Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

31/03/2017

Giveaway - VINDER!

Giveawayen er nu lukket og vinderen er (Hattie hjalp):


Tillykke SONJA! Du har vundet Chris Carter's nyeste krimi Mordoffer. Der er sendt en mail afsted til dig :)


Bog venligst skænket af forlaget Jentas.

30/03/2017

Chokolade til morgenmad af Pamela Moore

Femtenårige Courtney Farrel forlader kostskolen, fordi hun har fået følelser for en kvindelig lærer, og hun flytter hjem til sin mor, en afdanket Hollywood-skuespillerinde, hvor hun hurtigt lærer at drikke dry martini og spise chokolade til morgenmad. Hun indleder en affære med en langt ældre mand og vokser pludselig op meget hurtigt i dekadente omgivelser, hvor fristelserne lurer overalt.

Chokolade til morgenmad udkom første gang i 1956 og opnåede hurtigt kontroversiel klassikerstatus på trods af – eller måske på grund af – sit opgør med tabuer som homoseksualitet, kønsroller og teenageseksualitet. Amerikanske Pamela Moore (1937-1964) var kun 18 år, da hun skrev bogen, og begik tragisk nok selvmord som 25-årig. Bogen blev aldrig noget kommercielt hit og endte med at være udsolgt fra forlaget uden genoptryk. For nylig blev den så genopdaget a la John Williams Stoner.

Bogen er fra halvtredserne, og den er selvfølgelig et produkt af sin tid, men jeg fandt fortællerstemmen utrolig barnlig og banal store dele af tiden - det skinnede for mig tydeligt igennem at den er skrevet af en 18-årig, og jeg var ikke imponeret. Jeg synes absolut heller ikke, den fortjener sin sammenligning med Sylvia Plaths Glasklokken.

Jeg hørte bogen som lydbog, og det blev efterhånden lidt af en pinsel. Jeg begyndte simpelthen at ønske hen mod slutningen af bogen, at den var forblevet i glemslen. Bogen bliver beskrevet som en kultklassiker om  en ung piges destruktive og grænseoverskridende indtræden i de voksnes rækker. Jeg må konkludere, at den bare ikke er noget for mig.


CHOKOLADE TIL MORGENMAD
af Pamela Moore
Indlæst af Kristine Brendstrup
ISBN13: 9788711728772
Lydbog, 7t 20m / Udgivet den 20. januar 2017
Original titel: Chocolates for breakfast [1956]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

28/03/2017

Skyggernes dronning af CJ Redwine

Lille spejl på væggen der. Hvem er den mest magtfulde i landet her?
Skyggernes dronning er en mørk fantasy-fortælling inspireret af eventyret om Snehvide. I den følger vi Lorelai Diederich; kronprinsesse på flugt og landets retmæssige regent. Lorelai har én mission: at dræbe den onde dronning, der tog Ravenspire-tronen og slog hendes far ihjel. For at gøre dette, må hun bruge det ene våben, hun og dronning Irina har til fælles: magi. Lorelai bliver nødt til at være stærkere, hurtigere og mere kraftfuld end Irina, den farligste troldkvinde, Ravenspire nogensinde har set.

I det nærliggende rige Eldr får den næstældste prins Kol, rebel og ballademager, pludselig ansvaret for at redde sit kongerige, da hans far og storebror bliver dræbt af en invaderende hær af trolde, og han krones til konge. Kampen mod troldene er håbløs, og hans eneste mulighed er magi. Han indgår en skæbnesvanger aftale med dronningen af Ravenspire - Lorelai's stedmor - han skal bringe hende Lorelais hjerte.

So far so good. Det er historien som vi nogenlunde kender den med et twist af dragemennesker og en større verden.
Jeg synes overordnet, Redwine skriver godt og historien er god. Den var dog også lidt lang i det, og fængede mig ikke som jeg havde håbet, den ville. I bogen her er Snehvide Lorelai en krigerprinsesse, og hun og hendes bror vokser op i skjul efter faderens død under det årvågne øje af en loyal soldat. Det bliver dog lidt overfladisk, og historien skøjter blandt andet hurtigt over, hvorfor Lorelais magi er så kraftig som den er, og hvordan hun har lært at bruge den.

Som forventet knækker historien fra eventyr over i YA romance, og det er fint. Jeg holdt ganske meget af Kol og hans kamp for ikke at bukke under for Irinas magi. Men igen blev det hele lidt for nemt, og stort set hele Lorelais modstandskamp og andre dele af plottet bærer lidt for synlige præg af af det bliver fortalt fremfor at blive vist (show, don't tell!). Der mangler simpelthen noget dybde, der viser hvordan folket reagerer blandt andet. Som det er lige nu består scenen mere eller mindre udelukkende af Irina, Lorelai og Kol, og alle andre er bare vage skygger i baggrunden.

Jeg ender til slut på 3-3,5 stjerner. Det er en fin genfortælling af et klassisk eventyr, og Redwine har formået at gøre historien til sin egen. Jeg glæder mig til at læse næste bog i serien, The Wish Granter, der udkom i februar 2017 på engelsk og handler om Rumpelstiltskin og finder sted i et naboland til Ravenspire.


