Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

14/02/2017

Naboparret af Shari Lapena

Hvor godt kender du egentlig din nabo, din partner – eller dig selv?
Din nabo sagde, at du ikke skulle tage din baby med til middagen. Ikke noget personligt, hun kunne bare ikke holde ud at høre hende græde.
Din mand sagde, at du skulle slappe af. I var jo lige inde hos naboparret, og babyalarmen var tændt.
Din datter sov sidste gang, du kiggede til hende. Men nu, hvor du løber op ad trappen i det dødstille hus, er dit værste mareridt blevet til virkelighed. Hun er væk.
Du har aldrig ringet til politiet før. Nu er de i jeres hus. Hvem ved, hvad de kommer til at finde …
Anne og Marco i deres lækre rækkehuse med deres dejlige lille datter Cora på et halvt år. Anne og Marco med det dejlige liv. Eller hvad? Da de inviteres til fødselsdag hos naboen bliver de bedt om lade barnet blive hjemme - og da babysitteren udebliver, tænker de, det er trygt nok at lade datteren alene, udstyret med en babyalarm og se til hende hver halve time. Alt går godt. Lige indtil de kommer hjem lidt over midnat og opdager, Cora er væk. Politiet tilkaldes, og det står snart klart, at alt ikke er helt så gyldent, som det kunne virke. Alle er snart under mistanke.

Jeg spår, at det kun er et spørgsmål om tid før Naboparret filmatiseres. Den er som skrevet til det. Den er hæsblæsende og nervepirrende, og siderne vender næsten sig selv. Hver gang du tror du har regnet den ud, hver gang du tror, at du som en anden Sherlock Holmes har lagt to og to sammen, så finder du ud af noget nyt og noget helt andet.

På sin vis bringer Lapena intet nyt til krimigenren. Vi har hørt historien her en million gange før. Et barn er kidnappet - but who did it - og hvorfor dog? Men det Lapena gør i denne bog, gør hun godt - hun skriver nemlig rigtig godt, og der er spænding for alle pengene. Det er en ægte pageturner af en thriller med en behagelig længde uden unødvendig fyldstof.

Bogen her er nem at sammenligne med tidligere successer som Kvinden i toget og Kvinden der forsvandt, hvor hovedpersoner og fortællevinkler er utroværdige og fulde af skyggesider. Den når dog ikke helt samme højder, og den falder i sidste ende også lidt over sine egne fødder i enkelte af dens plot twists. Men alt i alt en rigtig fed ny spændingsbog på hylderne, der varmt kan anbefales til fans af genren.


NABOPARRET
af Shari Lapena
ISBN13: 9788702211290
304 sider / Udgivet den 27. december 2016
Original titel: The Couple Next Door [2016]

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

No comments:

Post a Comment