Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science Fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

08/12/2016

Hvor der er vilje af Jeffrey Archer

Den storslåede fortælling om Harry Cliftons liv begynder i England i tiden efter Første Verdenskrig. Harry vokser op i den fattige del af Bristol med en hårdtarbejdende, enlig mor og historien om en far, der blev dræbt under krigen.
Harrys far arbejdede på havnen, ligesom Harrys onkel gør nu, og som Harry selv vil gøre den dag, han bliver færdig med skolen. Men Harry har et uventet talent, som fører ham en anden vej, og han bliver tilbudt et stipendium på en eksklusiv drengeskole. Gradvist får Harry dog fortalt historien om, hvordan hans far virkelig døde at vide, og den frygtelige sandhed får Harry til at sætte spørgsmålstegn ved alt. Er Harry søn af Docker Arthur Clifton, eller er han den uægte søn af arvingen til Barrington Shipping Line? Da Anden Verdenskrig bryder ud må Harry træffe en vanskelig beslutning: Skal han takke ja til tilbuddet om en plads på Oxford University eller skal han lade sig hverve af flåden og kæmpe mod Hitlers Tyskland?
Clifton-krøniken er en fængslende saga om kærlighed, tab, svigt og ambitioner, der fører læseren fra Bristols baggyder, til New Yorks gademylder, til Stalins Rusland.

Jeg blev ikke blæst omkuld af denne selvudråbte next-big-thing. Jeg har hørt den sammenlignet med både Ken Follets og Jan Guillous episke slægtsværker - som jeg i øvrigt heller ikke har læst nogen af - men jeg syntes ikke den her har nær nok vind i sejlene.

Omtrent den første fjerdedel af bog bruges på at følge hovedpersonen Harry Clifton op igennem hans opvækst og skolegang. Så skifter vi brat og herefter i mindre og mindre bidder får vi selvsamme tid og dernæst tiden efter fra blandt andet hans mor, hans bedste ven, gamle Jack, og flere til. Først til slut vender vi retur til Harrys hoved, hvor bogen slutter med hvad der nok skulle have været et !!!! men var så åbenlyst at det mere blev et ...

Jeg kan med tiden godt finde på at læse videre, hvis jeg falder over næste bog som lydbog engang, men det er ikke en historie, der har tændt et bål i mig. Hidtil, når historien aldrig rigtig andet end rundt i Bristol, så det vil da måske blive interessant at se, hvad der skal ske i både New York og Rusland, som der bliver nævnt i bagsideteksten.

Alt i alt er Hvor der er vilje en ok bog, men den er ikke så storslået og mageløs, som jeg havde forventet, og selvom jeg egentlig godt kunne lide personskiftene i fortællestilen, så gjorde det også bare, at jeg helt mistede følelsen med Harry og til slut slet ikke følte noget for ham.

Hvis man er til de helt store slægtsromaner og sagaer og allerede begærligt har slugt dem alle, så er det da absolut værd at forsøge sig med denne nye krønike og se den an. Den slår næppe benene væk under dig, men den er ikke dårlig, og den er heller ikke murstenstyk i papirsform.


HVOR DER ER VILJE
The Clifton Chronicles #1
af Jeffrey Archer
Oplæst af Jesper Bøllehuus
ISBN13: 9788711680292
Lydbog, 12t 55m / Udgivet den 28. september 2016
Original titel: Only Time Will Tell [2011]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2016

No comments:

Post a Comment