Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

10/09/2016

En mors historie af Amanda Prowse

En mors historie er en virkelig god roman. Det er en gribende fortælling om den helt store kærlighed, om alle de forventninger og lyserøde drømme et par har, og hvor grufuldt galt det kan gå. Men med det sagt, så havde jeg nær lagt den fra mig til at begynde med - for den bruger en del tid på at bygge hovedpersonerne Jessica og Matthew's forhold op. Så meget tid endda, at man til sidst har lyst til at råbe - JAJA jeg har fattet det! De er ultra lykkelige og perfekte sammen!!!!

Men netop denne over-the-top lykke og glæde understreger præcis hvor skarpt filmen knækker. For midt i al deres nygifte glæde bliver Jessica uplanlagt gravid - men herregud, hurra! Jovist de er unge, og de ville nok hellere have ventet et par år, men alt er jo godt.
Men en turbulent fødsel sætter sine spor, og lige så langsomt indser Jessica at noget er galt. For hun føler slet slet intet, når hun kigger på sin nyfødte datter. Mens alle andre forguder det lille barn og slet ikke kan få nok, vil Jessica hellere være fri. Men hvem kan hun snakke med? Hvem vil forstå uden at dømme hende?

Og her går bogen for alvor i gang. Stemningen skifter fra lykkelig kærlighedsroman til noget mere a la en thriller. For lige fra allerførste kapitel er lykken sammenklippet med nutiden. En nutid hvor Jessica er på et hospital og har gjort noget forfærdeligt.

En mors historie er ikke bare en rigtig god læseoplevelse - den er også en vigtig en. Den sætter fokus på noget, der desværre stadig er tabu for mange kvinder (og mænd) i dag. Men fødselsdepressioner er virkelige, og de kræver behandling. Det går bare ikke over af sig selv. Akkurat som med almindelige depressioner, kan den ramte ikke selv gøre for det og kan ikke "bare" lige komme sig. En mors historie fik mig til slut både til at grine og græde. Den kan varmt anbefales.


EN MORS HISTORIE
af Amanda Prowse
ISBN13: 9788702206838
Lydbog, 9t 21m / Udgivet den 9. maj 2016
Original titel: A Mother's Story [2015]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2016

No comments:

Post a Comment