Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science Fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

31/01/2017

Måske en dag af Colleen Hoover

Da den musikstuderende Sydney flytter ind på et værelse hos den flotte guitarist Ridge, er det sidste, hun forventer, at blive forelsket. Hun er stadig mærket efter bruddet med sin eks, og desuden har Ridge allerede en kæreste.
Sydney og Ridge bliver dog hurtigt venner, og snart begynder de at skrive sange sammen. Ridge komponerer musikken, Sydney skriver teksterne, og det varer ikke længe, før de må kæmpe for at holde de spirende følelser tilbage, som vokser i dem imod alle odds ...

Da Sydney opdager hendes kæreste knalder hendes roommate, pakker hun sine tasker og skrider - lige ud i regnen, hvor håbløsheden truer med at opsluge hende. Heldigvis bliver hun reddet af et nyt bekendtskab - guitaristen Ridge, der har bemærket Sydney synge med, når han spiller på sin terrasse. Ridge har skriveblokering og desperat brug for hjælp og inspiration til at skrive sangtekster. Hurra for win-win.

Hvad Sydney - eller jeg - ikke lige havde forventet, er at Ridge er døv. Hvordan en døv mand kan skrive/spille musik, der ikke lyder forfærdeligt har jeg ikke anelse om - men jeg er også så hamrende umusikalsk, at jeg ikke vil kunne skabe en melodi, om det så galt mit liv. Let's just roll with it.

Jeg synes, der er en rigtig dejlig humor i bogen her. Jeg har grinet meget, mens jeg læste den, og jeg har virkelig nydt historien. Hoover formår at skildre, hvordan utroskab som alt andet i livet ikke er sort/hvidt. Det, Hunter og Tory gør, er svinsk og forkert. Det, der udvikler sig mellem Sydney og Ridge, er selvfølgelig ikke optimalt - men det, at de netop anerkender, det er forkert og forsøger at stoppe det - jeg køber det. Det kan selvfølgelig argumenteres at være dobbeltmoralsk på højt plan, men der tror jeg, den individuelle læsers liv og erfaringer vil spille meget ind på, hvordan man reagerer på den del af bogen.

Hoover skriver rigtig godt - lige indtil hun nærmer sig slutningen. Det gik så godt, og så tog det - for mig - et gevaldigt knæk. Jeg er simpelthen ikke tilfreds med den måde, hun skildrer den måde, det hele forløses på. Jeg tror, at det, der driller mig, er at hun bruger så lang tid på at skildre, hvordan de kæmper med deres følelser - og så kort tid på hvordan det hele løser sig. Jeg havde nok håbet på, at bogens titel ville have større betydning.

Alt i alt, en ganske dejlig bog, der var meget underholdende. Jeg var jo ikke, som i måske husker, så kæmpestor fan af den første Hoover bog, jeg læste (Forbandede kærlighed), men denne her har givet mig fornyet lyst til at læse mere af hende... der kommer hele to nye her i 2017: Det ender med os sidst i maj og 9. November i november :)


MÅSKE EN DAG
Maybe #1
af Colleen Hoover
ISBN13: 9788711524015
472 sider / Udgivet den 23. september 2016

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

28/01/2017

Boglige begivenheder i 2017


Nu hvor kalenderen skriver (sidst i januar) 2017, er det vist på tide at se nærmere på hvad der sker i løbet af dette år.


Forår

25.-26. februar
Copenhagen Comics, København
Danmarks største tegneseriefestival!
www.copenhagencomics.dk

1.-2. april
Krimimessen, Horsens
Nord-europas største krimi-festival
www.krimimessen.dk

7.-9. april
Ord-kraft, Aalborg
Nordjyllands største ordfestival
www.ord-kraft.dk

29.-30. april
Readathon
Halvårligt internationalt online 24 timers læsemaraton
www.24hourreadathon.com

dato endnu ukendt
Copenhagen Crime, København
Festival om krimi, spænding og kriminalstof
www.copenhagencrime.dk


Efterår

16.-17. september
Fantasyfestival, Esbjerg
Festival arrangeret af Esbjerg Kommunes Biblioteker med fokus på fantasy-genren for alle aldre i alle dens afskygninger lige fra bøger til fx rollespil og brætspil
www.fantasyfestival.esbjergkommune.dk

20.-21. oktober
Herlufsholm Fantasy Bogmesse
Fantasy bogmesse på den gamle kostskole
www.fantasybogmesse.dk

21.-22. oktober (uge 42)
Harry Potter Festival, Odense
Festival arrangeret af Odense Bibliotek, der byder på magiske oplevelser for store og små
www.harrypotterfestival.dk

oktober (præcis dato endnu ukendt)
Readathon
Halvårligt internationalt online 24 timers læsemaraton
www.24hourreadathon.com

10.-12. november
BogForum, København
Danmarks største bogmesse
www.bogforum.dk



Readathon i både april og oktober vil jeg naturligvis deltage i, og herudover skal jeg med til Krimimessen i Horsens, Fantasyfestivalen i Esbjerg og selvfølgelig BogForum. Jeg ville gerne med til Copenhagen Comics, men det clasher desværre med andre aftaler. Harry Potter festivalen kunne også være ret magisk at opleve, men vi får se om jeg har tid/penge.

