Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science Fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

30/01/2016

Malebøger for voksne #3

Da Harry Potter malebogen kom på markedet måtte jeg bare eje den. Jeg anede ikke hvad den indeholdt, men som fan af både HP og malebøger for voksne virkede det som et åbenlyst valg.

Men... men men men. Jeg er skuffet. Ret så skuffet. Det virker som om, at de ikke rigtig har kunne bestemme sig for om bogen skal være til voksne eller til børn. Det jeg finder allermest tiltrækkende ved voksen-fænomenet er de mange små detaljer man kan fordybe sig i - men i denne er der utallige store portrætter og halvtomme sider. Gigantiske flader, der skal farvelægges og som virker flade og kedelige. Jeg tænker de simpelthen har forsøgt at ramme for bred en målgruppe med den her. Folk af alle aldre kan elske Harry Potter - men børne- og voksenmalebøger bør holdes hver for sig.
Jeg syntes også mange af illustrationerne er meget gentagende og symmetriske. Der er intet spændende eller overraskende i det. Jeg mistede faktisk ret hurtigt lysten til at male i den. Jeg syntes ikke det er super sjovt og afslappende at farvelægge 52 store ens mursten i en væg der fylder en tredjedel af et billede (se nederste fotografi) - og det vil jo ligne et psykedelisk trip, hvis de får hver deres farve.

For at gøre det endnu værre så er der bagerst i bogen en række fotografier og farvelagte illustrationer - som om at der kun er en "korrekt" måde at farvelægge på. Samtidig er det også pænt svært fx at farve Hermiones hår lilla - jeg føler mig pålagt til at farve det "korrekt", hvilket faktisk har afholdt mig fra at farvelægge nogen som helst af personerne (rettelse: jeg farvelagde Harrys tøj på én side og det blev så herre-grimt, jeg ikke nænner at vise jer det).

Positive ord om bogen! Papirkvaliteten er i top. Det skal siges, det er virkelig rart og nemt at farvelægge.

28/01/2016

Det Blå Dyb af Jennifer Donnelly

På sin forlovelsesmorgen burde prinsesse Serafina kun bekymre sig om gensynet med prins Mahdi, hendes barndomskæreste. Men hendes sind er opfyldt af mørke drømme, hvor en flok havhekse hidkalder hende, og en ældgammel ondskab igen er blevet vakt til live ...
Under ceremonien angriber en fjendtlig hær, og snart er Serafina på flugt for sit liv sammen med sin bedste veninde, Neela. På deres færd opdager de, at de deler drømmen om havheksene – og at de er tvunget til at finde frem til fire andre havfrueheltinder, der er spredt på tværs af havenes seks riger. Havfruerne udvikler et ubrydeligt bånd og afslører en hemmelig sammensværgelse, der truer med at udslette hele deres verden.

Jeg har tidligere læst en bog af Jennifer Donnelly, som jeg var ret glad for. Hun skriver godt, gennemtænkt og let læseligt - Det samme kan også siges om denne.

Som første bog i Vandflammens Saga er Det Blå Dyb den bog, der åbner en længere serie om et havfolk i krig. Vi følger prinsesserne Serafina og Neela, da de pludselig står overfor udfordringer, de aldrig havde forestillet sig. Hvad der skulle have været en festdag, kaster i stedet veninderne hovedkuls ud i mørke og farefulde vande, tæt forfulgt af onde styrker. Hvor de tidligere har været vante til at blive opvartet og beskyttet, må de nu passe på dem selv og forsøge at nå frem til deres mål - uden rigtigt at vide hvad målet egentlig er og hvorfor.

Det Blå Dybs svaghed ligger i, hvor langt tid den bruger på at bygge historien op i forhold til, hvor hurtigt det pludselig skal gå til sidst. Bogens styrke derimod ligger i hvor velkonstrueret den er. Havfruerne er ikke bare tilfældige mytiske mennesker på havets bund. De er et stort og varieret folkefærd med en kultur og en historie. En historie, der er tæt knyttet til os på landjorden - og Atlantis. Herudover har Donnelly også konstrueret en stor del ord og navne, der giver det hele et ekstra lag (hertil kan nævnes at lydbogens oplæser er meget dygtig til både de italienske gloser og de fiktive). Selve hovedpersonerne er 16-årige (hav)piger, og de er som unge piger nu en gang er. Lettere naive og til tider lidt irriterende, men med hjerte og gåpåmod, og det er en spændende historie at følge. Samtidig fylder kærligheds elementet befriende lidt - her er i stedet fokus på venskab og sammenhold, og jeg tror det også er det, de næste bøger vil have fokus på.

