Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science Fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

21/01/2016

Over stregen af Jennifer Echols

Det eneste 17-årige Meg ønsker sig er at komme væk ... Væk fra den lille soveby og væk fra forældrenes kvælende hverdag. For at slå ventetiden ihjel indtil hun kan begynde på universitetet, lever hun det vilde natteliv. Men en sen aften går det galt. En druktur udvikler sig til en farlig leg på en jernbanebro, og hun ender med at blive anholdt.
Meg står nu med valget mellem en fængselsdom, der vil ødelægge alle hendes fremtidsplaner, eller et tvivlsomt alternativ der måske kan redde hende ...
Jeg vidste slet ikke hvad jeg kunne forvente, da jeg gik i gang med bogen her, men det skulle snart vise sig at være en kanon læseoplevelse, der krævede min fulde opmærksomhed fra start til slut!

Bogen handler om Meg, der på alle måder gør oprør. Oprør mod reglerne, systemet, forældrene, autoritetsfigurerne, livet, hende selv, hendes egne følelser. Men hvorfor egentlig? Uden spoilers, kan jeg sige, at Meg viser sig at have ganske god grund til hendes opførsel og meninger. Der ligger en del dybere bag, og det er ganske fascinerende - men det er faktisk næsten overhovedet ikke det bogen virkelig handler om. Det er en del af det, men allermest er der fokus på hende - og ham.

Åh jo. Ungdomskærlighed. En 19-årig politimand (den var ikke gået herhjemme!) og den 17-årige promiskueøse og vilde pige, han skal forsøge at få på rette sti. Normalt måske noget jeg ville rynke på næsen af, men historien er så velskrevet og fængende, og personerne så detaljerede og rigtige, at jeg bare slet ikke kunne lægge bogen fra mig. Jeg lå lillejuleaften til langt over midnat og måtte bare have næste kapitel med!

Bevares, jojo, historien rammer da selvfølgelig rigtig godt ind hos hende den lidt for single og lidt for tæt på de 30, der finder det enormt tiltalende at have en lækker politimand i uniform på tæt hold i en uge. Jeg anerkender, andre måske vil holde hovedet koldere og give bogen 3-4 stjerner. Men jeg? Jeg vil bare have mere ;) Bogen her udkom i går (men var dog også til salg i november på BogForum), og den er virkelig værd at læse.


OVER STREGEN
af Jennifer Echols
ISBN13: 9788758819891
312 sider / Udgivet den 20. januar 2016
Original titel: Going too far [2009]

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2016

No comments:

Post a Comment