SKYGGERNES DRONNING
Ravenspire #1
af CJ Redwine
ISBN13: 9788740610482
357 sider / Udgivet den 27. september 2016
Original titel: The Shadow Queen [2016]

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

25/03/2017

På kant med livet af Jennifer Niven

17-årige Libby kæmper med sin fortid som ”USA’s tykkeste teenager”. Men hun har tabt sig og er mere end klar til at kaste sig ud i alt, hvad livet har at byde på: high school, venner og kærester. Alligevel har folk omkring hende svært ved at se, hvem der egentlig gemmer sig bag de mange kilo.
Jack er cool og sjov. Men i virkeligheden dækker den smarte facade over en ulykkelig hemmelighed: Jack kan ikke genkende ansigter – selv hans egne brødre er fremmede for ham. Så selv om alle tror, at de kender ham, kender han ingen. Og ingen får lov at komme tæt på ham.
Ikke før han møder Libby i en gruppe hos skolepsykologen. Lidt efter lidt finder de ud af at lægge deres vrede og sårede følelser til side og i stedet se – virkelig se – den chance for kærlighed, som ligger lige foran dem.
Jeg har tidligere læst Som stjerner på himlen af Niven - en dybt rørende bog om psykiske lidelser og tabu, og havde store forventninger til næste bog af hende. Allerede på bagsiden af kan man læse at her er både ligheder og store forskelle fra forrige bog.

Vi har igen at gøre med to unge mennesker, belejligt nok en dreng og en pige, og de er vidt forskellige fra hinanden. Men de lider også begge. Libby er kendt som USA's tykkeste teenager og kan hver dag gense sin komplette ydmygelse, hvis hun var masochist nok til at google sig selv. Men det er Libby ikke. Libby er træt af tabu, stereotyper og alt det andet bullshit. Nu vil Libby videre i livet. Ny skole, nye mennesker, ny Libby. Okay, hun vejer muligvis stadig nær det dobbelte af de fleste andre, men det skal ikke stoppe hende.

Så kort sagt, Libby er badass og klar til at gøre op med tumper, der synes hendes vægt er et nemt mobbepunkt. Jeg holder utroligt meget af hende og hele hendes historie, men har dog et enkelt skår i glæden. Folk opfører sig nogenlunde som om svært overvægtige er lige så unikke og sjældne som enhjørninger på hendes skole, og øhm. Amerika er jo ikke just kendt for at være landet fyldt af sylfider. Derfor virker det lidt styltet, at der er SÅ meget fokus på Libbys vægt. Der burde statistisk være en hel del flere som hende (og desværre ville de nok også blive mobbet).

Jack er Libbys modpol. Populær og uden en ridse i lakken. Men hvad ingen ved i hans omgangskreds - ikke engang i hans familie, er at Jack lider af ansigtsblindhed i den absolut sværeste grad. Han genkender ingen. Han må konstant stykke folk sammen på ny og regne ud hvem de er - og det inden, de opdager, han er fortabt. Jack er under overfladen endnu en dejlig karakter og jeg holder også rigtig meget af ham - men igen sætter jeg spørgsmålstegn. Jeg tror simpelthen ikke på, at det er muligt at holde sådan en lidelse skjult, specielt ikke når man bor hjemme hos sine forældre med 2 andre søskende.

Trods mine forbehold overfor enkelte plotholes, så er På kant med livet en rigtig dejlig bog. Den er svær at lægge fra sig, og man flyver igennem kapitlerne. Det er den type bog, der nærmest læser sig selv. Det er (naturligvis) en kærlighedshistorie, men det er også en historie om at finde og acceptere sig selv, og om at sige fra overfor verden, når den forsøger at tvinge en ind i en boks - man kan være så meget mere.


PÅ KANT MED LIVET
af Jennifer Niven
ISBN13: 9788771655353
420 sider / Udgivet den 3. november 2016
Original titel: Holding Up The Universe [2016]

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

23/03/2017

Ritmatikeren af Brandon Sanderson

Brandon Sanderson har gjort det igen! Manden har et helt fantastisk talent for at opbygge nye spektakulære og troværdige verdener, og i denne bog befinder vi os (måske) i en fjern magisk steampunk-agtig fremtid.

Hovedpersonen Joels højeste ønske er at blive Ritmatiker. At få evnen til at puste liv til to-dimensionelle væsner lavet af kridttegninger er menneskehedens eneste forsvar mod de vilde kridtlinger, som er ondsindede væsner, der efterlader lemlæstede lig i kølvandet på deres fremmarch. Joel har et brændende ønske om at deltage i kampen mod dem, men en fortid og baggrundshistorie der forhindrer ham - vi får undervejs i bogen at vide hvorfor.

Som søn af en kridtmager og en rengøringskone må Joel se til, mens andre studerende lærer den magi, som han vil gøre alt for at tilegne sig. Da flere studerende om natten bliver kidnappet fra deres værelser, får Joel dog sin chance. Som assistent for professor Fitch, der skal opklare kidnapningerne, befinder han sig pludselig i centrum for en række begivenheder, der for evigt vil forandre ritmatikken og verdenen.

Altså, simpelthen bare wow. Ritmatikeren fungerer vildt godt. Den er en flot blanding af YA, magi, spænding, endda lidt krimi og ... kridt. Ja hvem havde set det komme?? Et intrikat nyt magisk koncept baseret på kridttegninger!? Som i kan se på billederne, forsøgte jeg  mig også lidt, men alt forblev stille og i 2D.

