Forhenværende fuld af potentiale. Nuværende fuld af lort. En anagramelskende nørd på mission for at påvise sin teori om, at menneskeheden kan opdeles i præcis to slags individer: Droppere og Droppede.
Når det handler om piger (og det gør det tit for Colin Singleton), har alle hver deres type: Colins er ikke fysisk, men sproglig. Han kan godt lide Katheriner. Men nu er han blevet droppet. Af en pige ved navn Katherine. For nittende gang. Colin Singleton har et meget indviklet problem med en meget enkel løsning: Roadtrip.


Åh John Green John Green. Jeg har sådan lyst til at sige at man ved, hvad man får, når man læser dine bøger - unge hovedpersoner med imponerende ordforråd i stilfulde coming-of-age historier. Og jo, det er da også igen til dels rigtigt i denne fine bog - men der er bare også så meget mere i den.

Endnu en Katherine er en velskrevet sød og ikke mindst sjov bog, som jeg virkelig nød, da jeg kom godt i gang med den. Jeg havde lidt problemer til at begynde med, da jeg ikke umiddelbart var solgt på hverken plottet eller personerne, men det kom jeg efter. Det, der spændte allermest ben for mig er fodnoterne. Bogen indeholder mange forklarende fodnoter på alt lige fra indviklet algebra til sprogoversættelser til sjove kommentarer fra forfatteren. Problemet for mig ligger primært i, at jeg har vænnet mig til på universitet at ignorere fodnoter, da de som oftest "bare" er citat/kildehenvisninger. Derfor oplevede jeg gang på gang at læse en side, opdage der var én eller flere fodnoter og derefter måtte lede siden igennem, så jeg kunne forstå konteksten.

Colin er opvokset som et vidunderbarn, men nu føler han, gassen er ved at sive ud af ballonen og de andre er ved at indhente ham - og så er han jo ikke længere noget specielt? Colin er en kær karakter med en sær foretrukkenhed for kønne piger ved navnet Katherine - og da nr. 19(!) dropper ham, går det hele i sort - lige indtil hans gode ven Hassan (der er helt igennem fantastisk) hiver ham afsted på roadtrip til the middle of nowhere, hvor livet sjovt nok byder på eventyr, nye venskaber og hvem ved - måske en ikke-Katherine.

ENDNU EN KATHERINE
af John Green
ISBN13: 9788763838320
283 sider / Udgivet den 30. april 2015
Original titel: An Abundance of Katherines [2006]

Review by Iben Jakobsen, BoB, 2015

No comments:

Post a Comment