Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

04/07/2017

Reklamer? - Nej tak!

Den 1. juli trådte en ny markedsføringslov i kraft, og lad os være helt ærlige - vi aner ikke rigtigt, hvordan vi skal forholde os til den. Hele det danske blogland er forvirret - ikke kun bogbloggerne. Det har noget at gøre med, at det for forbrugerne skal være nemmere at gennemskue, hvad der er reklame, og hvad der ikke er, men den nye lov er ikke nem at forstå, og som Miriam har skrevet, så hjælper det ingen, hvis der pludselig står reklame på ALT.

Den ny lov sidestiller (måske, igen - vi er forvirrede) betalt reklame med fx et anmeldereksemplar. På trods af, at jeg hverken får løn eller anden betaling for at vise jer bogen. Jeg er blevet stillet bogen til rådighed, og i min anmeldelse skriver jeg, hvad jeg tænkte om den. Jeg er med andre ord ikke til salg, og jeg er her ikke for at give nogen PR. Jeg deler min læseglæde og mine læseoplevelser til inspiration for dig - bloglæseren.

Jeg nægter pure at skrive REKLAME nogensteder. Hverken på bloggen, på Facebook eller Instagram eller hvorend jeg ellers kan finde på at vise en bog frem. Jeg skriver altid i mine anmeldelser på bloggen, hvis bogen er et anmeldereksemplar (det kalder jeg dem, hvad enten den er sendt til mig uopfordret eller jeg selv har bedt om den). Jeg forsøger at huske at skrive det på Instagram. Jeg glemmer det tit på Facebook - der skal jeg stramme op.

Fremover (fra og med juli måned) rykker jeg "Bogen er et anmeldereksemplar" op øverst. Fremover skriver jeg også, hvis bogen er lånt på biblioteket eller en, jeg har købt selv, etc. Så har jeg da gjort lidt for at imødekomme den nye lov (det er ca det eneste, vi kan blive enige om, den siger. Det skal stå allerførst i en tekst, hvis det er ... *gys* reklame).

Men jeg lover dig, min kære læser. Jeg skriver min sande holdning til en bog - uanset hvor jeg har den fra. Det har jeg altid gjort, og det vil jeg blive ved med.


4 comments:

  1. Hvor er det godt nok forvirrende og ja, jeg er fuldstændig enig med dig, jeg kommer heller ikke til at skrive "reklame" nogen steder i mit indlæg, med mindre der selvfølgelig er nogen der vitterligt vil betale mig cool cash for at skrive om en bog, hvilket jeg tvivler stærkt på. Så for mit vedkommende vil jeg fortsætte med at skrive hvor jeg har bogen fra, hvis jeg da ellers kan huske det. Nogle af bøgerne i min samling er både 10-20 år gamle,så det kniber nogle gange med at huske det ;)

    ReplyDelete
  2. Så fint et indlæg! Jeg er også enig med dig i, at det ikke er særligt fremmende at skrive reklame. Det afholder jeg mig også fra, men jeg skriver i stedet at bogen er tilsendt fra forlaget eller at bogen er et anmeldereksemplar. Men måske at det er en god ide, at skrive lige som du vil, om det er en af mine egne bøge eller om en bog er lånt på biblioteket. God læse- og bloglyst til dig :0)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Det er ikke så meget, at det ikke er fremmende - for mig ville det være usandt at kalde en anmeldelse en reklame. Ordet reklame antyder, at jeg er blevet betalt for at sætte noget i et godt lys - og sådan hænger min virkelighed ikke sammen :)

      Delete
  3. Det virker totalt åndssvagt. Men sådan er det tit med love og regler. For at dæmme op for et problem, skærer man alle over én kam, og det ender med at langt flere får problemer end dem man egentlig ville eliminere.
    Jeg synes I bogbloggere (jeps, har trukket mig selv, så nu er jeg vist "kun" forfatter :-)) skal gøre nøjagtig som I har gjort hidtil. I gør et kæmpe stykke arbejde for hver bog I læser, og hvis I ikke at en sølle bog kunne udgøre betaling for det ... pffff ...

    ReplyDelete