Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

30/09/2017

Happy Ending af Anne-Sophie Lunding-Sørensen

[ Bogen er en lektørbog. ]

Elvira Gregersen er en 39 år gammel, stærkt overvægtig antiheltinde, der malker det danske velfærdssystem som kronisk arbejdssky og undviger samtlige af jobcentrets tilbud og aktiveringsprogrammer. Hun vil bare ha' sin førtidspension og så ellers lades være i fred.

Nå ja, og så arbejder hun sort i et bordel som deres telefondame (og altså ikke som prostitueret, forstås). Elviras tvillingebror, Sixten, er narkoman, og hendes bedste ven, Køster, er politibetjent. De tre har holdt uløseligt sammen siden barndommen. Da en af de prostituerede en dag forsvinder sporløst, kontaktes Elvira af en stamkunde, Kluden, der vil have hende med ud at lede. Det ender slet ikke, som de havde ventet.

Når man lige læser baggrundsteksten, så er noget af det sidste, man måske forventer en rørende historie - men det indeholder Happy Ending. Jeg var så klar til at dømme Elvira for en helt masse - men hun er næsten umulig ikke at holde af og holde med. Det er en tragikomisk historie om skæve eksistenser, der giver et indblik i et hårdt liv fuld af ensomhed, sårbarhed og små forsigtige håb. Vi får gennem  Elvira et billede af et jobcenter, der vil det så godt, men ikke fungerer i praksis. Elvira bliver blandt andet en del af programmet HOPLA, der er fuld af gode intentioner og økologiske grøntsager, ledet af en ung uerfaren og håbefuld kvinde, der dog kun kan komme til kort overfor de brovtne typers dårlige erfaringer

Happy Ending ser stort på alt hvad der hedder tabuer og politisk korrekthed, og sætter i stedet fokus på at skildre et realistisk miljø, der er både trist og barskt. Men det er ikke alt sammen uden håb og lys i mørket - måske endda Elvira kan få sin egen happy ending?


HAPPY ENDING
af Anne-Sophie Lunding-Sørensen
ISBN13: 9788702196511
216 sider / Udgivet den 4. april 2016

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

28/09/2017

The Handmaid's Tale af Margaret Atwood

[ Bogen er købt selv. ]

Offred is a Handmaid in the Republic of Gilead. She may leave the home of the Commander and his wife once a day to walk to food markets whose signs are now pictures instead of words because women are no longer allowed to read. She must lie on her back once a month and pray that the Commander makes her pregnant, because in an age of declining births, Offred and the other Handmaids are valued only if their ovaries are viable.
Offred can remember the days before, when she lived and made love with her husband Luke; when she played with and protected her daughter; when she had a job, money of her own, and access to knowledge. But all of that is gone now....
Jeg startede oprindeligt med at læse The Handmaid's Tale tilbage i april (før det var cool ;) men jeg gik simpelthen død i den. Jeg slæbte mig igennem nogen og 130 sider og indså så en dag, at jeg ikke havde rørt den i flere måneder. Til den tid var den dukket op på Mofibo som engelsk lydbog, og jeg besluttede mig for at starte forfra. Lydbogen oplæses af den engelske skuespiller Joanna David på 10 timer og 23 minutter, og med hende i ørerne, foldede historien sig endelig ud for mig.

Det er uhyggeligt, hvordan en bog fra 1985 pludselig kan blive så skræmmende relevant i dag, som den er. Den portrætterer et samfund, der måske/måske ikke foregår i vores tid, lidt før eller lidt efter. Et samfund, hvor kvinder er frataget enhver rettighed. Et samfund hvor aldrende hvide mænd på magten får gennemtrumfet flere og flere uhyrlige love og regler, der udelukkende kommer dem selv til gavn. Det lyder lidt bekendt, ikke? The Handmaid's Tale er naturligvis dystopi og fiktion - men den er blevet en moderne klassiker, netop fordi den også er ægte. Atwood har kreeret en verden af mennesker, der tror på det, de gør og sågar kan forklare sig. Og det er når uhyrligheder begynder at lyde logiske, at vi skal stoppe op og tænke os rigtig godt om.

Tjenerindens fortælling som den hedder på dansk er en historie, man skal læse rigtig meget ind i. Der er lag på lag, der skal analyseres og overvejes for at få hele Offreds fortælling med. Hun er en upålidelig fortæller, der springer i tid, ser tilbage på sine oplevelser og genfortæller og digter. Den er på en og samme tid stille, næsten lydløs, i sin intethed - men den er også rasende, skrigende og sparkende. Den er et opgør og en advarsel.

Jeg var lidt for og imod den undervejs, men endte med en øjenåbner, jeg stadig grubler over og tænker på. Jeg kan kun anbefale enhver at læse den.


THE HANDMAID'S TALE
af Margaret Atwood
ISBN13: 9780525435006
336 sider / Oprindeligt udgivet i 1985

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017


Jeg har endnu ikke set TV-serien (skal lige tage mig sammen til et nyt HBO abonnement), men den er vist et must see. Specielt efter alle de EMMYs den vandt. Dog er jeg noget overrasket over diversiteten på rollelisten. Som jeg opfatter Offreds verden, er den racistisk. Alle andre religioner og hudfarver er blevet fjernet, og det absolutte sidste, de ville tillade var en sort handmaiden. Jeg faldt dog over en ret interessant artikel, der påtaler race-problematikken i både bog og tv-serie.

