Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

24/11/2015

Jeg er her stadig af Clélie Avit

Elsa har været involveret i en frygtelig skiulykke og ligger nu i koma på hospitalet. Det er flere måneder siden, og lægerne kan desværre ikke melde om nogen bedring eller livstegn fra den unge kvinde.
På stuen ved siden af Elsas ligger en såret mand, der har kørt spritkørsel og slået to mennesker ihjel. Thibault vil aldrig tilgive sin bror for den handling og ønsker ikke at besøge ham. Han kommer kun på hospitalet, når han giver sin mor et lift. En dag kommer han til at tage fejl af dørene og går ind til Elsa, hvor han beslutter sig for at tage et hvil. Hun sladrer jo ikke, i den tilstand hun er i. Men stilheden føles tung, så Thibault begynder at tale til hende, selv om han ingen reaktion får fra hende.
Mens lægerne, familien og de nærmeste venner har givet op, begynder Thibault langsomt at nære følelser for Elsa. Er han virkelig så desperat? Eller kan han se og mærke noget, som de andre ikke længere kan?

Bogen her beskrives af nogle som en pendant til Jojo Moyes romaner - og det er ikke helt forkert. Vi følger sideløbende Thibault som snakker til den komatøse Elsa (til, ikke med) - og så følger vi komatøse Elsa, som er fuldt ud vågen inde i sin krop og lytter sig til alt, der foregår omkring hende.  Og på en eller anden måde falder de for hinanden. Det virker måske mærkeligt, eftersom de ikke har direkte kommunikation med hinanden, men der sker bare noget med deres kemi og deres tanker, og som læser bliver man også helt forelsket i situationen. Det er selvfølgelig en stor del projektion - de tillægger hinanden nogle egenskaber, de ønsker eller ser i sig selv, og det samme gør læseren. Det er helt umuligt ikke at falde i med begge ben, for historien er velskrevet, og jo mere man lærer om herlige Thibault (han laver trods alt mere end blot at sidde og snakke til en komapatient) jo mere syntes man om ham.

En anden forfatter, man også kan nævne i sammenhæng med Avit, er en som Lisa Genova. Vi kan for god ordens skyld også nævne danske Nicole Boyle Rødtnes og Lærke Egefjord. Alle tre forfattere og nu Avit med skriver om det at have en sygdom - fysisk eller psykisk (okay, koma tæller altså lige med her). Alle fire beskriver en tilværelse, der er anderledes end det, vi er vante til og giver stof til eftertanke. Avit giver os grund til at overveje en ekstra gang, hvad der foregår bag en komapatiens lukkede øjne. Hun sætter ganske vist problematikken lidt på spidsen i og lægerne i hendes bog er lidt ude i ekstremerne i at afvise, at der er nogle livstegn - man må håbe, de i den virkelige verden er lidt mere villige til at foretage nogle hjerneskanninger, inden de tager drastiske beslutninger!

Alt i alt er det en virkelig god bog, som jeg anbefaler på det kraftigste. Den er ikke YA nuttet - den er voksen og øm, og den varmer helt ind i hjertet. Rigtig god fornøjelse.


JEG ER HER STADIG
af Clélie Avit
ISBN13: 9788711448632
262 sider / Udgivet den 30. oktober 2015
Original titel: Je suis là [2015]

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2015

2 comments:

  1. Jeg glæder mig så meget til at læse den, og især nu! :) synes den lyder så spændende og interessant :) må snart skaffes.

    ReplyDelete
    Replies
    1. den kan virkelig også anbefales :)

      Delete