Velkommen

Få inspiration til din næste læseoplevelse og læs mere om alt lige fra kærlighed, krimi, YA og historiske romaner til fantasy, science fiction og gys. Alt er på dansk - på nær de anmeldelser, jeg har lyst til at skrive på engelsk. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

11/03/2017

The Commitments af Roddy Doyle

Have you got Soul? If yes, The World's Hardest Working Band is looking for you. Contact J. Rabbitte, 118, Chestnut Ave., Dublin 21. Rednecks and southsiders need not apply. 
Tilbage i gymnasiet engang, i hvad jeg formoder var en engelsk time, så vi filmen The Commitments. Jeg syntes, den var mægtig god, men tænkte ikke videre over den sidenhen. I London i 2014 var jeg så inde og se musicallen The Commitments sammen med mine forældre - og helt ærligt; jeg var totalt blank og fattede først, jeg kendte historien sådan circa halvvejs inde. Og på et eller andet tidspunkt herefter fangede jeg endelig, at såvel film som musical var baseret på en bog.

The Commitments handler om den ambitiøse Jimmy Rabbitte, der samler et par venner for at skabe et band. Han er ikke selv musikalsk, men har store drømme om livet som manager. Efterhånden får de rekrutteret en spøjs samling af musikere, og lige så langsomt bliver de rent faktisk også gode sammen. Fokuset ligger på soul - Motown's musik. Fede gamle klassikere, som alle kan forstå og synge med på. I bogen følger vi bandet og dets folk som fx den aldrende trumpetspiller, Joey "The Lips" Fagan, den arrogante forsanger Deco og de tre korsangere/eye candy. Det er dog aldrig en historie om den enkelte, men en historie om bandet. Dets lange vej til succes, den hårde kamp op ad stigen, og alle de interne stridigheder.

Oprindeligt udgivet i 1987 er denne bog én af de bøger, der lynhurtigt fik en helt særlig plads i mit boghjerte. Jeg er vild med bøger, der nøjagtigt gengiver et sted og en tid og giver senere læsere muligheden for at genopleve det. Endnu bedre, så er den her bog så irsk, at det næsten gør ondt. Der er slang og accent, og helt ærlig - den er ikke ligefrem nem at læse. Jeg har rigtig mange gange kigget på den siden jeg fik den med hjem fra Arnold Busck's forårsudsalg i 2016, men har ikke haft modet. Og så lige pludselig - så fandt jeg lydbogen på Mofibo. Og denne lydbog er absolut heller ikke for begyndere! Oplæseren er ægte irer med den tykkeste (bedste!!) accent jeg længe har hørt, og han gør et fænomenalt arbejde. Han snakker og råber og synger og skråler, og det var bare en genial oplevelse. Normalt hører jeg lydbøger på 1,55 x hastighed, men denne måtte jeg sætte ned til 1,25, da accenten ellers blev for utydelig. Bogen findes naturligvis også på dansk (og har bibeholdt sin engelske titel), men selvom jeg aldrig har haft den i hånde, så kan jeg kun forestille mig enormt meget af dens charme må være gået tabt i oversættelsen for den her bog er så over-irsk, det næsten gør ondt!

Bogen har vist sig at være første del af en trilogi - de næste handler dog ikke om bandet. 2'eren The Snapper handler, som jeg har forstået det, om Jimmys familie og hans gravide søster, og 3'eren The Van er noget om Jimmys far, der efter at være blevet arbejdsløs sammen med en ven kører rundt med en madvogn og hele tiden må undgå en inspektion fra fødevaremyndighederne ... så man kan vel sige at The Barrytown Trilogy er en familiekrønike af en art.

Nå, men tilbage til The Commitments. Fed film, fed musical og fed fed bog! Læs den endelig.


THE COMMITMENTS
The Barrytown Trilogy #1
af Roddy Doyle
ISBN13: 9781473500488
Lydbog, 3t 39m / Oprindeligt udgivet i 1987

Bogen er et anmeldereksemplar fra Arnold Busck

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

No comments:

Post a Comment