Hvad vil du gerne med til i år?

26/01/2017

A Winter Flame af Milly Johnson

Eve has never liked Christmas, not since her beloved fiancé was killed in action in Afghanistan on Christmas Day. So when her adored elderly aunt dies, the last thing she is expecting is to be left a theme park in her will. A theme park with a Christmas theme…
And that's not the only catch. Her aunt's will stipulates that Eve must run the park with a mysterious partner, the exotically named Jacques Glace. Who is this Jacques, and why did Aunt Evelyn name him in her will?
But Eve isn't going to back down from a challenge. She's determined to make a success of Winterworld, no matter what. Can she overcome her dislike of Christmas, and can Jacques melt her frozen heart at last…?

A Winter Flame viste sig at være endnu en selvstændig (-ish) toer. I husker måske hvor super begejstret jeg var for White Wedding og dens persongalleri? Well, i A Winter Flame er Violet kusine til hovedpersonen Eve og har en central rolle! (og der er major spoilere for hele bryllupsbogen - så absolut læs den først)

Jeg udvalgte bogen her til julelæsning, da den jo handler om en sørgende kvinde, der ikke kan udstå julen efter hendes forlovede blev dræbt af en vejsidebombe for år tilbage i Afghanistan - juledag. Sidenhen har hun fokuseret på at arbejde og på at låse sit hjerte væk. Okay, det er ikke særligt julet. Så her kommer der et twist:

Eve arver efter sin tossede tante. Ikke bare et mølædt sæt service og en kat - nej, en forlystelsespark. En jule forlystelsespark. Kunne det blive værre? Jeps det kan det - for hun arver kun halvdelen. Den anden halvdel tilfalder en mystisk mand, hun aldrig har hørt om og som helt klart er forfærdelig ... ikke?

På skønneste vis følger vi Eve, mens hun forsøger at få parken op at køre i tide til jul. For hvad end hendes knuste hjerte føler, så er hun en forretningskvinde med sans for success - og heldigvis har Jack sans for julen.

A Winter Flame er en rigtig dejlig bog. Den er ikke perfekt, men fejlene er små, og læseoplevelsen er skøn. Jeg slugte bogen på en enkelt (jule)dag, og den var vidunderligt selskab. Johnson kan klart anbefales!


A WINTER FLAME
af Milly Johnson
ISBN13: 9780857208989
404 sider / Udgivet i 2012

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

24/01/2017

When breath becomes air af Paul Kalanithi


When breath becomes air (dansk titel: Før jeg forsvinder) er en bog skrevet af en døende mand. 36 år gammel og næsten færdig med et årtis træning og uddannelse som neurokirurg diagnosticeres Paul Kalanithi med kræft i lungerne. Slem kræft. Håbløs kræft. Den ene dag er han læge og den, der tager hånd om de døende - den næste er han selv en patient, der kæmper for sit liv.

Bogen her skildrer Kalanithis liv fra en ung lægestuderende, der leder efter det meningsfulde liv til neurokirurgen, der arbejder i menneskehedens absolutte centrale kerne - hjernen - og endelig som overgangen til at være patient, og endda, nybagt far.

Bogen er skrevet af Kalanithi selv, der udover sin medicinske viden også har dybe rødder i litteraturen - han overvejede sågar oprindeligt slet ikke at blive læge, men forfatter. Han skriver med stor eftertanke og hans ord fører læseren rundt i hans overvejelser om livet - og det at leve livet. Hvordan man takler en dødsdom, når man ikke aner hvor længe man har tilbage. Hvordan man må huske at nyde de dage, man har, fremfor at frygte den uvisse fremtid.

When breath becomes air her sætter ord på vores dødelighed og vores tilgang til livet, og kan læses af alle - men jeg er ikke i tvivl om, at det også er ekstra interessant for læger (og andet sundhedspersonale) at læse den, da Kalanithi også sætter ord på, hvordan det er pludselig at være patient. Hvordan det er de små ting, der kan have enorm betydning - fx at lægen lige tager sig tid til at se patienten i øjnene og ser ham.

Det er alt sammen ganske rørende og giver stof til refleksion, men det var i sidste ende ikke en bog, der wow'ede mig. Jeg har det lidt mærkeligt med at kritisere en død mands memoirs, men jeg tror, det der lidt hægtede mig af, var hans ... finkulturelle tilgang til nogle beskrivelser og overvejelser. Der bliver nævnt en del russiske forfattere i flæng (og ikke bare lige de gængse) samt henvisninger til gamle medicinske tekster. Måske man bedre fanger disse, hvis man selv læser teksten, fremfor at høre det som lydbog. Jeg kunne i hvert fald bare mærke, jeg nogle gange lige blev koplet af.

