Velkommen

Få inspiration til din næste læseoplevelse og læs mere om alt lige fra kærlighed, krimi, YA og historiske romaner til fantasy, science fiction og gys. Alt er på dansk - på nær de anmeldelser, jeg har lyst til at skrive på engelsk. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

03/05/2016

Noget om Grace af Anthony Doerr

Ej hvor havde jeg det svært med den her bog. Jeg knuselskede den fantastiske læseoplevelse, jeg fik af Alt det lys vi ikke ser, og var derfor også helt vild efter at læse endnu en bog af forfatteren. Men Doerrs debut her fangede mig bare slet slet ikke.

I Noget om Grace følger vi manden David Winkler. Han har en evne til at drømme om begivenheder, før de sker. Detaljerede og ofte rystende drømme, som han sjældent kan gøre noget ved for at forhindre. En mand, der bliver kørt ihjel af en bus; hvordan han møder sit livs kærlighed. Ting, der siden udspiller sig i virkeligheden. Da David drømmer, at han er ude af stand til at redde sin spæde datter fra druknedøden, knuses hans tilværelse. Han flygter, fjerner det eneste element i det ulykkelige scenarie, han er herre over – sig selv.

Hans flugt tager ham til en caribisk ø, hvor han strandet, alene og ulykkelig ikke aner om hans datter overlevede. Og her bliver han så, indtil en ny drøm ryster hans verden.

Jeg følte mig enormt distanceret fra hovedpersonen David og kunne slet ikke relatere til ham eller hans historie, der føltes voldsomt langtrukken. Den var tung at komme i gang med og allerede halvvejs igennem, sad jeg og ventede på, at Doerr enten fik fingeren ud eller at bogen sluttede. Det blev derfor en frustreret oplevelse, og Doerrs fine sprogbrug gik tabt. Det skal dog også siges at den lyriske smukke lethed, der er i Alt det lys vi ikke ser, ikke er til stede i denne.

Første del af plottet kan til dels accepteres, selvom det er tungt og langt, men de mange lange triste mærkelige år på øen og dernæst hans rejse videre var ved at tage pippet fra mig. Jeg kunne simpelthen ikke længere se den røde tråd, og hvad Doerr ville. Det lykkedes ham at samle den delvist op igen til slut, men der havde han for længst tabt mig, og det var kun pligt og stædighed, der så min læsning til ende.

Det er rigtig ærgerligt, det skulle udspille sig sådan, men nogle bøger rammer jo bare bedre plet end andre. Jeg kan se på Goodreads, jeg ikke er den eneste, der ikke var super begejstret, men der er også en god flok, der har været rigtig glad for den - så den kan jo sagtens være noget for dig, selvom den ikke lige var mig :)


NOGET OM GRACE
af Anthony Doerr
ISBN13: 9788740026924
446 sider / Udgivet den 18. februar 2016
Original titel: About Grace [2004]

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2016

6 comments:

  1. Argh, den har jeg lige fået i fødselsdagsgave. Jeg havde dog planlagt at læse den før "Alt det lys ...", netop fordi det var hans debut. Måske den rækkefølge er bedre?

    ReplyDelete
    Replies
    1. Altså "Alt det lys..." er i hvert fald den bedre bog i mine øjne :)

      Delete
  2. Jeg var heller ikke så begejstret for den, jeg kunne vitterligt heller ikke sætte mig ind i David Winklers mindset. Jeg har heldigvis Alt det lys... til gode endnu - jeg forestiller mig, at jeg kun kan blive positivt overrasket ;-)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Håber du bliver ligeså glad for "Alt det lys.." som jeg :)

      Delete