26/09/2017

Okker gokker af Matthew Arlidge

[ Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. ]

En pige dukker op fra skoven og er kun lige akkurat i live. Hendes historie er helt umulig at tro på, men den er sand, helt ned til hvert eneste frygtelige detalje.
 Nogle dage efter bliver endnu et undvegen offer fundet, og man begynder at kunne se et mønster. Ofre bliver bortført i par, indespærret og derefter udsat for et forfærdeligt valg: dræb, eller bliv dræbt. Vil du helst miste livet, eller miste forstanden?
 Kriminalassistent Helen Grace har konfronteret sine egne dæmoner på hendes vej til toppen. Da hun indleder efterforskningen for at finde dette usete monster, finder hun ud af, at det måske er de overlevende ofre, der som levende visitkort kan være nøglen til at opklare sagen.Og medmindre hun lykkes med det, vil flere uskyldige ofre dø.
Dilemmaet er hårrejsende - dræb eller bliv dræbt. Dø eller lev med skylden.

Okker gokker er Arlidges debutroman og den første i en længere serie (hidtil er der udgivet 7 på engelsk) om Helen Grace - en drevet kriminalassistent, der gennem mange år ikke har haft fokus på andet end sit arbejde - og er fløjtende god til det. Mens Helen er hovedpersonen og bogens primære omdrejningspunkt, så er hun langtfra den eneste synsvinkel. Vi kommer under huden på ofrene og oplever på nært hold de rædsler, de gennemgår, og de tanker de sidder tilbage med, bagefter. Vi kommer også med i hovedet på flere af Helens kollegaer, samt andre. Det betyder måske, man aldrig kommer helt så tæt på Helen, som jeg ville have foretrukket, men omvendt giver det uhyggen og spændingen at være med hvor det rent faktisk sker.

Okker gokker er en solid og uhyggelig krimi, men også lige en tand for rodet efter min smag. Helens personlige liv involveres i sagen, og vi skal derfor have hendes mørke fortid og dæmoner forklaret. Det er slet ikke, fordi det er dårligt - det er bare ikke voldsomt originalt, og jeg havde bare foretrukket en psykopatisk murder-by-proxy, der ikke nødvendigvis skulle afsløres gennem hovedpersonens liv. Der foregår i forvejen en helt masse i persongalleriet i bogen, hvor man virkelig føler der er kræset for deres detaljer og dybde, men Helen bliver måske lidt for meget i sin hardcore type.

Med det sagt så er jeg super spændt på næste bog i serien Pop goes the Weasel (originalt fra 2014, udkommer på dansk med titlen Bro bro brille), for der er bygget et solidt sæt af politifolk op, og nu skal de for alvor på arbejde og vise, hvad de dur til fremover. Jeg tror Helen Grace serien kan gå hen og vise sig at være en rigtig hæderlig krimiserie, hvor man undervejs lærer et fast hold af efterforskere at kende og holde af.

Totalt urelateret: Hvad ser du i det sorte grus? 


OKKER GOKKER
Helen Grace #1
af Matthew Arlidge
ISBN13: 9788776779009
352  sider / Udgivet den 9. august 2017
Original titel: Eeny Meeny [2014]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

21/09/2017

Dark matter af Blake Crouch

[ Bogen er hørt som lydbog på Mofibo -
det fysiske eksemplar er lånt på biblioteket ]

"Er du lykkelig i dit liv?".
Det er det sidste spørgsmål, Jason Dessen hører, inden han mister bevidstheden. Inden han vågner fastspændt, omringet af folk i sikkerhedsdragter. Inden en fremmed bøjer sig over ham og siger: "Velkommen tilbage". Jason er vågnet i en verden, han ikke kan genkende. Hans kone er ikke hans kone. Hans søn er aldrig blevet født. Og han er ikke længere fysiklærer, men et hyldet geni, der har opnået noget utroligt. Noget alle troede var umuligt. Er det denne verden eller den anden, som er en drøm? Hvor er hans familie? Det bliver begyndelsen på en forunderlig og forfærdelig rejse – én, der stiller ham ansigt til ansigt med de mørkeste sider af sig selv.

Jeg anede intet om Dark Matter da jeg gik i gang med den andet end at den er science fiction og skulle være virkelig god. Og det er den til fulde! Jeg havde dog ikke forventet så gevaldigt et mindfuck undervejs. Jeg kæmper lidt med at sætte ord på uden at spoile handlingen. Der er så mange fede ting at diskutere og gå i dybden med, men det skal man opleve undervejs i læsningen tror jeg. Men lad os bare sige, at der er en masse videnskab forklaret så selv jeg kan følge nogenlunde med. Det er en bog, der ud over et sygt spændende thriller plot, virkelig sætter en masse store teoretiske tanker i gang.