Men alt i alt en spændende bog, der absolut at værd at læse.


WHEN BREATH BECOMES AIR
af Paul Kalanithi
Oplæst af Sunil Malhotra og Cassandra Campbell
ISBN13: 9781473546523
Lydbog, 5t 35m / Udgivet i 2016

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

21/01/2017

Shakespeares fortællinger

I Shakespeares fortællinger genfortælles Shakespeares dramatiske og eventyrlige skuespil i et moderne og letlæst sprog med fine illustrationer af Yaniv Shimony.  Bøgerne kan læses fra alderen 7 og op.

Så når man som jeg har dårlig samvittighed over aldrig at have taget mig sammen til at læse skuespillene, så er her en nem løsning :p Naturligvis giver de ikke den fulde oplevelse, men man får lige et indblik - og som en rigtig fin detalje, så er der i margen kendte citater fra de oprindelige tekster, der minder om hvor gamle historierne er.

Jeg har på en enkelt aften læst Hamlet, Julius Cæsar, Macbeth og Romeo og Julie. Hver bog er på 48 sider. De to første er genfortalt af Timothy Kanpman, de to sidstnævnte af Caroline Plaisted - begge forfattere har skrevet en lang liste børnebøger herudover. Bøgerne er oversat af XX og udgivet af forlaget Bolden.

Almen viden fra nettet gør, jeg kunne genkende størstedelen af citaterne på siderne, jeg blev i 3.g pisket igennem Macbeth (engelsk på højniveau), og jeg har naturligvis set uendelige film, der i større eller mindre omfang er baseret på Shakespeares mange historier - men fx slutningen af Hamlet var noget af en overraskelse for mig. Alt i alt en rigtig fin læseoplevelse :)

Jeg har lånt disse 4 på biblioteket, og lidt research har fortalt mig at der findes yderligere et par stykker, der desværre hverken er oversat eller tilgængelige på originalsproget (ikke på de danske biblioteker i hvert fald). Det drejer sig bl.a. om Henry V, Twelfth Night og Midsummer Night's Dream. Om forlaget bare ikke ville mere eller om man ikke har regnet med disse havde interesse på det danske marked, vides ikke.
Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

19/01/2017

Mr. Mercedes af Stephen King

In a mega-stakes, high-suspense race against time, three of the most unlikely and winning heroes Stephen King has ever created try to stop a lone killer from blowing up thousands. Mr. Mercedes is a war between good and evil, from the master of suspense whose insight into the mind of this obsessed, insane killer is chilling and unforgettable.

Bogen starter med en brutal massakre. En Mercedes pløjer sig ind igennem en forsamling af hundredevis af mennesker. Lyder det bekendt? Ja, det fik også lige mig til at sætte lydbogen på pause og tage en dyb indånding. Bogen her udkom originalt i 2014. I Nice i juli 2016 var det en lastbil. Ligeså i Berlin til jul. King er atter kommet uhyggelig tæt på virkeligheden. Eller har givet gerningsmændende inspiration. Det er sket før. Har i hørt om Rage, der blev taget af markedet efter man mener, den gav en 14-årig inspiration til et skoleskyderi sidst i 90'erne?

Nå, men tilbage til bogen her.

Måneder senere modtager den pensioneret politimand, Bill Hodges, et brev fra gerningsmanden. I stedet for at aflevere det til politiet, rejser Hodges sig fra sin sofa, hvor han depressiv og træt har siddet siden den dag, han stoppede med at arbejde. Han har en skurk at fange.

Vi møder kort tid inde i bogen også morderen. Det er aldrig en hemmelighed for læseren, hvem han er. King foretrækker at give os et detaljeret indblik i, hvad han er og hvorfor. Hans uhyggelige opvækst og det liv, det har formet ham til at leve. Brady Hartsfield er i sandhed den type skurk, der giver en kuldegysninger - for han er så ubehageligt ægte.

King skriver fantastisk godt. Det er et faktum. Og han skriver så man slet ikke er i tvivl om, at skurken er sindssyg. Kun King formår at krybe så langt under huden på en så uhyggelig realistisk morder. Der hvor bogen desværre falder lidt til jorden er dens slutning. Det blev meget ordinært. Forstå mig ret, det er alt sammen ganske godt - men slutningen og hele plottets finale kunne lige såvel have været fundet på af en hvilken som helst anden krimi-forfatter. Selvom jeg er taknemmelig for at King ikke har vævet det overnaturlige ind i bogen som et underfundigt twist (det kan altså også blive for meget), så levede det bare ikke op til mine forventninger. Det er lidt af en mærkværdig trio af helte, han får stablet på benene i løbet af bogen, og jeg kan forstå, de fortsætter i næste bog, Finders Keepers (som min søster havde med hjem til mig fra USA i 2015, og som er hele grunden til at jeg pludselig læste bogen her).