Som altid i en Sanderson bog er det hele super gennemarbejdet, velskrevet, fængende og bare virkelig godt. Joel er en herlig hovedrolleindehaver, jeg er stor fan af hans samspil med Melody og hendes humørsvingninger, og jeg havde på ingen måde regnet historien ud på forhånd.

Bogen er flot illustreret med smukke detaljer og forklaringer på denne nye magi samt de forskellige forsvarscirkler. Der er også enkelte fine illustrationer af forskellige kridtlinger, men desværre er nogle af dem lettere utydelige - måske en fejl i trykkeriet? Jeg fandt dog bogen på Mofibo også og her kunne tegningerne ses i høj opløsning

Alt i alt en virkelig flot og sej bog, og jeg er så spændt på bog 2, The Aztlanian, som måske / måske ikke udkommer på engelsk engang i år.


RITMATIKEREN
Rithmatist #1
af Brandon Sanderson
ISBN13: 9788771711547
470 sider / Udgivet den 8. september 2016
Original titel: The Rithmatist [2013]

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

21/03/2017

An African Love Story af Daphne Sheldrick

Daphne Sheldrick is the first person ever to have successfully hand-reared newborn elephants. Her deep empathy and understanding, her years of observing Kenya's rich variety of wildlife and her pioneering work in perfecting the right husbandry and milk formula have saved countless elephants, rhinos and other baby animals from certain death.
I foråret 2016 var jeg for anden gang i Kenya, denne gang for at besøge min far i Nairobi. Mens vi var der, havde jeg den udsøgte fornøjelse at besøge elefantbørnehjemmet, og jeg glæder mig som et lille barn til at besøge det igen til november. Jeg skrev lidt om mine oplevelser her.

Fordi jeg har besøgt The David Sheldrick Wildlife Trust's Orphans' Project, har jeg naturligvis et helt særligt perspektiv, når jeg læser Daphne's bog. Jeg har været i Tsavo Nationalpark, jeg har været i Nairobi, og jeg har været helt tæt på elefanterne.

Men det er ikke nødvendigt at have disse oplevelser for at elske denne bog.

I denne biografi fortæller Daphne Sheldrick sin livshistorie. Som barn flyttede hun og størstedelen af hendes familie, inklusive onkler og tanter, bedsteforældre, etc til Kenya. De var blandt de britiske pionerer, der skulle befolke og dyrke landet, udsendt for det britiske imperium. Det var ikke et nemt liv, men det gav en unik opvækst i en blanding af fint engelsk og råt afrikansk. Allerede som barn forelskede Daphne sig i dyrelivet, og denne kærlighed tog hun med sig. Historien beretter om hendes opvækst og usikkerheden under oprørene, der til sidst ledte til Kenyas uafhængighed, og den kamp, de har kæmpet for ikke at miste alt.

An African Love Story er en smuk og magisk fortælling om det dybe kærlighedsforhold mellem Daphne og hendes mand David Sheldrick; en mand der har haft stor indflydelse på, at Kenyas største nationalpark Tsavo blev til og bestod. Det er en fortælling om hendes liv og den kærlighed, hun nærer til naturen og dyrene på den afrikanske savanne, og hvordan de har skabt den verdenskendte David Sheldrick Wildlife Trust, har været med til sikre dyrenes sikkerhed med the Kenyan Wildlife Services, og stiftet det børnehjem i Nairobi Nationalpark, hvor Daphne den dag i dag lever og arbejder.

An African Love Story er smukt skrevet og helt umulig ikke at blive dybt forelsket i, hvis man har den mindste empati for elefanter eller noget andet levende dyr for den sags skyld. Det bliver ikke hippie-frelst - det er bare helt naturligt, uimodståeligt og rørende. Daphne er en af de mennesker, der har haft en helt enorm indflydelse og efterlader sig en gigantisk arv, og jeg bliver efterfølgende rørstrømsk bare af at se på fotografierne i bogen.

Bogen er i øvrigt udgivet på dansk hos Nyt Nordisk Forlag med titlen Mit afrikanske liv, og jeg anbefaler den på det absolut varmeste. Den er ikke bare smuk og rørende, den er også super vigtig. Krybskytteri er stadig en plage og trussel mod elefanter og næsehorn, og de har brug for hjælp. Og bare det, at flere folk er bevidste om problemet og historien, er et skridt på vejen i den rette retning.

The David Sheldrick Wildlife Trust kan følges online på twitter @DSWT, facebook og instagram @DSWT. Og hvis man vil sponsorere en af deres nuttede dyreunger, så koster det $50 om året, og det kan man læse mere om på deres hjemmeside.


AN AFRICAN LOVE STORY
- Love, Life and Elephants
af Daphne Sheldrick
ISBN13: 9780670919727
334 sider / Udgivet i 2012

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

18/03/2017

Giveaway - LUKKET

I anledning af Krimimessen den 1. og 2. april, har jeg arrangeret en lille giveaway!

❤ Du kan vinde et eksemplar af Chris Carters allernyeste bog i Robert Hunter serien, Mordoffer
Bogen  er den 8. i serien og udkom den 7. marts.