Jeg kan roligt afsløre bogen slutter med lidt af en cliff hanger, der efterlader en med stor lyst til at få fat i næste bog i serien, Vilde Bølger. Jeg er ret spændt på, hvordan historien udvikler sig videre herfra - der er lagt op til noget meget stort.


DET BLÅ DYB
Waterfire Saga #1
af Jennifer Donnelly
ISBN13: 9788771650747 (lydbog) / 9788771058116 (hb)
8t, 2m / 334 sider / Udgivet i juni 2015
Original titel: Deep Blue [2014]

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2016

26/01/2016

Trinity by Conn Iggulden

1454: King Henry VI has remained all but exiled in Windsor Castle, struck down by his illness for over a year, his eyes vacant, his mind a blank. His fiercely loyal wife and Queen, Margaret of Anjou, safeguards her husband's interests, hoping that her son Edward will one day know the love of his father.
Richard Duke of York, Protector of the Realm, extends his influence throughout the kingdom with each month that Henry slumbers. The Earls of Salisbury and Warwick make up a formidable trinity with Richard, and together they seek to break the support of those who would raise their colours in the name of Henry and his Queen. But when the King unexpectedly recovers his senses and returns to London to reclaim his throne, the balance of power is once again thrown into turmoil.
The clash of the Houses of Lancaster and York will surely mean a war to tear England apart . . .
I've once again delved into the Wars of the Roses and Iggulden has been the best of guides. Trinity, the sequel to Stormbird, is a brilliant book full of great battles, skirmishes, attacks on the throne, families torn apart as they face each other on the battlefield supporting the two opposing sides - King Henry and his French Queen VS the Duke of York. I was once again amazed as I was taught pieces of history I'd never known and as history was literally brought to life before my very eyes. Or in my ears - I once again chose to listen to the audiobook as Roy McMillan is nothing less than brilliant. Iggulden has written some great characters and McMillan breathes life to them with his voice.

In Trinity, the story continues where it left off in Stormbird, and all around the feud is turning very bitter. York has ruled the country while Henry slept, but as the King suddenly wakes, he and the Queen waste no time in striking down the Duke - and so it all begins anew. England is torn apart as the people riot and huge forces clash. Powerful men lead them to their deaths as they struggle to gain more power or cling on to what little they have left. It was a terrible time, really - but it's a fantastic story to read. I can't wait to read the third installment, Bloodline.


TRINITY
Wars of the Roses #2
by Conn Iggulden
ISBN13: 9781405919487
Audiobook, 12h 6m / Published in 2014

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2016

23/01/2016

Harry Potter og den positive effekt

Det er lidt gamle nyheder efterhånden, men forskning fra 2014 viser, at Harry Potter gør dig til et bedre menneske.

Et studie i Journal of Applied Social Psycology viser, at børn, som læser Harry Potter bøgerne og identificerer sig med hovedpersonen, i høj grad bliver mere tolerante og positivt ændrer deres opfattelse af udsatte grupper i samfundet, såsom indvandrere, homoseksuelle og flygtninge.

Er det ikke en rar tanke? En bog som specielt mange amerikanere har været efter og vil have bandlyst, fordi den "opfordrer til djævledyrkelse", er faktisk en bog, der kan lære fremtidens generationer at have mere forståelse og venlighed overfor alle - inklusive de som ikke er helt som dem selv.

JK Rowling formår at gøre det tydeligt for hendes unge læsere, hvad der er gode og hvad der er mindre gode kvaliteter i et menneske. Harrys mod, Hermiones viden, Rons loyalitet og deres fælles venskab er alle sammen ting man ser op til og stræber efter selv at få del i. Neville der finder sig selv og viser, at man også skal sige nej til sine venner nogen gange. Luna der gør det helt legitimt at være helt sin egen. Og Draco - skurken vi elsker at hade - men som vi i bog 6 og 7 også opdager er så meget mere end bare en arrogant "ond" dreng. Han er fanget i sin rolle, indtil han får en hjælpende hånd til at bryde ud. Listen kunne blive ved. Hver og én af de mange store personligheder i bogen er noget helt særligt og samtlige repræsenterer et menneskeligt aspekt, der i bøgerne belyses og indirekte lærer læserne, unge som gamle, om hvordan vi skal behandle hinanden. Se bare Remus, der som varulv behandles frygteligt af "almindelige" troldmænd (a la den måde AIDS/HIV smittede skyes væk fra eller den måde homoseksuelle stadig diskrimineres imod nogen steder) - men trioen (og resten af skolen) ser ham som den han er - en fantastisk lærer og god mand - og den lektie tager læserne til sig.

