Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

11/05/2017

Magisk karma af Alexandra Potter

Mød Ruby Miller, en forfatter, der får ”til deres dages ende” til at gå i opfyldelse, indtil hun opdager, at hendes forlovede er en løgnagtig bedrager, og hun mister troen på kærlighed. Så da Rubys søster inviterer hende på strandferie til Goa for at glemme alt om ham, hopper hun på et fly … og ind i et usædvanligt eventyr. Stjålne tasker, en søster, der er stukket af, og en smuk amerikansk fremmed skubber Ruby ud på en magisk, mystik tur tværs over Indien. Blandt fæstninger, spåmænd og en hvirvelvind af bryllupper afdækker hun fascinerende historier om kærlighed, først mistet og siden fundet. Men efterhånden som mysterierne uddybes, og hemmeligheder bliver afsløret, bliver Rubys liv vendt på hovedet. Hun startede en rejse for at finde sin søster, men ender med at finde sig selv … og kærligheden … igen. Gør dig klar til et eventyr for livet med denne magiske romantiske komedie. 
Ruby fik knust sit hjerte, da hendes forlovede bedrog hende, og hun har tabt troen på ægte kærlighed - hvilket er særligt skidt eftersom hun er forfatter og lever af kærlighedshistorier! I et forsøg på at bryde sin skriveblokade rejser hun til Indien for at besøge sin søster, men søsteren er flyvsk og forelsket - og snart må Ruby rejse tværs gennem landet for at forhindre et bryllup. Og undervejs sker der noget magisk. Jeg har aldrig været i Indien selv, men ud fra denne bog og andre (som fx Eat Pray Love), så lyder det til at være et helt specielt sted. Det gjorde i hvert fald noget for Ruby og hendes hjerte.

Det, jeg har det sværest med i en bog som denne, er hovedpersonens naivitet. Gang på gang dummer hun sig, og det er bare så tåkrummende træls - særligt de ting, der så nemt kunne være undgået, hvis hun bare lige havde forberedt sig lidt bedre, sat sig ind i tingene eller hørt efter! Men det er chicklit, når det er værst. Heldigvis viser bogen også sin genre fra sin gode side med en hyggelig kærlighedshistorie og en dannelsesrejse gennem Indien der med sin varme, farverige kultur og spændende historier forfører og lokker.

Magisk karma er perfekt som sommerferielæsning ved poolen. Bogen er sød og letlæst, og jeg er spændt på at læse næste i serien; Forførende Paris, der udkom på dansk i 2016.


MAGISK KARMA
Love Detective #1
af Alexandra Potter
ISBN13: 9788791955112
391 sider / Udgivet i 2015
Original titel: The Love Detective [2014]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

No comments:

Post a Comment