For at deltage skal du skrive en kommentar til indlægget her og husk for guds skyld at skrive din emailadresse, så jeg kan kontakte vinderen! Du skal desuden have dansk adresse for at deltage.

Du må hjertens gerne følge mig på facebook / instagram / twitter men det er intet krav.

 Jeg trækker en vinder blandt de deltagende fredag den 31. marts! 
Giveawayen er nu lukket og vinderen kan ses her.



Efter en hård uge glæder Tanya Kaitlin sig til en afslappende aften hjemme, men da hun træder ud af badet, hører hun sin telefon ringe. Videoopkaldet er fra hendes bedste veninde, Karen Ward. Da Tanya besvarer opkaldet, begynder mareridtet. Karen er kneblet og bundet til en stol i sin egen stue.

Hvis Tanya afbryder opkaldet, eller hvis hun ser væk fra kameraet, vil hun blive den næste, siger den dybe, raspende dæmoniske stemme i den anden ende. Til gengæld får hun muligheden for at redde Karen ved at svare rigtigt på to spørgsmål, som den dæmoniske stemme stiller hende – to spørgsmål, der burde være nemme …

Hunter og Garcia får overdraget sagen og kastes hovedkulds ud i en malstrøm af ondskab, idet de sætter jagten ind på en morder, der ubemærket finder sine ofre på de sociale medier og sender dem anonyme trusselsbreve, inden han til sidst slår til.


Bog venligst skænket af forlaget Jentas.

16/03/2017

Kommende bøger - marts 2017


Vi prøver lige noget nyt - jeg fik egentlig ideen for ca en måned siden men en god blanding af sygdom og travlhed afholdte mig fra at komme i gang :) Marts får derfor også lige lov at starte midt i måneden, men fremover vil jeg forsøge i starten af hver måned at lave et lille indlæg om en håndfuld bøger, der udkommer i den givende måned, og som jeg glæder mig til at læse. Håber, I synes om ideen - og sig endelig til hvis jeg har overset en vigtig bog!



Den Halve Konge: Det Splintrede Hav #1 - Joe Abercrombie
Verden regeres af stærke hænder og kolde hjerter.
Prins Yarvi har aldrig selv ønsket at bestige Den Sorte Trone, menda hans fader og broder bliver forrådt, sværger han at erobre den tilbage. Undervejs må Yarvi kæmpe mod farer, forræderi og fangenskab. Men han har kun har én god hånd og kan hverken holde et skjold eller svinge et sværd. I stedet må han hvæsse sin hjerne, så den er knivskarp. Han finder sammen med en flok udstødte, som viser sig at være til langt større hjælp og støtte, end hans fornemme familie nogensinde har været. Men selv med trofaste venner ved sin side må Yarvi sande, at det eneste sikre i livet er døden.

Udkommer hos Gyldendal den 16/3.


Jeg overvejer at gøre det forbi - Iain Reid
En spændingsfyldt og nervepirrende thriller om en biltur, der får fatale konsekvenser.
Jake og hans kæreste er på vej hjem for at besøge hans forældre på deres afsidesliggende gård. Da en snestorm bryder ud, tager parret en uventet omvej og strander foran en tom high school og søger tilflugt indenfor.
I dagene efter efterforsker politiet et mord, der er sket på samme high school. Men hvem er offeret?

Udkommer hos Lindhardt og Ringhof den 16/3.




Dobbeltgængeren: Rizzoli & Isles #4 - Tess Gerritsen
Retsmedicineren Dr. Maura Isles tjener til dagen og vejen ved at undersøge døde mennesker. Aldrig før har liget på briksen dog chokeret og skræmt hende i så høj en grad, som den døde kvinde foran hende gør. Kvinden på briksen er en nemlig en nøjagtig dobbeltgænger af Maura selv.
Kvinden, der blev skudt ned udenfor Mauras hjem, kunne have været Mauras spejlbillede. Og da det viser sig at Maura og liget deler fødselsdato og blodtype, kan den dybt overraskede retsmediciner kun se én forklaring. Da DNA-analysen bekræfter mistanken om, at den mystiske dobbeltgænger faktisk er hendes ukendte tvillingesøster, bliver en bizar mordefterforskning i "Dobbeltgængeren" pludselig til en dyster og farlig rejse for Maura, hvis fortid er fuld af mørke hemmeligheder.

Udkommer hos Jentas den 23/3.


Stormsøsteren: De Syv Søstre #2 - Lucinda Riley
Ally d'Aplièse er i gang med at forberede sig til et kapsejlads, da hun bliver kaldt hjem til sit barndomshjem ved Genévesøen, fordi hendes adoptivfar pludselig er død. Her mødes hun med sin fem søstre og opdager at deres far - en mystisk millionær kaldet Pa Salt - har efterladt dem hver en nøgle til at finde deres rødder.
Allys nøgle fører hende til Norge, hvor hun opdager, at hendes fortid er forbundet til en ung, ukendt sangerinde kaldet Anna Landvik, der levede for hundrede år siden og sang til premieren af Ibsens Peer Gynt, kendt for dens stemningsfulde musik komponeret af Edvard Grieg. Jo mere Ally i "Stormsøsteren" opdager om Anna, jo mere begynder hun at spekulere over, hvem hendes far, Pa Salt, virkelig var. Og hvorfor hendes syvende søster aldrig er dukket op...

