Velkommen

Få inspiration til din næste læseoplevelse og læs mere om alt lige fra kærlighed, krimi, YA og historiske romaner til fantasy, science fiction og gys. Alt er på dansk - på nær de anmeldelser, jeg har lyst til at skrive på engelsk. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

07/03/2017

Hvor taler du flot dansk! af Abdel Aziz Mahmoud

Han er journalist, kendt fra tv – og vil bare gerne have lov til at være … ligesom alle andre danskere. Men Abdel Aziz Mahmoud er muslimsk flygtning. Oven i købet af første generation, og han kan ikke længere holde sin mund.
"Jeg taler dansk, engelsk, tysk, fransk, spansk og arabisk. Det eneste, jeg ikke taler, er det som folk forventer af mig: perkerdansk."

Helt ærligt? Det eneste, der er skidt ved den her bog er, at den ikke er længere. Abdel er en rendyrket fornøjelse at lytte til - han læser nemlig selv lydbogen! og jeg har både leet og lært, mens jeg har kørt fra A til B. Men det var en vigtig ting også lige at låne den fysiske bog på biblioteket (ikke bare for blogbilledernes skyld) - for bogen er smækfyldt med familiefotos, pile og illustrationer og facebook opdateringer, der havde ødelagt oplæsningens flow, men som er en essentiel del og med til at understrege historien.

Hvor taler du flot dansk! er beskrevet som et dynamisk, humoristisk og bevægende indspark i den skarpladte debat om indvandrere og integration, og med udgangspunkt i sine egne og sin families erfaringer efter 30 år i Danmark sætter Abdel fokus på alt fra sin mors desperate forsøg på at lære de danske naboer at kende til det tragikomiske i konstant at blive rost for sin fine udtale.

Det er en virkelig tankevækkende bog, som i disse anstrengte tider er vigtig at få med. Vi bliver ofte forblændet af vores egne ideer om hvordan "de andre" er. Hvad enten man vil stå ved det eller ej, sidder vi alle med en fordom eller to, og selvom man måske mener det godt, kan man gang på gang komme ud på tyndt is. Jeg tror det er rigtig sundt lige at læse en bog eller to om emnet, og se om man måske ikke lige kan rokke lidt ved det, man ellers troede, man vidste eller mente.

Men tilbage til Abdel Aziz Mahmoud her. Han er sjov og han er on point. Han fortæller om hvordan det er at elske lille dejlige Danmark - og så alligevel ofte må føle sig som en uønsket gæst. Men han fortæller også om hvor succesfuld integration kan være og hvor hårdt arbejde det kræver fra begge sider. Det kan jo ikke nytte noget vi kræver, at flygtninge og indvandrere skal blive bedre til at integrere sig i det danske samfund, hvis vi blot vender dem ryggen og viser dem væk, når de forsøger. Hårdt arbejde, nysgerrighed samt en god portion selvironi og humor fra begge sider af ligusterhækken i kulturmødet mellem vestlige og arabiske traditioner.

Før jeg læste bogen her, er jeg tit stødt på Abdel på de sociale medier. Han er en markant del af integrationsdebatten online (jeg troede faktisk han var politiker), og selvom jeg ikke er enig i alt han siger, så er jeg virkelig enig i hans bog. Den giver stof til eftertanke, den er supersjov, og den er en øjenåbner - og forhåbentlig giver den også anledning til lidt større tolerance overfor det, der er anderledes og det, vi ikke kender. Også selvom det har noget med religion at gøre.


HVOR TALER DU FLOT DANSK!
af Abdel Aziz Mahmoud
ISBN13: 9788740033717
Lydbog, 4 timer / Udgivet den 27. april 2016

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

No comments:

Post a Comment