-----     -----     -----

Nu jeg lige er ved Harry Potter.. hold fast hvor ramte det bare hårdt, da jeg hørte Alan Rickman var død. Manden var en fænomenal skuespiller med en stemme, der kunne smelte en sten. Jeg ved godt han naturligvis var så meget mere end hans rolle som Severus Snape, men det var jo alligevel den rolle, hvori jeg kendte ham bedst, og jeg blev bare helt lammet, da jeg så det første RIP på twitter. Jeg håbede et splitsekund det var et hoax, men den var desværre god nok. Jeg havde kort tid forinden fnyst af de mange Bowie fans der var knuste over hans død, og nu sad jeg pludselig selv som frosset på min arbejdsplads med blanke øjne og en hjerne der gik i tomgang.

Alan Rickman inhalerer helium og laver sjove stemmer på Jimmy Fallons show

Alan Rickman i rollen som Sheriffen af Nottingham i Robin Hood: Prince of ThievesAlan Rickman i rollen som professor Snape i Harry Potter filmene

Alan Rickman som Oberst Brandon i Jane Austens Fornuft & FølelseAlan Rickmans kollegaer beskriver ham som den sjoveste sødeste mand. Når man ser hans smil på dette behind-the-scenes fra Harry Potter, er man slet ikke i tvivl

22/01/2016

If I stay

Life changes in an instant for young Mia Hall after a car accident puts her in a coma. During an out-of-body experience, she must decide whether to wake up and live a life far different than she had imagined. The choice is hers if she can go on.

Premiere 22. august 2014 -- 107 m

Medvirkende: Chloë Grace Moretz, Mireille Enos, Jamie Blackley

---

Efter at blive taget med storm af den fantastiske bog af Gayle Forman, var tiden inde til at se filmen. Jeg blev ikke skuffet - men jeg blev absolut heller ikke overvældet.

Mia er som bekendt den eneste overlevende fra et frygteligt biluheld med hendes forældre og lillebror. Det er en hjerteskærende historie, om Mia, der nu ligger i koma, mens hendes bevidsthed vandrer rundt på hospitalet og betragter hendes nære og fjerne, der hvileløst håber hun vågner - men kun hun kan beslutte om hun skal gå ind i lyset eller vende tilbage til et tomt og knust liv.

Det er en ganske fin film, men den vakte slet ikke samme følelser i mig som bogen gjorde. Den følger historien godt og får vist Mias liv og alt der hun nu mister, og dermed det valg hun står overfor, men jeg manglede tilknytningen til hende. Bogen vred nådesløst mit hjerte til jeg hulkede af smerte - filmen jokker bare lidt rundt i det uden at efterlade sønderlige fodspor. Dette skyldes til del muligvis også den bærende hovedrolleindehaver Chloë Grace Moretz. Jeg vil ikke være strid, men så var hun altså heller ikke bedre i rollen. Jeg føler heller ikke, at selve det altopslugende forhold til Adam skinner ordentligt igennem. Forældrenes rolle er derimod helt eminent castet og vist.

Alt i alt en fin film, men ikke noget specielt at skrive hjem om. Rar at se hvis man har læst bogen, men må absolut ikke erstatte den!

21/01/2016

Over stregen af Jennifer Echols

Det eneste 17-årige Meg ønsker sig er at komme væk ... Væk fra den lille soveby og væk fra forældrenes kvælende hverdag. For at slå ventetiden ihjel indtil hun kan begynde på universitetet, lever hun det vilde natteliv. Men en sen aften går det galt. En druktur udvikler sig til en farlig leg på en jernbanebro, og hun ender med at blive anholdt.
Meg står nu med valget mellem en fængselsdom, der vil ødelægge alle hendes fremtidsplaner, eller et tvivlsomt alternativ der måske kan redde hende ...
Jeg vidste slet ikke hvad jeg kunne forvente, da jeg gik i gang med bogen her, men det skulle snart vise sig at være en kanon læseoplevelse, der krævede min fulde opmærksomhed fra start til slut!