Udkommer hos Cicero den 23/3.



14/03/2017

Sværd af glas af Victoria Aveyard

Mare Barrows blod er rødt. Hun hører til samfundets bund: den almindelige befolkning, som skal tjene den sølvblodede elite. Men det viser sig, at Mare har Sølver-egenskaber. På overmenneskelig vis kan hun kontrollere lyn, og det gør hende til et våben, som de magtfulde Sølvere ønsker at styre.
Kongen kalder hende en umulighed, men hun finder ud af, at hun ikke er den eneste af sin slags. Hun undslipper den intrigante prins Maven og tager af sted for at finde og redde de andre Røde med Sølver-egenskaber. Hendes håb er, at de vil slutte sig til hende i kampen mod de magtfulde Sølvere, men den mission er livsfarlig og bringer hende på kant med sine allierede i Den Højrøde Garde.
Krigen mellem den voksende oprørshær og de sølvblodede magthavere intensiveres, og det samme gør Mares kamp mod det mørke, der vokser i hendes sjæl. Vil hun vakle under vægten af de mange liv, der må ofres for oprøret? Eller har forræderi og svigt allerede gjort hende hård?
Sværd af glas starter lige på og hårdt, hvor Rød dronning slap. Mare og Cal er på flugt fra Maven og hans hær, og de finder tilflugt hos den Højrøde Garde - men hvem er disse bagmænd egentlig, og kan man stole på dem? Mare har dog kun én ting på dagsordenen - finde og redde de andre Røde med Sølver egenskaber inden, Maven gør det.

Aveyard har atter skrevet en fængende og hæsblæsende roman. Mare's evner er vokset i styrke, men indeni er hun et stort rod, og hun føler sig som et sværd af glas - dødbringende men skrøbelig. Efterhånden som bogen udspiller sig bliver hun mere og mere kold og dyster. Et mørke vokser indeni hende, og hun er nødt til at kæmpe for at holde sig ovenvande.

Det er en rigtig fed bog, dog følte jeg også, den var lidt kaotisk at følge med i - mest fordi det hele går så enormt hurtigt. Jeg skulle lige bruge et par kapitler på at komme ind i historien igen, og så var jeg nærmest bagud. Samtidig er Mare dybt splittet og utilpas, så det er en helt anderledes bog end etteren, der bygger verdenen og dens karakterer op, og hvor jeg egentlig fik det indtryk, at hun støttet af de andre, ligesom fandt sig selv. Heri har hun stort set mistet alt, og hun magter det ikke rigtig mere -  men hun bliver alligevel ved med at kæmpe. Bogen kan på visse punkter sammenlignes med blandt andet Hunger Games bøgerne samt Red Rising serien - det klasseinddelte samfund/opstand og revolution, hovedpersonen der vakler i sin tro på sig selv, og de actionfyldte scener. Og nå ja, så er den også rigtig godt skrevet.

Og sidst med ikke mindst - sikke en afslutning!! Der fik den lige hevet den sidste stjerne med i land til fuldt hus. På alle måder en anbefalelsesværdig serie til fans af YA fantasy.




SVÆRD AF GLAS
Red Queen #2
af Victoria Aveyard
ISBN13: 9788702189193
464 sider / Udgivet den 26. januar 2017
Original titel: Glass Sword [2016]

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

11/03/2017

The Commitments af Roddy Doyle

Have you got Soul? If yes, The World's Hardest Working Band is looking for you. Contact J. Rabbitte, 118, Chestnut Ave., Dublin 21. Rednecks and southsiders need not apply. 
Tilbage i gymnasiet engang, i hvad jeg formoder var en engelsk time, så vi filmen The Commitments. Jeg syntes, den var mægtig god, men tænkte ikke videre over den sidenhen. I London i 2014 var jeg så inde og se musicallen The Commitments sammen med mine forældre - og helt ærligt; jeg var totalt blank og fattede først, jeg kendte historien sådan circa halvvejs inde. Og på et eller andet tidspunkt herefter fangede jeg endelig, at såvel film som musical var baseret på en bog.

The Commitments handler om den ambitiøse Jimmy Rabbitte, der samler et par venner for at skabe et band. Han er ikke selv musikalsk, men har store drømme om livet som manager. Efterhånden får de rekrutteret en spøjs samling af musikere, og lige så langsomt bliver de rent faktisk også gode sammen. Fokuset ligger på soul - Motown's musik. Fede gamle klassikere, som alle kan forstå og synge med på. I bogen følger vi bandet og dets folk som fx den aldrende trumpetspiller, Joey "The Lips" Fagan, den arrogante forsanger Deco og de tre korsangere/eye candy. Det er dog aldrig en historie om den enkelte, men en historie om bandet. Dets lange vej til succes, den hårde kamp op ad stigen, og alle de interne stridigheder.

