Velkommen

Få inspiration til din næste læseoplevelse og læs mere om alt lige fra kærlighed, krimi, YA og historiske romaner til fantasy, science fiction og gys. Alt er på dansk - på nær de anmeldelser, jeg har lyst til at skrive på engelsk. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

23/07/2015

Joyland af Stephen King

"Joyland" handler om Devin Jones, der som ung mand har fået arbejde i forlystelsesparken Joyland. En forlystelsespark, der tidligere har været åstedet til et mord, der aldrig er blevet løst og med et offer, som alle siger spøger.
Devin Jones har ikke andet i hovedet end sit knuste hjerte, men det bliver der snart lavet om på, for der kommer til at ske uforudsigelige og meget uhyggelige ting omkring ham.

Jeg var superspændt på at læse Joyland. Jeg ved ikke helt hvornår det skete, men jeg er blevet utroligt glad for Stephen King's skrivestil, og specielt hans evne til at skabe (nervepirrende) stemning er helt fænomenal.

Joyland er ikke ligefrem en horrorbog, den ligger snarere i krimigenren med overnaturlige indslag. Vi følger Dev, der beretter om hans oplevelser den sommer, han arbejdede i forlystelsesparken, og det ekstra interessante her er at Dev fortæller historien som en halvgammel mand og han ved derfor hvad det hele ender med. Han springer også lidt frem og tilbage i historien, og fordi King er dygtig, bliver det aldrig rodet eller forvirrende - det bliver derimod virkelig godt og opfordrer konstant en til at læse videre. King skaber et virkeligt stemningsfuldt portræt af slut 70'erne som bogen udspiller sig i og det er meget nemt at fortabe sig blandt siderne. Devin er en rigtig rar og tilforladelig hovedperson, der ofte fik mig til at grine, og de andre i persongalleriet med store som små roller knyttede jeg mig også til.

Jeg fløj igennem bogen og nød hver en side. Den skulle lige i gang, men derefter tog den så også virkelig fart. Fordi den netop ikke er helt spækket med gys og monstre som King's bøger kan den også anbefales til de, der ellers normalt ikke læser ham.

JOYLAND
by Stephen King
ISBN13: 9788793166363
301 sider / Udgivet den 12. marts 2015
Original titel: Joyland [2013]

Review by Iben Jakobsen, BoB, 2015

2 comments:

  1. Det er en skøn bog! Jeg tror, den ville være mit førstevalg, hvis jeg skulle anbefale en King-bog til en person, der ikke er specielt meget til horror, men som gerne vil prøve kræfter med Kings værker :-)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    ReplyDelete