Alt i alt, nok ikke helt hvad jeg havde forventet, men en solid krimi, der absolut er værd at læse - og helt uden spor af det overnaturlige. Jeg ser frem til at læse videre i trilogien.


Mr. Mercedes
Bill Hodges trilogy #1
af Stephen King
Oplæst af Will Patton
ISBN13: 9781442369795
Lydbog, 14t 22m / Udgivet i 2014

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

17/01/2017

Wish upon a Star af Trisha Ashley

Single mum Cally’s life is all about her little girl Stella. She’s resigned to the fact that the only romance she’s going to get is from the rom-coms she watches, and with her busy job and her daughter, she doesn’t have time to even think about love. But life gets very tough when Stella gets sick. Balancing her job as a recipe writer and looking after Stella is all consuming, so when Cally meets handsome baker Jago the last thing she wants to do is fall in love, especially when she’s been badly burned by a Prince Charming from her past. Can laid-back, charming Jago unlock Cally’s frozen heart and help her find true love and magic under the mistletoe?

I julen nåede jeg til min sidste Trisha Ashley bog. Jeg købte for en rum tid siden en stak af hendes bøger brugt, og da jeg opdagede, hvor gode de var, besluttede jeg mig for at læse én om året til juletid (da det fremgik af dem alle at omhandle julen).

Wish Upon a Star har vidst sig at snyde lidt lige i den henstand, i og med at det ganske vist starter og slutter i julen, men 95% af bogen har ikke noget som sådan med julen at gøre. Men det forhindrer den nu ikke i at være rigtig sød alligevel. Ashley skriver feel good romancer og triviliv blandet med en frygtelig masse madopskrifter - det er så godt som umuligt ikke at blive lækkersulten, mens man læser.

Historien handler om Cally, der er single-mor til 4-årige Stella, som desværre døjer med hjertet og hvis skrøbelig liv har krævet alt hendes opmærksomhed siden hun blev født. Der har med andre ord ikke været plads til kærligheden - kun datteren og hendes arbejde som opskriftsskriver til magasiner.

Da Cally må sælge sin lejlighed i London for at få råd til en operation i USA, flytter hun og Stella ind hos hendes mor i en hyggelig landsby. En landsby, der skal vise sig at huse en masse interessante typer - inklusive en ret så lækker bager.

Jeg fortærede bogen på en enkelt dag; ikke fordi den er det bedste jeg nogensinde har læst, men fordi den er kær og varm, hyggelig og afslappende - og var perfekt selskab på sofaen.

Noget, man lige skal være opmærksom på, før man kaster sig ud i denne bog er, at den er en selvstændig fortsættelse på Ashleys tidligere bog A Winter's Tale. Der er tale om et nyt persongalleri, men en stor del af bogen foregår i samme by, og den spoiler faktisk slutningen af A Winter's Tale i og med den foregår en rum tid derefter, og man møder adskillige af personerne derfra og hører hvad, der skete med dem efterfølgende.


WISH UPON A STAR
af Trisha Ashley
ISBN13: 9781847562784
468 sider / Udgivet i 2013

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

14/01/2017

5 TV serier til mørke aftener

Jeg er til tider overrasket over, hvor meget jeg får læst, når man tænker på, hvor meget tid jeg bruger på at se TV. Jeg er storforbruger af Netflix, og nu har jeg også taget en prøveperiode hos HBO.

Her er mine 5 bud på en TV serie, der garanterer godt selskab i de mørke vinteraftener:

Westworld (HBO Nordic)
Hands down, den bedste tv serie jeg længe har set - og en total mind fuck. Westworld er en gigantisk virkelighedstro forlystelsespark, hvor rige kunder kan boltre sig i det vilde vesten. De kan gøre hvad de vil med indbyggerne, voldtage dem, myrde dem, pine dem - for de er bare robotter. Men de er så livagtige og ægte, at man aldrig aner de ikke er det. Og de ved det heller ikke selv - de tror selv, de er ægte. Men hvad sker der når nogle begynder at se igennem sløret? Intrigerne er mange i denne fantastiske serie som blandt andet har Anthony Hopkins og Sidse Babbett Knudsen på rollelisten. Jeg slugte hele første sæson på under en uge og venter nu i længsel på mere.