Oprindeligt udgivet i 1987 er denne bog én af de bøger, der lynhurtigt fik en helt særlig plads i mit boghjerte. Jeg er vild med bøger, der nøjagtigt gengiver et sted og en tid og giver senere læsere muligheden for at genopleve det. Endnu bedre, så er den her bog så irsk, at det næsten gør ondt. Der er slang og accent, og helt ærlig - den er ikke ligefrem nem at læse. Jeg har rigtig mange gange kigget på den siden jeg fik den med hjem fra Arnold Busck's forårsudsalg i 2016, men har ikke haft modet. Og så lige pludselig - så fandt jeg lydbogen på Mofibo. Og denne lydbog er absolut heller ikke for begyndere! Oplæseren er ægte irer med den tykkeste (bedste!!) accent jeg længe har hørt, og han gør et fænomenalt arbejde. Han snakker og råber og synger og skråler, og det var bare en genial oplevelse. Normalt hører jeg lydbøger på 1,55 x hastighed, men denne måtte jeg sætte ned til 1,25, da accenten ellers blev for utydelig. Bogen findes naturligvis også på dansk (og har bibeholdt sin engelske titel), men selvom jeg aldrig har haft den i hånde, så kan jeg kun forestille mig enormt meget af dens charme må være gået tabt i oversættelsen for den her bog er så over-irsk, det næsten gør ondt!

Bogen har vist sig at være første del af en trilogi - de næste handler dog ikke om bandet. 2'eren The Snapper handler, som jeg har forstået det, om Jimmys familie og hans gravide søster, og 3'eren The Van er noget om Jimmys far, der efter at være blevet arbejdsløs sammen med en ven kører rundt med en madvogn og hele tiden må undgå en inspektion fra fødevaremyndighederne ... så man kan vel sige at The Barrytown Trilogy er en familiekrønike af en art.

Nå, men tilbage til The Commitments. Fed film, fed musical og fed fed bog! Læs den endelig.


THE COMMITMENTS
The Barrytown Trilogy #1
af Roddy Doyle
ISBN13: 9781473500488
Lydbog, 3t 39m / Oprindeligt udgivet i 1987

Bogen er et anmeldereksemplar fra Arnold Busck

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

09/03/2017

Jack the Ripper af Jesper W Lindberg

I efteråret 1888 krøb en ondskab frem fra skyggerne i det victorianske London, og en angst og en rædsel uden lige spredte sig over England. Selv på den anden side af Den Engelske Kanal kunne man lugte blodet der ifølge aviserne farvede Londons gader røde. Det fattige Whitechapel-distrikt i Østlondon udgjorde kulissen hvor en bestialsk morder dræbte og lemlæstede flere kvinder. Vi kender ham endnu kun under hans kunstnernavn, Jack the Ripper. Verdens første moderne seriemorder. Hvem var den ukendte morder? Hvem var Jack the Ripper?

Jeg har tidligere læst, anmeldt og været meget begejstret for de to forhenværende bøger i Myter og Mysterier serien, Uhyret i Loch Ness og Big Foot og Yetien, men denne tredje om famøse Jack the Ripper var en lidt mere flad oplevelse. Jeg tror til dels, det er fordi jeg allerede kender størstedelen af de få facts*, der findes om den berygtede morder, men også fordi stilen virker noget mere kaotisk i bogen her. Den er som altid super flot sat op med grafik, tekst og billeder, men jeg følte, der var mange gentagelser, og at det kørte lidt i ring.

Der er selvfølgelig også den hage, at hvor man i de tidligere to bøger er blevet serveret en masse historier og skrøner, og så opfordres til selv at tænke hvad man vil, så er man jo i denne sag ikke i tvivl om, at Jack the Ripper var virkelig. Vi ved bare ikke hvem han var, og uanset hvor meget vi spekulerer, så kommer vi heller aldrig til at vide det. Uanset hvor mange noter og udsagn man får fra dengang, så kan man ikke selv drage konklusion om at DET VAR HAM DER!! - så det føltes lidt uforløst at lukke bogen efter endt læsning - på trods af at den ellers er både spændende og fin.

*Man kan jo så selvfølgelig måske gå ud fra at målgruppen på, hvad jeg anslår er, 12-13-årige drenge nok ikke har helt så indgående et kendskab til Londons mordsager i slutningen af 1800-tallet, og vil finde den nogenting mere nyskabende end jeg. Den giver trods alt en meget fin og detaljeret kronologisk gennemgang af ofrene og efterforskningen.


JACK THE RIPPER
Myter og Mysterier #3
af Jesper W Lindberg
ISBN13: 9788758813721
224 sider / Udgivet den 11. november 2016

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

07/03/2017

Hvor taler du flot dansk! af Abdel Aziz Mahmoud

Han er journalist, kendt fra tv – og vil bare gerne have lov til at være … ligesom alle andre danskere. Men Abdel Aziz Mahmoud er muslimsk flygtning. Oven i købet af første generation, og han kan ikke længere holde sin mund.
"Jeg taler dansk, engelsk, tysk, fransk, spansk og arabisk. Det eneste, jeg ikke taler, er det som folk forventer af mig: perkerdansk."

Helt ærligt? Det eneste, der er skidt ved den her bog er, at den ikke er længere. Abdel er en rendyrket fornøjelse at lytte til - han læser nemlig selv lydbogen! og jeg har både leet og lært, mens jeg har kørt fra A til B. Men det var en vigtig ting også lige at låne den fysiske bog på biblioteket (ikke bare for blogbilledernes skyld) - for bogen er smækfyldt med familiefotos, pile og illustrationer og facebook opdateringer, der havde ødelagt oplæsningens flow, men som er en essentiel del og med til at understrege historien.

