Velkommen

Få inspiration til din næste læseoplevelse og læs mere om alt lige fra kærlighed, krimi, YA og historiske romaner til fantasy, science fiction og gys. Alt er på dansk - på nær de anmeldelser, jeg har lyst til at skrive på engelsk. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

19/01/2017

Mr. Mercedes af Stephen King

In a mega-stakes, high-suspense race against time, three of the most unlikely and winning heroes Stephen King has ever created try to stop a lone killer from blowing up thousands. Mr. Mercedes is a war between good and evil, from the master of suspense whose insight into the mind of this obsessed, insane killer is chilling and unforgettable.

Bogen starter med en brutal massakre. En Mercedes pløjer sig ind igennem en forsamling af hundredevis af mennesker. Lyder det bekendt? Ja, det fik også lige mig til at sætte lydbogen på pause og tage en dyb indånding. Bogen her udkom originalt i 2014. I Nice i juli 2016 var det en lastbil. Ligeså i Berlin til jul. King er atter kommet uhyggelig tæt på virkeligheden. Eller har givet gerningsmændende inspiration. Det er sket før. Har i hørt om Rage, der blev taget af markedet efter man mener, den gav en 14-årig inspiration til et skoleskyderi sidst i 90'erne?

Nå, men tilbage til bogen her.

Måneder senere modtager den pensioneret politimand, Bill Hodges, et brev fra gerningsmanden. I stedet for at aflevere det til politiet, rejser Hodges sig fra sin sofa, hvor han depressiv og træt har siddet siden den dag, han stoppede med at arbejde. Han har en skurk at fange.

Vi møder kort tid inde i bogen også morderen. Det er aldrig en hemmelighed for læseren, hvem han er. King foretrækker at give os et detaljeret indblik i, hvad han er og hvorfor. Hans uhyggelige opvækst og det liv, det har formet ham til at leve. Brady Hartsfield er i sandhed den type skurk, der giver en kuldegysninger - for han er så ubehageligt ægte.

King skriver fantastisk godt. Det er et faktum. Og han skriver så man slet ikke er i tvivl om, at skurken er sindssyg. Kun King formår at krybe så langt under huden på en så uhyggelig realistisk morder. Der hvor bogen desværre falder lidt til jorden er dens slutning. Det blev meget ordinært. Forstå mig ret, det er alt sammen ganske godt - men slutningen og hele plottets finale kunne lige såvel have været fundet på af en hvilken som helst anden krimi-forfatter. Selvom jeg er taknemmelig for at King ikke har vævet det overnaturlige ind i bogen som et underfundigt twist (det kan altså også blive for meget), så levede det bare ikke op til mine forventninger. Det er lidt af en mærkværdig trio af helte, han får stablet på benene i løbet af bogen, og jeg kan forstå, de fortsætter i næste bog, Finders Keepers (som min søster havde med hjem til mig fra USA i 2015, og som er hele grunden til at jeg pludselig læste bogen her).

Alt i alt, nok ikke helt hvad jeg havde forventet, men en solid krimi, der absolut er værd at læse - og helt uden spor af det overnaturlige. Jeg ser frem til at læse videre i trilogien.


Mr. Mercedes
Bill Hodges trilogy #1
af Stephen King
Oplæst af Will Patton
ISBN13: 9781442369795
Lydbog, 14t 22m / Udgivet i 2014

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

1 comment:

  1. Interessant anmeldelse. Jeg overvejer at læse trilogien (nu har jeg også læst det meste, han har skrevet), men har tøvet lidt med denne, for de seneste, han har udgivet, har været meget svingende - fra det geniale til det platte.

    Nå, men på et tidspunkt får jeg nok taget mig sammen... :D


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    ReplyDelete