The OA (Netflix) 
Serien handler om en blind pige, der vender tilbage efter 7 års forsvinden. Der er tegn på, hun er blevet mishandlet, hun er mennesky og berøringsangst, men nægter at fortælle, hvad hun har været udsat for - og hvordan hun har fået synet tilbage.
Jeg indrømmer det ærligt - den her serie er virkelig mærkelig. Man skal se mindst 2 afsnit af de 8, før man nok virkelig bliver fanget og hele vejen igennem lurer, der stadig en WTF følelse i kroppen.
Men det er en serie, der alligevel borer sig fast - specielt den afsluttende episode er værd at vente på.


Fear the Walking Dead (HBO Nordic)
I Walking Dead sprang de let henover hele den periode hvor verden går under - sheriffen vågner bare op i et forladt hospital længe efter det hele gik ad helvede til. I serien her får vi så et indblik i, hvordan det kan se ud, når en zombie-epidemi breder sig - og i en storby tilmed.
Fed serie og fedt koncept, men jeg stoppede efter første sæson. Der har den udspillet sig i byen før, under og efter, og i sæson 2 blev det for meget alm. Walking Dead.


The Crown (Netflix)
I serien her følger vi Dronning Elizabeth II, da hun som ung kvinde overtager den engelske trone. Hun er en fornuftig pige med ben i næsen og hun ved, hun er Regina - men året er 1952, og hendes mand har det sjovt nok ikke helt godt med, at hun faktisk bestemmer over ham. Deres ægteskab er det overvejende centrale i serien her, men der er også adskillige sideforløb, bl.a. med søsteren, der forelsker sig i en af de ansatte. Det hele er naturligvis baseret på virkeligheden med lidt kunstnerisk frihed i fortolkningen af hvad, der foregik bag de lukkede døre. Serien er for mig både vanvittig flot og gennemført - men også til tider gabende kedelig. Der bliver snakket meget, og det engelske kongehus er frygtelig irriterende i deres meget faste gøremåde. Matt Smith (som jeg ellers kender bedst som Doctor Who) gør det helt fænomenalt som arrogante stædige Prins Phillip.


Stranger Things (Netflix) 
Serien her har de fleste nok set, men den fortjener at blive nævnt. Vi følger pigen Eleven, og de tre drenge, der tager hende til sig, mens de leder efter Will, der er sporløst forsvundet. Serien indeholder gys og horror, fænomenale børneskuespillere, et veludviklet plot og masser af følelser og mystik. Gennemført god første sæson - hvordan kan sæson 2 på nogen måde følge trop?



Hvad er din yndlingsserie, og har du et bud på, hvad jeg skal se?

12/01/2017

Ting, min søn skal vide om verden af Fredrik Backman

"Jeg vil godt sige undskyld. For alt det, jeg kommer til at gøre i de næste sådan cirka atten år. For alt det, jeg går glip af og alt det, jeg ikke forstår.”

Ting, min søn skal vide om verden er en fars forsøg på at forberede sin søn på den verden, der venter. En bog med fabelagtig snak og rørende råd om hverdagens ulidelighed og livets højdepunkter. Om Ikea, mand(l)ighed, bilnøgler, fodbold, mødre, kvinder, kærester og plastikgiraffer. Og mest af alt om at forsøge at være en god far!

Ting, min søn skal vide om verden er en kort men god bog, der virkelig kan sætte lattermusklerne på arbejde. Jeg har selv klukket af grin, mens jeg læste lyttede.

Man skal ikke lade sig snyde af forsiden, der på en prik ligner forsiderne på Backmans andre romaner - for dette er ikke en fiktiv roman om en gammel guppe - dette er Backmans egne oplevelser som nybagt far. Han indrømmer med hudløs ærlighed, at han ikke altid har en jordisk anelse, om hvad helvede han laver, og han absolut sjældent har styr på hverken det hele eller det halve - men han elsker sin søn, og han vil så gerne være en god far.

Backman har i enkelte passager tendens til at væve lidt, men bogens længde gør at det aldrig bliver slemt, og man er hurtigt videre til et nyt finurligt kapitel.

Så er man fan af Backmans stil kan denne varmt anbefales. Det er en bog, der kan læses hvad enten man selv er far, mor, bedsteforælder -- eller barn. Backman rammer simpelthen bare rigtigt, og det er næsten umuligt ikke at genkende lidt af sin egen opvækst eller forsøg på at opdrage egen yngel, mens man læser.


TING, MIN SØN SKAL VIDE OM VERDEN
af Fredrik Backman
Oplæser: Torben Sekov
ISBN13: 9788771804515
Lydbog, 3t 26m / Udgivet den 1. november 2016
Original titel: Saker min son behöver veta om världen [2012]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

10/01/2017

Hvis jeg var din pige af Meredith Russo

Jeg har haft fornøjelsen af at læse endnu en smuk og super vigtig ungdomsbog, der tager kampen op mod et tabu. Hvis jeg var din pige bringer fokus på transseksualitet og -identitet, og er skrevet af en forfatter, der i allerhøjeste grad ved, hvad hun snakker om - for hun har selv oplevet det.

