Velkommen

Få inspiration til din næste læseoplevelse og læs mere om alt lige fra kærlighed, krimi, YA og historiske romaner til fantasy, science fiction og gys. Alt er på dansk - på nær de anmeldelser, jeg har lyst til at skrive på engelsk. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

14/01/2016

Morder-Anders og hans venner af Jonas Jonasson

Pastor Johanna Kjellander Paster har forladt prædikestolen for evigt. Det skete i al hast med buhråb fra forsamlingen. Nå, men hendes erhvervsvalg havde alligevel aldrig rigtig været noget valg. Skylden for det hele giver hun sin far og Gud i forholdet 50/50.
Per Persson lever et tarveligt liv, efter at det er lykkedes hans farfar at formøble den formue, som burde have været hans. I stedet er Per en usselt betalt receptionist på et tredjeklasses eller muligvis et fjerdeklasses hotel.
Den bortviste præst møder tilfældigt receptionisten på en parkbænk, og snart krydser en lige så vred som naiv mand deres vej. Han hedder Johan Andersson, men præsten og receptionisten sørger for, at han straks er Morder-Anders for hele Sverige.
Trioen danner en uhellig alliance og begiver sig ind i erhvervsvirksomhed med meget mådelig moralsk habitus. Alt havde dog kunnet gå, hvis bare ikke en greve, en grevinde og selveste Herren og hans søn havde blandet sig. 

Vi følger i bogen her 3 personer. 1) En morder ved navn Anders, der virkeligt ikke vil i fængsel igen og derved spendere sine resterende år bag tremmer. 2) Per Persson; en bitter mand, hvis farfar var fantastisk rig men formåede at miste det hele fordi han ikke fuldte med tiderne, og som Per nu bebrejder for sit kummerlige liv og opvækst. 3) Johanna som ikke tror på Gud, men hvis far tvang hende til at følge i forfædrenes forspor og blive præst - lige indtil hun blev smidt ud af kirken efter en virkelig dårlig prædiken. De tre mødes og deres liv flettes sammen med store konsekvenser for dem alle.

Jonasson er tilbage i topform med Morder-Anders og hans venner. Plottet er et noget af et cirkus, der starter i det små med småløjerlige typer, der beslutter sig for, at det er dem mod verden og bliver rodet ind i ting, de egentlig burde have holdt sig helt fra. Men har man sagt A må man vel også sige B, og når morderen pludselig er pastor og forkynder Guds ord og pengene vælter ind, så kan man jo ligeså godt blive ved - bare man tager sine forholdsregler.

Jonasson har skrevet en skøn og sjov bog, der er svær at lægge fra sig. De tre hovedpersoner er så mærkværdige og anderledes at de på en eller anden måde formår at være virkelige, og hele plottet er så langt ude, man egentlig slet ikke er i tvivl om, at det kunne ske i morgen. Efter kanon-debutten med Den hundredeårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt, og den opfølgende knapt så skarpe Analfabeten der kunne stave, viser Jonasson med sin tredje bog her, at han først lige er ved at komme i gang. Når det er godt, så er det virkelig godt.


MORDER-ANDERS OG HANS VENNER (SAMT EN UVEN ELLER TO)
af Jonas Jonasson
ISBN13: 9788771464115
300 sider / Udgivet den 27. november 2015
Original titel: Mördar-Anders och hans vänner (samt en och annan ovän) [2015]

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2016

No comments:

Post a Comment