Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science Fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

28/07/2016

Stalker af Michella Rasmussen

Jeg ved ikke hvem han er. Eller hvorfor han har valgt mig. Men når jeg hører gulvet knirke eller fodtrin følge efter mig, fryser mit blod, og jeg glemmer at trække vejret. Jeg lukker øjnene og håber det er indbildning. Men jeg ved han altid er i nærheden.

Stalker er Michella Rasmussens debutroman, og hun har gjort et solidt stykke arbejde og skrevet en spændende og gyselig ungdomsbog, der giver et (tror jeg) rigtigt godt billede af, hvor vammelt og skræmmende det må føles at have en stalker.

Stakkels Julie har det ikke for nemt i forvejen, da en rideulykke har afskåret hende fra at dyrke konkurrenceridning og hendes forældre nu har skiftet al deres fokus og (føler Julie) kærlighed til hendes lillesøster, der nu er familiens stjerne. Hun har heldigvis en rigtig god veninde og en ganske god omgangskreds i 2.g. Men så pludselig får hun et romantisk brev fra en hemmelig beundrer.

Til at begynde med er det super spændende, og de andre piger i klassen bliver ellevilde, og der lægges store planer for at føre dem sammen. Men langsomt begynder brevene at tage en uhyggelig drejning og også andre ting virker forkert. Det går op for Julie, at beundreren ikke bare er betaget - han er besat og skyr ingen midler for at komme tættere på hende. Ingen får lov at komme i vejen for ham.

Rasmussen rammer spot on med den utrolige creepy fornemmelse af overvågning og komplette magtesløshed, Julie og hendes familie udsættes for. Hun kunne sagtens have gået mere i dybden med hvorfor og hvordan, efterhånden som handlingen udspiller sig, men det havde omvendt også tynget bogen meget ned. Slutningen forsimpler muligvis bevæggrundene, men formår også at skære ud i pap, hvad der kan få folk til at krydse grænser, der får de fleste ellers står tydeligt aftegnet. Med kun 214 sider kunne den sagtens have holdt til at være længere, men som den er nu, er den super hurtigt læst - for når først man går i gang slipper man den ikke til sidste side er vendt.


STALKER
af Michella Rasmussen
ISBN13: 9788758820101
214 sider / Udgivet den 21. juni 2016

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2016

1 comment:

  1. Fin anmeldelse! Jeg synes også godt, at den kunne have været lidt længere - men som du siger, så er den hurtigt læst, og det er måske godt nok for mange unge :)

    ReplyDelete