I bogen følger vi Amanda Hardy, der på grund af et overfald er flyttet ned til hendes far - hun vil forsøge at starte på en frisk et sted, hvor ingen kender hendes fortid. Ligesom alle andre unge vil hun gerne have nye venner og passe ind. Men Amanda har en stor hemmelighed, og hun tør ikke lade nogen komme så tæt på, at de opdager den. Men samtidig længes hun også efter at være fri for den.

Amanda får adskillige veninder på den nye skole, men det er, da hun møder den søde og rare Grant, at hun ikke længere kan stå imod. De tilbringer mere og mere tid sammen, og det begynder at gå op for hende, at hun mister for meget ved at holde ham på afstand. Hun ønsker mere og mere at dele alt med Grant - også sin fortid. Men Amanda er bange for, at når han først kender sandhenden om hende, vil han ikke kunne se bort fra den.

For Amandas hemmelighed er, at hun før hed Andrew.

Bogen her foregår ikke i (relativt) venlige og åbensindede Danmark. Bogen her foregår i USA i syden. Dette er ikke det ideelle sted at være anderledes. Vil sandheden koste Amanda hendes nye liv - og ham, hun har forelsket sig i?

Russo har skrevet en virkelig flot og følsom bog, der er så godt som umulig at lægge fra sig. Amanda er ikke en fejlfri skabning, og hun kender ikke svarene. Hun forsøger bare at leve og finde sig til rette - og beder til at andre kan acceptere hende for den, hun er. Det er en meget rørende bog, og den uddanner læseren til bedre at forstå. Den tager en meget typisk problemstilling, et meget almindeligt plot (high school, venner, familiedrama, skolebal, første kærlighed, etc) og vender bare det hele på hovedet ved at hovedpersonen netop ikke er stereotyp eller hipster.

Hvis jeg var din pige er en bog, jeg håber, mange vil læse - den vil egne sig ganske godt i et pensum. Det er en bog, jeg bliver ved med at vende tilbage til i mine tanker, og en bog, jeg varmt vil anbefale til såvel voksne som unge.


HVIS JEG VAR DIN PIGE
af Meredith Russo
ISBN13: 9788711543399
304 sider / Udgivet den 10. oktober 2016
Original titel: If I was your girl [2016]

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

07/01/2017

Som du ser mig af Cora Carmack

Som du ser mig er sidste del i Loosing it trilogien. I første bog, Som stjernerne står, er det som bekendt Bliss, der havde hovedrollen - den sky jomfru, der forelsker sig i dramalæreren Garrick. I anden bog, Som sendt fra himlen, er det nu Cade, der var den bærende hovedperson - i første bog var han Bliss' bedste ven - og han havde håbet på mere. I toeren må han så finde kærligheden på egen hånd, men heldigvis dukker rebelske Max op. I bog 3 her er det så Kelseys tur (Bliss bedste veninde fra bog 1). Kelsey er rigmandsdatter, forsømt og i oprør. Hun rejser Europa rundt i en desperat rus af sex og sprut, men det virker ikke for hende. Hun gør for ondt inden i. Lige indtil en høj mørk fremmed gør sin entré.

De tre bøger afspejler hver hvor forskellig kærlighed kan være, og hvordan de 3 hovedpersoner finder sig selv. Jeg kan i den sammenhæng utrolig godt lide de originale engelske titler, Loosing it (farvel mødom), Faking it (fake it till you make it) og Finding it (find dig selv, dit hjem, din indre fred).

Jeg kan umådelig godt lide Carmacks skrivestil og den måde, hendes bøger suger mig ind. Det er nemt at holde af personerne i dem og til dels at relatere til dem. Noget jeg dog ikke er så begejstret for, og som jeg har nævnt i tidligere anmeldelser, er den måde hvorpå samtlige unge (vigtige) mennesker i den her serie har den perfekte krop. De er slanke, muskuløs, gudelækre, og bare helt wunderbar. Og for fanden, hvis Kelsey har rendt Europa rundt og drukket sig en kæp i øret hver aften og levet af kaffe og fast food, så kan selv de højeste stilletter altså ikke brænde de kalorier af. I call bullshit.