Hvor taler du flot dansk! er beskrevet som et dynamisk, humoristisk og bevægende indspark i den skarpladte debat om indvandrere og integration, og med udgangspunkt i sine egne og sin families erfaringer efter 30 år i Danmark sætter Abdel fokus på alt fra sin mors desperate forsøg på at lære de danske naboer at kende til det tragikomiske i konstant at blive rost for sin fine udtale.

Det er en virkelig tankevækkende bog, som i disse anstrengte tider er vigtig at få med. Vi bliver ofte forblændet af vores egne ideer om hvordan "de andre" er. Hvad enten man vil stå ved det eller ej, sidder vi alle med en fordom eller to, og selvom man måske mener det godt, kan man gang på gang komme ud på tyndt is. Jeg tror det er rigtig sundt lige at læse en bog eller to om emnet, og se om man måske ikke lige kan rokke lidt ved det, man ellers troede, man vidste eller mente.

Men tilbage til Abdel Aziz Mahmoud her. Han er sjov og han er on point. Han fortæller om hvordan det er at elske lille dejlige Danmark - og så alligevel ofte må føle sig som en uønsket gæst. Men han fortæller også om hvor succesfuld integration kan være og hvor hårdt arbejde det kræver fra begge sider. Det kan jo ikke nytte noget vi kræver, at flygtninge og indvandrere skal blive bedre til at integrere sig i det danske samfund, hvis vi blot vender dem ryggen og viser dem væk, når de forsøger. Hårdt arbejde, nysgerrighed samt en god portion selvironi og humor fra begge sider af ligusterhækken i kulturmødet mellem vestlige og arabiske traditioner.

Før jeg læste bogen her, er jeg tit stødt på Abdel på de sociale medier. Han er en markant del af integrationsdebatten online (jeg troede faktisk han var politiker), og selvom jeg ikke er enig i alt han siger, så er jeg virkelig enig i hans bog. Den giver stof til eftertanke, den er supersjov, og den er en øjenåbner - og forhåbentlig giver den også anledning til lidt større tolerance overfor det, der er anderledes og det, vi ikke kender. Også selvom det har noget med religion at gøre.


HVOR TALER DU FLOT DANSK!
af Abdel Aziz Mahmoud
ISBN13: 9788740033717
Lydbog, 4 timer / Udgivet den 27. april 2016

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

04/03/2017

Book Haul #34 - Februar



Åha. Så gik endnu en måned og atter har jeg troligt lagt alle nye bøger siden sidst i en bunke, pænt afventende til de er blevet fotograferet i samlet flok - og her er de så :) 14 bøger er det blevet til (og faktisk én til, men den kom for sent til at komme med på billederne, så den må vente til marts haulen).

Der er 2 bøger fra Bog&Ide's udsalg (Han er tilbage og 100 steder du aldrig kommer til at besøge), 1 tegneserie jeg bare måtte eje selv (NIMONA), 2 lektørbøger (Kongens brev og Den forgyldte baby), og hele 9 anmeldereksemplarer.
Tellerup har atter forgyldt min hverdag med Myter og Mysterier, denne gang om Jack the Ripper (anmeldelsen kommer på næste torsdag!), Gyldendal har sendt mig dobbelt op på lækker YA fantasy med både Sværd af Glas (efterfølgeren til Rød Dronning) og Et Rige af Torne og Roser. Jentas har givet mig en dosis spænding med Bag Lukkede Døre samt nyeste Jack Reacher thriller, Den Rette Mand. HarperCollins Nordic har prikker til min rejselyst med ikke bare én men begge bøger i The lonely hearts travelclub serien om henholdsvis Indien og Thailand. Og endelig har LOVEBOOKS tænkt, at kærlighed skulle der til og sendt mig Skrøbelige Skønhed og Ti Små Åndedrag. Tusind tusind tak!

02/03/2017

Sort uheld af Lee Child

"Man pisser ikke på specialefterforskerne" - Det var mottoet for Jack Reacher og hans ni mand store gruppe, dengang de efterforskede forbrydelser begået af hærens personel. Deres opklaringsprocent var i top, og Gud nåde og trøste den, der kom gruppen på tværs. Ti år efter at gruppen er blevet opløst, og Jack Reacher er gået på landevejene, er der imidlertid nogen, der ikke kan holde nallerne fra efterforskerne. Faktisk vippes en af dem levende ud af en helikopter. Og derefter endnu en! Dengang ville man ikke kunne sidde det overhørigt, og det kan man selvfølgelig heller ikke nu, og resterne af gruppen trommes sammen. Er nogen ude efter gruppen som enhed, eller havde de to uheldige gang i en efterforskning, de skulle have holdt sig fra?
I Sort uheld får vi ikke bare Reacher, men også hans gamle trup af kompetente og stålhårde MP'ere. Og alle som en er de ude efter hævn. 2 kammerater er blevet brutalt myrdet, og det vides ikke om det er tilfældigt eller om nogen måske er ude efter dem alle - men det er egentlig også ligegyldigt for Reacher og hans team, da de samles på ny. De vil ikke lade sig stoppe af noget eller nogen. Child er som altid direkte i sit sprog og sin action, og man er som læser aldrig i tvivl, om hvem vi skal se som helt eller skurk. Det er en bog sprængfyldt af action og spænding - men også en lidt ensformig jagt efter ledetråde og de onde bagmænd.