Bogen handler om Meg, der på alle måder gør oprør. Oprør mod reglerne, systemet, forældrene, autoritetsfigurerne, livet, hende selv, hendes egne følelser. Men hvorfor egentlig? Uden spoilers, kan jeg sige, at Meg viser sig at have ganske god grund til hendes opførsel og meninger. Der ligger en del dybere bag, og det er ganske fascinerende - men det er faktisk næsten overhovedet ikke det bogen virkelig handler om. Det er en del af det, men allermest er der fokus på hende - og ham.

Åh jo. Ungdomskærlighed. En 19-årig politimand (den var ikke gået herhjemme!) og den 17-årige promiskueøse og vilde pige, han skal forsøge at få på rette sti. Normalt måske noget jeg ville rynke på næsen af, men historien er så velskrevet og fængende, og personerne så detaljerede og rigtige, at jeg bare slet ikke kunne lægge bogen fra mig. Jeg lå lillejuleaften til langt over midnat og måtte bare have næste kapitel med!

Bevares, jojo, historien rammer da selvfølgelig rigtig godt ind hos hende den lidt for single og lidt for tæt på de 30, der finder det enormt tiltalende at have en lækker politimand i uniform på tæt hold i en uge. Jeg anerkender, andre måske vil holde hovedet koldere og give bogen 3-4 stjerner. Men jeg? Jeg vil bare have mere ;) Bogen her udkom i går (men var dog også til salg i november på BogForum), og den er virkelig værd at læse.


OVER STREGEN
af Jennifer Echols
ISBN13: 9788758819891
312 sider / Udgivet den 20. januar 2016
Original titel: Going too far [2009]

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2016

19/01/2016

XY af Nicole Boyle Rødtnes

"'Du har en tilstand, som vi kalder for XY-pige. Det betyder, at selvom du ser ud som en pige, så er du genetisk set faktisk en dreng,' siger hun.
Ordene snor sig i mit hoved. Vikler sig sammen til små eksplosioner, der efterlader sorte huller i mine tanker. Det giver ingen mening. Jeg skulle have været en dreng, men blev en pige. Min krop har leget gemmeleg i 15 år og skjult, hvad den er. Selv for mig. Mest for mig."
Da Asta som 15-årig får meldingen om, at hun er en XY-pige og derfor genetisk set en dreng, falder hendes verden sammen. Hun kæmper med vrede og selvmordstanker – men så møder hun Christoffer. Han har selv forsøgt at begå selvmord, og med ham kan hun tale om alt det, som de andre ikke forstår. Langsomt forelsker Asta sig i Christoffer. Men kan man elske uden køn?


XY er en del af en trilogi om temaerne kærlighed og identitet. Tidligere har jeg også læst og anmeldt første bog Hul i hovedet. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.

Nicole Boyle Rødtnes skriver virkeligt gode bøger. Det tror jeg godt, jeg kan konkludere ud fra de to, jeg nu har læst af hende. I XY tages temaerne kærlighed og identitet atter op til overvejelse og denne gang i en ret speciel ramme. Asta er skøjteløber og vældig piget generelt - lige indtil hun finder ud af at hun faktisk slet ikke er en pige. Ikke rigtigt. Det er enormt fascinerende læsning, og jeg har stor respekt for hvordan Rødtnes får sat nogle ord og tanker på et emne, der fylder virkelig meget for en hel del mennesker, men som alligevel er lidt tabu i dagligdagen. For bogen har ikke kun fokus på Asta, der decideret har en genetisk "fejl" - der er også fokus på transpersoner generelt (personer, hvis kønsidentitet eller kønsudtryk ikke stemmer overens med det køn, de blev tildelt ved fødslen).

Bogen er meget velskrevet og både nem at læse og forstå, og som nævnt, sætter den virkelig nogle tanker i gang og giver indsigt. Den bedste måde at skabe tolerance, empati og forståelse på er ved at lære børn og unge om de svære emner i livet - give dem værktøjer til at bearbejde deres følelser med og hjælpe hinanden igennem svære tider - bøger som Hul i hovedet og XY er den slags bøger, der på fantastisk vis, hjælper - og helt uden at slå nogen oven i hovedet med det.


