Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

18/04/2017

Release af Patrick Ness

Denne dag vil forandre Adam Thorns liv.

De snærende bånd fra Adams religiøse familie, hans ubehagelige chef og eks-kæresten er klar til at blive løsnet. Og et andet sted i byen er en fortabt sjæl steget op fra søen.
Det bliver en foruroligende dag fyldt med svigt, sex, kærlighed og knust hjerte. Og håb. Hvis Adam formår at give slip.
Da Gyldendal kontaktede mig og spurgte, om jeg ville læse og anmelde Patrick Ness' kommende bog inden udgivelse, var det ret stort. Jeg sidder her med en bog, der ikke engang er udkommet på engelsk endnu! (den udkommer 4. maj, samtidig med den danske udgivelse). Det var selvfølgelig en no brainer at sige ja: Jeg var virkelig vild med The Rest of Us Just Live Here og A Monster Calls. (Jeg har endnu ikke læst hans tredje bog, More Than This.)

Release er en bog om netop det - at give slip. At give slip på blandt andet tvivl og smerte, forvirring og skam. I den følger vi Adam, der kæmper med sin egen identitet som homoseksuel i en stærkt religiøs familie, mens han finder trøst og håb i den familie, man selv vælger - sine venner. Ness har skrevet, hvad der virker som en meget personlig bog, hvor han udforsker mange af de dilemmaer, LGBT unge står overfor hver eneste dag i et samfund, der langt fra altid er stort nok til at rumme dem, og hvor dobbelt moral, dårlige undskyldninger og bortforklaringer ofte skubber dem og deres følelser til side.

Samtidigt med Adams historie følger vi sideløbende også historien om noget langt mere uhåndgribeligt. En ung fortabt sjæl er steget op fra dens hvilested i søen og har besat en mytisk figur, og forsøger nu ... at finde hjem? finde fred? få hævn? Ja det ved den knap selv. Men tiden rinder ud.

Én dag strækker bogen her sig over, en enkelt kort dag; og så uendeligt meget udspiller sig, og man væves ind i så mange menneskers historier og føler sig berørt af hver enkelt.

Patrick Ness skriver smukt og fængende, men der er også så utroligt meget mellem linjerne, at jeg i første omgang efter at have vendt sidste side, følte mig totalt blank. Det er jeg kommet mig lidt over sidenhen, men jeg er stadig i tvivl om, jeg fik det hele med. Om jeg har forstået budskabet - sådan rigtigt. Jeg tror, Release er den type bog, man læser ikke bare én gang, men mange. Og jeg tror, man måske hver gang fanger noget mere. Min læsestil er typisk hurtig, lidt febrilsk måske endda. Denne bog forlanger, at man sætter farten ned og fordøjer hver en sætning. Jeg glæder mig til at genlæse historien om Adam og historien om den anden, og jeg glæder mig til at dele den med alle jer andre, når den udkommer.


RELEASE
af Patrick Ness
ISBN13: 9788702232882
296 sider / Udgives den 4. maj 2017
Original titel: Release [2017]

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

1 comment:

  1. Jeg glæder mig simpelthen SÅ meget til denne!!!

    ReplyDelete