Nå, men hvis vi lige ser bort fra min misundelse over fiktive menneskers taljemål, så er Som du ser mig, muligvis den bedste i serien. Jeg synes, den formår at arbejde sig igennem nogle emner, der gør den lidt mere dyb end de andre to, og jeg kunne mærke, jeg bar rundt på den lidt længere efter at have læst den færdig. Jeg tror, den appellerer til mig, fordi den i sidste ende ikke har så travlt med at give fingeren til verden og gøre et stort show ud af noget - den har fokus på, at Kelsey får det godt med sig selv og bare kan hvile i den viden. Den handler for mig om at finde ro. (og ja ja hurra for en lækker marinesoldat, han er bare bonus ;)


SOM DU SER MIG
Losing it #3
af Cora Carmack
ISBN13: 9788711563120
304 sider / Udgivet den 7. oktober 2016
Original titel: Finding it [2013]

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

05/01/2017

Outlander: Guldsmed i Rav af Diana Gabaldon


Advarsel - indeholder spoilers for Outlander 1 - Den engelske kvinde


Efter den succes som var bog 1, så havde jeg tårnhøje forventninger til Guldsmed i rav - de blev også til dels indfriet, men først skulle jeg kæmpe mig igennem den første halvdel af bogen.

Vi starter (meget forvirrende) i 1968 - Claire er vendt retur til nutiden, Tyve år er gået, og hun har taget sin voksne datter(!) med tilbage til Skotland fra USA. Jeg var et stort spørgsmålstegn. Sidst jeg så Claire lå hun i Jamies arme i 1745 eller deromkring. Slog sågar op på sidste side i bog 1 for at dobbelttjekke, jeg ikke havde overset et kapitel eller 7. Men lige så langsomt får vi forklaringen, og jeg kan afsløre - efter ca 100 sider vender vi atter tilbage til 1700-tallet og dejlige Jamie.

Men her starter så den bid af bogen, der nær havde kvalt mig. Frankrig. Efter de voldsomme begivenheder i Den Engelske Kvinde, flygter de over havet til Frankrig, og her spankulerer de så omkring i en evighed i fint tøj, fint selskab og hold nu kæft ... Det blev bare for kedeligt. Der blev snakket og snakket og snakket og så godt som intet skete. Guldsmed i Rav er med sine 936 sider en ordentlig moppedreng, og en god del af disse mange sider kan bebrejdes det franske liv.

Tak gudskelov kan intrigerne omkring det franske hof og den landsforviste Charles Edward Stuart, der drømmer om at generobre den skotske trone ikke vare ved, og de vender tilbage til hvor de hører til. Skotland. Claire kender fremtiden for Skotland med borgerkrig, tabte slag og frygtelig tab, men ikke de nøjere detaljer og derfor er det et sandt minefelt, hun og Jamie befinder sig i, og det udvikler sig snart til en desperat kamp for at overleve.

Alt i alt har denne toer været lidt af en rutschebane at læse. På den ene side ELSKER jeg hele konceptet, jeg elsker Jamie, Skotland og Claire. På den anden side føler jeg forfatteren næsten elsker det hele lidt for meget, for hun væver rundt og presser citronen til absolut sidste dråbe. Og hvor Jamie og Claire som nævnt i første anmeldelse gik til den som kaniner på speed i første bog, er det noget mere mådeholdent i denne - til gengæld tror jeg en del rødstrømper og kvindeforkæmpere vil vende sig i graven over visse sætninger og sider. Ganske vist er Claire en kvinde fra 40'erne fanget i midten af 1700-tallet, men ligefrem at bede sin mand slå sig, så han kan få afløb, og de kan stå lige? Ej.

Nå men alt i alt - stadig en rigtig god bog. Skrivestilen holder, fantasien er fantastisk og de gode dele gør op for de mindre gode. Jeg har hørt rygter om, at Gabaldon har tendens til endnu mere køren i ring i de kommende bøger, men det finder jeg ud af, når den tid kommer. Er på ingen måde i nærheden af at være færdig med Claire og Jamie -- specielt ikke med den cliffhanger af en slutning!!


OUTLANDER: GULDSMED I RAV
Outlander #2
af Diana Gabaldon
ISBN13: 9788702174496
936 sider / Udgivet den 7. oktober 2016
Original titel: Dragonfly in Amber [1992]

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

03/01/2017

- 2016 -

Så gik endnu et år. Det er efterhånden uhyggeligt, som tiden flyver. Jeg bliver 29 i år. 29! Dengang for 10 år siden, da jeg stadig gik i 3.B på gymnasiet og lagde store planer for livet - der var min nuværende alder helt utænkelig. Som 18-19-årig havde jeg vilde ambitioner om rejser, karriere, kærlighed og hjem - og det hele skulle naturligvis være realiseret, inden jeg højst var 23. Hah!

Mine første tanke, da jeg satte mig ned for at skrive om året, der gik, var "same old shit, new label." Jeg har skulle grave for at huske 2016. Alle årene flyder sammen og ligner snart hinanden. Jeg har arbejdet en masse og pendlet, har taget på fremfor at tabe mig, og nå ja, er stadig single.

Men det er min vinter-øv, der snakker. For ja, årene går, og jo, de minder en del om hinanden, men der er da sket ting i 2016, som aldrig er sket før.