XY
af Nicole Boyle Rødtnes
ISBN13: 9788771651232
240 sider / Udgivet den 1. oktober 2015

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2016

17/01/2016

Book Haul #20 - Something gorgeous

Det er alt for længe siden jeg sidst har husket at lave et book haul (mindede en veninde mig om med formaning i stemmen) - så here we go!
Jeg har fået nogle virkeligt lækre bøger hjem siden julens gode pakker. Nogle har i måske set på instagram, men enkelte har jeg aldrig fået vist.



Jeg har længe afsværget at købe dem - nok er de gudeskønne, men var de overhovedet min stil? Jeg taler naturligvis om Barnes & Nobles Leatherbound Classics. Jeg fik Jane Eyre i fødselsdagsgave og i januar kriblede det pludselig i fingrene efter at eje flere. Det blev til Shakespeare´s Samlede Værker og Brødrene Grimm's Eventyr -- og jeg skal stensikkert eje flere :)

Et kæmpe stort tak til Gyldendal for denne skønne bog - Den Engelske Kvinde. Jeg var så småt gået i gang på Mofibo, men ville bare så meget hellere sidde med den rigtige bog - og det har de nu givet mig mulighed for :) Jeg har så længe gerne ville læse Outlander serien af Diana Gabaldon, jeg har kun hørt virkelige gode ting om den. Nu har de så oversat første bog til dansk og jeg er hooked. Det er virkelig godt!

Denne fine sag har jeg allerede læst og anmeldelsen kommer på bloggen senere, men for nu kan jeg fortælle den er virkelig velskrevet og meget fængende. Stilen er virkelig god og sangenhængen mellem fiktion og sangtekster er helt i balance. Bogen fik jeg af forlaget Songcrafter som egentlig slet ikke er et forlag, men som har udgivet musik i 9 år. For alt i verden er skrevet af musikeren, sangskriveren og journalisten Martin Høybye, og den er anbefalelsesværdig.

Det er efterhånden længe siden jeg første gang stiftede bekendtskab med Orson Welles. Det var en snusket lille udgave af Animal Farm, og den slog benene væk under mig. Jeg husker det, som det var i går, at jeg sad i en X-bus og tabte underkæben, mens jeg læste. Sidenhen læste jeg også 1984 i forbindelse med mit specialeskrivning. Den er et must at læse i forhold til det digitale, privatlivets ophøren, samfundets udvikling osv. osv. Efter en aftens tilfældig vinduesshopping på saxo, faldt jeg pludselig over disse to smukke små ikoniske paperpacks, og jeg vidste bare de skulle hjem til mig, og det kunne kun gå for langsomt.

Som rosinen i pølseenden ligger en fagbog, jeg skammer mig lidt over jeg ikke har fået læst så meget i endnu - for jeg vil virkelig gerne og det jeg har læst har været rigtig godt. Skriveterapi af Annette Aggerbeck var en gave fra Nyt Nordisk Forlag og skal forsøge at lære mig at skrive dagbog på en gavnlig måde for min personlige vækst. Jeg har tidligere i korte perioder skrevet dagbog - blandt andet til at skrive mig ud at et forhold (jeg brugte dagbogen til at sætte ord på mine tanker og følelser og indså endelig det var på tide at slutte det.).

16/01/2016

Mini-Martian

Lige et lille lørdagstip:

Andy Weir har skrevet en lille prequel på 7 sider om Mark Watney lige før han tager afsted på hans rejse til Mars.
Historien hedder Diary of an AssCan: A Mark Watney Short Story og kan læses her.

14/01/2016

Morder-Anders og hans venner af Jonas Jonasson

Pastor Johanna Kjellander Paster har forladt prædikestolen for evigt. Det skete i al hast med buhråb fra forsamlingen. Nå, men hendes erhvervsvalg havde alligevel aldrig rigtig været noget valg. Skylden for det hele giver hun sin far og Gud i forholdet 50/50.
Per Persson lever et tarveligt liv, efter at det er lykkedes hans farfar at formøble den formue, som burde have været hans. I stedet er Per en usselt betalt receptionist på et tredjeklasses eller muligvis et fjerdeklasses hotel.
Den bortviste præst møder tilfældigt receptionisten på en parkbænk, og snart krydser en lige så vred som naiv mand deres vej. Han hedder Johan Andersson, men præsten og receptionisten sørger for, at han straks er Morder-Anders for hele Sverige.
Trioen danner en uhellig alliance og begiver sig ind i erhvervsvirksomhed med meget mådelig moralsk habitus. Alt havde dog kunnet gå, hvis bare ikke en greve, en grevinde og selveste Herren og hans søn havde blandet sig. 

