Velkommen

Få inspiration til din næste læseoplevelse og læs mere om alt lige fra kærlighed, krimi, YA og historiske romaner til fantasy, science fiction og gys. Alt er på dansk - på nær de anmeldelser, jeg har lyst til at skrive på engelsk. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

05/04/2016

Det kommer til at ske af Lone Aburas

Henrys barndom kan ikke blive værre. Hans mor spiller jævnligt død, hans far graver grave til hende ude i haven, og Henry skal genoplive hende med sit legetøjslægesæt – og den skønne skeløjede Alma ved det. Men barndommen kan blive værre: Hans mor drukner sig for real, hans far barrikaderer sig i soveværelset med et bjerg mælkechokolade og tv-serier, og al voksenkontakt er med overforstående lærere og psykologer – og Alma deporteres til Fyn. Kun vennen Adam er et lyspunkt, men er han ved at forelske sig i helt vildt irriterende Alice? Det er der, Henry tager fat i sin notesbog og begynder at hævne sig på virkeligheden.

Henrys liv, hans opvækst især, er præget af en række mærkelige men ikke urealistiske hændelser og han har mildest talt trukket noget af en nitte i livet. Men han tager revanche ved at omdanne en dagbog til en autofiktiv roman om det hele, og får vendt op og ned på situationen. Men så alligevel ikke. Vi følger ham igennem en årrække fra den trælse barndom til den unge voksenalder, hvor han konfronteres af fortiden og nogle af de mennesker, han har skrevet lidt for direkte om.

Det er en ganske fin lille bog, der som lydbog havde mig godt hooked og virkelig underholdt - lige indtil en åben slutning, der hakkede det hele itu og efterlod mig med en meget uklar fornemmelse af hvad, det egentlig slutter med.

Det kommer til at ske er Lone Aburas' 4. roman. Jeg har tidligere læst Politisk roman, som jeg også var lidt ambivalent overfor. Hun skriver rigtig godt, men i sidste ende er jeg lidt i tvivl om hvad hun vil med historierne.

Trods det negative er det nu en bog, jeg gerne vil anbefale. Personligt kører jeg til tider død i YA, kærlighed og historie, og så er sådan en kort smal-litterær roman bare sagen til lige at få nulstillet det hele og starte forfra. Der er stof til eftertanke i dem.



DET KOMMER TIL AT SKE
af Lone Aburas
Oplæser: Stine Prætorious
ISBN13: 9788702194340
Lydbog, 4t 8m / Udgivet den 29. januar 2016

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2016

No comments:

Post a Comment