Fx blev 2016 året, hvor jeg igen flyttede for mig selv, efter at have boet sammen med min mor igen siden jeg opsagde min lejlighed tilbage i foråret 2015.
2016 bød også på fastansættelse(!) som bibliotekar hvilket så sjovt nok med det samme satte fede forvirrende streger under den nye lejlighed - jeg hader at bo til leje, jeg hader overboer, underboer, genboer og generelt set enhver udefrakommende, som kan forstyrre min ro. Så jeg har kigget på hus. Og nu har jeg muligvis fundet det - vi får se, hvad det bliver til. Banken har, om ikke andet, givet grønt lys. Det er bare mig, der skal tage den endelige beslutning - skal/skal ikke.

I 2016 var jeg ude at rejse to gange. I foråret besøgte jeg min far i Nairobi sammen med min mor. Jeg har tidligere været i på safari/badeferie i Kenya i 2011, men nu havde vi hans hus som base. Jeg kyssede en giraf, adopterede en elefantbaby (Sokotei!) og nød det hele i fulde drag.

I sensommeren tog jeg en uge til London - on my own - og det var vildt fedt. Havde frygtet, jeg ville føle mig ensom, men tværtimod. Jeg havde det som en fisk i vand. Bare med fodvabler.

Da jeg kom hjem fra London, besluttede jeg mig for at adoptere en killing fra kattehjemmet, så Sofie ikke skulle gå så meget alene. Killingen hedder Hattie, og hun er allerede vokset SÅ meget. Det startede hårdt ud, og jeg troede aldrig, Sofie ville tilgive mig, men i dag er de rigtig gode venner. Så sent som i morges legede de fangeleg rundt om benene på mig, mens jeg gjorde mig klar til arbejde :)

Bogligt har det været et rigtig godt år. Storslåede rekordmange 200 bøger blev det til! Jeg har kværnet mig igennem bøger til vands, til lands og i luften. Der var readathons i både april og oktober, krimimesse, bogbyttemarked, fantasyfestival, bogbloggertræf, bogforum, og så videre og så videre. Jeg blev også nomineret til Plusbog's Danish Book Blog Award (det lever jeg stadig højt på). Bloggen har kørt stabilt med en anmeldelse eller 3 om ugen, og jeg øver mig stadig på at blive bedre til både billeder og tekst.

Tak til dig, der læser med. Jeg håber, 2017 bliver et lækkert år for os alle 




* 200 bøger i 2016 *


2 fik 1 stjerne ~ 18 fik 2 stjerner ~ 65 fik 3 stjerner ~ 85 fik 4 stjerner ~ 30 fik 5 stjerner

Det betyder altså, at knap 58% af alle bøgerne fik 4 stjerner eller mere, mens kun 10% fik 2 stjerner eller mindre - det kalder jeg et godt læseår :) Det har selvfølgelig meget at sige, at jeg er kritisk med hvad jeg vælger at læse (og hvis det er helt ad h' til så lægger jeg bogen fra mig igen), så naturligvis er der en overvægt af gode oplevelser. Men selv en bog man selv har nøje udvalgt kan skuffe, og der skal være plads til det hele. Hvis det kun var lutter lagkage, tror jeg heller ikke, jeg ville være en særlig troværdig anmelder ;)

Således fordelte de sig i løbet af årets 12 måneder:
  • Januar - 13 bøger (heraf 6 lydbøger)
  • Februar - 16 bøger (heraf 2 lydbøger)
  • Marts - 15 bøger (heraf 5 lydbøger)
  • April - 22 bøger (heraf 9 lydbøger)
  • Maj - 23 bøger (heraf 9 lydbøger)
  • Juni - 16 bøger (heraf 10 lydbøger)
  • Juli - 13 bøger (heraf 5 lydbøger)
  • August - 15 bøger (heraf 4 lydbøger)
  • September - 15 bøger (heraf 3 lydbøger)
  • Oktober - 25 bøger (heraf 5 lydbøger)
  • November - 9 bøger (heraf 5 lydbøger)
  • December - 18 bøger (heraf 6 lydbøger)

Et lille udpluk af mine favoritbøger i 2016 er:

Outlander - Wonder - The Duff - A Girl's Best Friend - Ravnenes Hvisken - Fra og med dig - Golden Son 
- Det Ulmende Oprør - Hvis jeg var din pige - Bloodline - Kindred Spirits - Belgravia - Hjem - Store små løgne 
- Rød dronning - White Wedding - Som stjernerne står - Pigen uden navn - Mørke vande - Locke & Key - 61 timer 
- Geminiderne - Rubinrød trilogien - The Cursed Child - Den dag jeg glemmer - Selection serien - Flokdyr - Sing 
- Simon vs. the Homo Sapiens Agenda - Amy & Roger's Epic Detour - En mors historie - Career of Evil - Byen under himlen - I Hate Fairyland - Mig uden dig - Go Set a Watchman - Er du okay, Marie? - The rest of us just live here