Vi følger i bogen her 3 personer. 1) En morder ved navn Anders, der virkeligt ikke vil i fængsel igen og derved spendere sine resterende år bag tremmer. 2) Per Persson; en bitter mand, hvis farfar var fantastisk rig men formåede at miste det hele fordi han ikke fuldte med tiderne, og som Per nu bebrejder for sit kummerlige liv og opvækst. 3) Johanna som ikke tror på Gud, men hvis far tvang hende til at følge i forfædrenes forspor og blive præst - lige indtil hun blev smidt ud af kirken efter en virkelig dårlig prædiken. De tre mødes og deres liv flettes sammen med store konsekvenser for dem alle.

Jonasson er tilbage i topform med Morder-Anders og hans venner. Plottet er et noget af et cirkus, der starter i det små med småløjerlige typer, der beslutter sig for, at det er dem mod verden og bliver rodet ind i ting, de egentlig burde have holdt sig helt fra. Men har man sagt A må man vel også sige B, og når morderen pludselig er pastor og forkynder Guds ord og pengene vælter ind, så kan man jo ligeså godt blive ved - bare man tager sine forholdsregler.

Jonasson har skrevet en skøn og sjov bog, der er svær at lægge fra sig. De tre hovedpersoner er så mærkværdige og anderledes at de på en eller anden måde formår at være virkelige, og hele plottet er så langt ude, man egentlig slet ikke er i tvivl om, at det kunne ske i morgen. Efter kanon-debutten med Den hundredeårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt, og den opfølgende knapt så skarpe Analfabeten der kunne stave, viser Jonasson med sin tredje bog her, at han først lige er ved at komme i gang. Når det er godt, så er det virkelig godt.


MORDER-ANDERS OG HANS VENNER (SAMT EN UVEN ELLER TO)
af Jonas Jonasson
ISBN13: 9788771464115
300 sider / Udgivet den 27. november 2015
Original titel: Mördar-Anders och hans vänner (samt en och annan ovän) [2015]

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2016

12/01/2016

Portalen til afgrunden af Chad Corrie

Efter næsten otte århundreder forsøger den sidste af de magtbegærlige troldmandskonger at vende tilbage til Tralodren ... 
Gladiatoren har solgt sin sjæl for hævn. Ridderen er religiøs fanatiker. Dværgen tænker kun på at genvinde sin ære. Troldkvinden er mere bogorm end godt er. Alle er de blevet hyret af en blind seer til at hente en skjult skat i en fjern jungle. Hurtigt ind. Hurtigt ud. En nem opgave ... tror de i hvert fald. I stedet kommer de ud på et farligt eventyr, fuldt af blodtørstige fjender og mørke kræfter der truer både dem selv og deres verden med udslettelse ...
Portalen til afgrunden er er virkelig oldschool fantasy a la DragonLance og rollespil. Indledningen var meget lang, men min interesse blev alligevel fanget. Historien er grundlæggende ganske fin, men det fungerer ikke rigtig, og jeg syntes det blev lidt for let... Var den 30 år gammel, kunne jeg sikkert tilgive den mange af dens fejl og mangler, men for en moderne bog er det bare ikke godt nok. Vi er blevet vant til mere. Fantasy har udviklet sig, og bogen her med dens figurer og rollespilshistorie halter bagud.

Jeg fandt persongalleriet meget stereotypisk. Der er den gnavne dværg, den vise præst, den arrogante fordomsfulde ridder, den tapre kriger, den "snu" troldmand, osv osv. Man kommer aldrig under huden på nogen af dem, og jeg syntes, det er utrolig ærgerligt, det hele bliver så overfladisk - de er endimensionelle i deres ønsker og behov og mangler dybde. Også verdensopbygningen lider af samme problemer - vi introduceres undervejs til utallige landes kulturer og regeringer, men får aldrig yderligere viden om dem. Ridderordenen er fuld af hovne mænd, halvdelen af elverne er nogle ondskabsfulde slavepiskere, og den anden halvdel er godheden selv. Og så er der alle guderne, som vi også kun får minimal information om. Det føles mangelfuldt, og jeg bundærgrer mig, for jeg ville så gerne, det skulle være godt. I stedet minder det bare om en baghistorie til et computerspil inklusive samtlige klicheer om kranier, hobgobliner, magiske formularer og store armbevægelser.