Det er efterhånden min erfaring, at Reacher bøgerne kan man hoppe og springe frem og tilbage i uanset rækkefølgen. Jeg har tidligere læst bog 14, 15 og 18, og nu er det altså pludselig tid til nr. 11. Selvom enkelte detaljer referer tilbage til tidligere bøger, så er de hovedsageligt selvstændige og i hver eneste får man samme introduktion til Reacher. Machomanden over alle machomænd. Manden der kan fortælle dig hvad klokken er på sekundet takket være sit upåklagelige indre ord. Manden der er rå og sej og *huuurhhghgh*. Ahem. Ja det var så mig det måtte synke et surt opstød. Jeg startede ud med at elske Reacher. 61 timer var den perfekte bog at starte med - Fantastisk bog. Det har sidenhen også været rigtig godt, men der er også mange ting, jeg slet ikke kan med. Macho-pisset *kan* blive for meget utroligt nok, og jeg er ikke super fan af selvtægt og hvad der i sidste ende er vold og mord. Men trods mine beklagelser så læser jeg glædeligt videre. Jeg er underholdt, og det er lækkert med hardcore action og spænding - jeg ved, hvad jeg kan forvente og jeg får det, gang på gang. Jeg håber det giver mening.

(det er i øvrigt ikke nemt at være organiseret blogger, når Reacher bøger i dag udgives af Jentas, min paperback købt på tilfældigt udsalg er fra Cicero, og det er Gyldendal, der står bag den lydbog, jeg ultimativt endte med at høre)


SORT UHELD
Jack Reacher #11
af Lee Child
Oplæst af Torsten Adler
ISBN13: 9788702100945
Lydbog, 12t 14m / Udgivet i 2010
Original titel: Bad Luck and Trouble [2007]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

01/03/2017

Februar 2017

Så. meget. sygdom. Jeg var syg i næsten 2 uger i træk! Først med ubestemmelig dårligdom, dernæst med influenza. Om det første bare var starten på anden omgang, eller om det bare førte til svækket immunsystem så jeg var nemt offer for influenzaen ved jeg ikke - men jeg ved hvor meget jeg hader at være syg! (Kunne jeg i det mindste bare have brugt tiden på at læse - men næ nej, jeg havde hovedpine og ondt i øjnene og kunne slet ikke koncentrere mig om bøger de fleste dage). Her ved udgangen af måneden snotter og hoster jeg stadig, men er i det mindste frisk igen.

Hvad angår læsningen startede måneden altså trægt ud - jeg kunne simpelthen ikke fokusere mens jeg var syg. Efterfølgende tog jeg dog revanche, og som listen også bærer præg af så har jeg været på lidt af en mission med at få læst nogle af mine mange anmeldereksemplarer. Jeg har i mit soveværelse 2 reoler og her har jeg delt mine bøger op. I den ene er de bøger, jeg selv køber, og dem, som jeg får tilsendt af forlag uden at have bedt om dem. I den anden reol er et par hylder dedikeret til de bøger jeg selv har bedt forlagene om - det er disse bøger jeg har forsøgt at få læst lidt flere af (hvilken ikke er jordens sværeste opgave eftersom jeg jo sjovt nok primært beder om bøger jeg virkelig gerne vil læse ;)

I februar blev jeg færdig med 10 bøger.
- blandt disse var der 4 lydbøger og 1 tegneserie. 2 var på engelsk.


Længste bog: Kongens brev - 433 sider
Længste lydbog: An African Love Story - 14t 46m
Korteste bog: Jack the Ripper - 224 sider
Korteste lydbog: The Commitments - 3t 39m

Bedste oplevelse:
An African Love Story vinder helt klart med flere længder. Den er smuk, rørende og transporterede mig tilbage til Kenya  På kant med livet er en virkelig dejlig YA bog, Sejlvæveren et stykke super fantasy og Hvor taler du flot dansk! er en underholdende og tankevækkende biografi (anmeldelse på tirsdag!)  - Og NIMONA var en super flot og sjov tegneserie.

Største skuffelse:
Ingen bøger skuffede i denne omgang, men Sort uheld og Jack the Ripper var de bøger der imponerede mig mindst - men de var absolut ikke dårlige.


I bagvendt læserækkefølge:
An African Love Story: Love, Life and Elephants - Daphne Sheldrick * / **
På kant med livet - Jennifer Niven [anmeldereksemplar]
Guldægget - Cynthia D'Aprix Sweeney [anmeldereksemplar]
Myter og Mysterier: Jack the Ripper - Jesper W Lindberg [anmeldereksemplar]
Kongens brev - Martin Davidsen [lektørbog]
The Commitments - Roddy Doyle [anmeldereksemplar] * / **
Hvor taler du flot dansk! - Abdel Aziz Mahmoud **
Nimona - Noelle Stevenson *  / ***
Sort uheld - Lee Child **
Sejlvæveren - Muffy Morrigan [anmeldereksemplar]


* Læst/hørt på engelsk
** Lydbog / Mofibo
*** Lånt på biblioteket