Som enhver fantasy bog med respekt for sig selv, har Portalen til afgrunden naturligvis et kort. Jeg er som bekendt ret glad for kort i bøger, men det er her så minimalistisk, at det stort set er ubrugeligt. Det virker som om nogen har tegnet et fint kort - og so zoomet 100 gange ud.

Hvis du spørger mig om en anbefaling indenfor denne genre  med gammeldags action-adventure fantasy, elvere, troldmænd og dværge, så vil jeg nok hellere pege dig i retning DragonLance serien af Margaret Weis og Tracy Hickman. Det er den serie, jeg opvoksede med tæt ved mit hjerte, og selvom den heller ikke er fejlfri, så er den noget helt særligt herligt og meget grundigt udviklet. Men måske jeg er for hård i min dom over den her bog. Måske et lidt yngre publikum vil finde den lige i øjet, akkurat som jeg i mine yngre dage faldt pladask for Tanis og Raistlin og resten af flokken. Og måske den næste bog i serien gør mine observationer til skamme - det vil tiden vise.


PORTALEN TIL AFGRUNDEN
Return of the Wizard King #1
af Chad Corrie
ISBN13: 9788758822013 (lydbog)
13t, 39m - 472 sider / Udgivet i oktober 2015
Original titel: Return of the Wizard King [2014]

Anmeldereksemplar fra forlaget.

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2016

09/01/2016

Jeg blogger dig væk af Agnes Hammer

Julie er smuk, populær og god til at synge. Sammen med sit band skal hun optræde til skolefesten. Men pludselige begynder Julie at få onde e-mails, fornærmelser og trusler. Så dukker der en falsk profil af Julie op på nettet, hvor folk skriver, at hun er en snobbet kælling. Snart begynder klassekammerater og vildt fremmede mennesker at svine hende til. Julie er helt fortvivlet. Hvem står bag? Situationen tilspidses, da hun tvinges til at forlade bandet, og truslerne går over i vold ...
Jeg blogger dig væk! er en ungdomsroman om bagsiden af de sociale medier. Den handler om misundelse, mobning og forfølgelse. Hvem kan Julie stole på, og hvem står bag den falske profil og mobningen? Det er romanen om, hvordan en dum spøg på internettet kan udvikle sig og komme helt ud af kontrol.
Jeg blogger dig væk er en interessant ungdomsbog, der sætter fokus på internetmobning og den ringe-i-vandet effekt det kan have i den virkelige verden. Begivenheder eskalerer, og ting tager overhånd. Da jeg opdagede, at bogen er tysk, kunne jeg ikke helt lade være med at sammenligne den med en anden tysk ungdomsbog, jeg for nyligt læste - Resten af sommeren. Jeg Blogger dig væk er helt klart bedre, men stilen er meget den samme (måske det bare er sådan de tyske YA forfattere gør det?)

Konceptet heri er ret enkelt. Hovedpersonen Julie er en populær pige og virkelig god til at synge - og nogen er utilfreds med egen tilværelse og beslutter sig for at alting er Julies skyld, og derfor skal hun trynes. Efterhånden som det tager om sig, hopper andre unge med på vognen, for det er jo så dejligt nemt i dag at svine andre til uden at skulle se dem i øjnene og se hvor ondt deres ord gør (tak for lort, sociale medier). Julie kæmper imod presset, men som de fleste andre udsat for mobning af sådan en grad, er det begrænset hvor længe, man kan blive ved med at ignorere alt det, der gør ondt. Man kan måske fristes til at kalde plottet lidt forudsigeligt, men overordnet er det godt, velskrevet og engagerende. Jeg syntes overordnet, det er en rigtig fin bog, og jeg tænker også, at det er en bog, folkeskolen måske kunne tage til sig i undervisningen. Budskabet er i hvert fald relevant.


JEG BLOGGER DIG VÆK
af Agnes Hammer
ISBN13: 9788740604535
170 sider / Udgivet den 10. oktober 2015
Original titel: Ich blogg dich weg! [2013]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2016