Vi følger i bogen Jason, der lever et dejligt liv. Han droppede muligheden for den helt store stjernespækkede forskerkarriere til fordel for det perfekte familieliv, men drømmer som alle mennesker om "hvad nu hvis...". Men så en skæbnesvanger aften bliver hans "hvad nu hvis" til grufuld virkelighed. Han bortføres, og alt bliver sort. Da han vågner igen, er han omgivet af mennesker, der hævder at kende ham - men de kender en anden version af ham. Eller gør de? Snart stilles der spørgsmål ved alt, Jason troede, han vidste og hvilken virkelighed, der er virkelig.

Et minus ved lydbogen for mig, var at jeg manglede mere tydelige NYT AFSNIT mærkater. Jeg måtte på et tidspunkt indstille læsningen helt, overbevist om at der manglede en stor luns af historien - at der var fejl i lydbogen, for der var et vildt underlig skifte i historien. Dette var inden, jeg havde fået biblioteksbogen hjem, så jeg måtte ty til mit netværk af bogbloggere og få én til at slå op i deres bog og be- eller afkræfte min formodning. Det viste sig dog, at der bare var et nyt afsnit, og ingen fejl i lydbogen.

Dark Matter får sine 4 stjerner fordi historien er super opfindsom og skrevet, så man virkelig kan se det for sig. Den satte både følelser og tanker i spil, og udfordrede virkelig mine tanker om eksistens og virkelighed. Den kæmper sig dog ikke op på 5 stjerner, for fusen går lidt af ballonen til sidst. Det er et klassisk problem - hvordan afslutter man noget storslået til alles tilfredshed?  Det var ganske godt, men jeg havde hellere set noget lidt mere eksplosivt til slut.


DARK MATTER
af Daniel Crouch
ISBN13: 9788702232615
391 sider / Udgivet den 16. juni 2017
Original titel: Dark Matter [2016]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

19/09/2017

Belgravia af Julian Fellowes

[ Bogen blev hørt som lydbog på Mofibo. ]

Den 15. juni 1815 om aftenen samles den engelske overklasses fornemste repræsentanter i Bruxelles til, hvad der senere skal gå over i verdenshistorien som et af de mest berygtede baller – hertuginden af Richmonds bal. Det er aftenen før Slaget ved Waterloo, og mange af ballets flotte unge mænd vil den følgende dag optræde på slagmarken.
For Sophia Trenchard, den unge, smukke datter af storhertugen af Wellingtons krigsleverandør, kommer denne aften til at forandre alt. Men det er først 25 år senere, da den opadstræbende Trenchard-familie flytter til Belgravia, Londons nybyggede rigmandskvarter, at aftenens virkelige eftervirkninger bliver mærkbare. For i denne nye verden, hvor aristokratiet må omgås med nyrige opkomlinge, er der dem, der ville foretrække, at fortidens hemmeligheder forbliver skjulte …
Jeg hørte oprindeligt Belgravia historien som lydbog via Mofibo - 1 om ugen, efterhånden som hvert kapitel blev frigivet (eller var jeg lidt bagud og hørte flere? Jeg kan snart ikke huske det.) Ligesom jeg skulle til at sætte mig ned og skrive en anmeldelse, blev jeg bedt om at være lektør på bogen til bibliotekerne, og eftersom jeg havde lovet mig selv ikke at anmelde bøger, jeg også er lektør på, måtte jeg pænt droppe anmeldelsen igen. Nu er der dog gået snart halvandet år og jeg vil nu altså gerne lige fortælle alle jer andre lidt om bogen her også :)

Forfatteren Fellowes er manden bag Downton Abbey-serien, og han har i Belgravia atter skrevet en fortælling om overklassen og tyendet. Den udfolder sig primært i 1840'ernes London, hvilket var en tid med store samfundsmæssige opbrud og sociale omvæltninger, hvor de gamle aristokratier måtte kæmpe om pladsen med de nyrige.

Bogens hovedfokus ligger hos to familier; De aristokratishe Bellasis'ere som bor i et nyligt opført palæ på Belgrave Square og de nyrige Trenchards som bor på den nærvedliggende men ikke helt så fine Eaton Square. Men trods den lille geografiske afstand er der uendeligt langt imellem de to familier. Førstnævntes formue er gået i arv gennem generationerne, og sidstnævnte har arbejdet hårdt for at opbygge deres egen formue. Begge sider har både fordomme og drømme om hinanden, men et skævt smil fra skæbnen gør, at de kommer til at have langt mere med hinanden at gøre end nogen oprindeligt havde forestillet sig. -- Men det er naturligvis ikke kun de rige og fornemme, der kan stå bag intriger og intrikate komplotter - deres tjenestestab har også en del at skulle have sagt og gjort!

Belgravia er perfekt til fans af storslåede historiske dramaer, kærlighedshistorier og slægtsromaner. Den er ikke nær så dybdegående og intens en oplevelse som Downton Abbey var, men gør det rigtig godt, og man er hooked fra side 1.

Det moderne Belgravia
Belgravia er et ganske ægte distrikt i Vest London og et af de dyrere. I hjertet af Belgravia ligger Belgrave Square - en klassisk grøn plads omgivet af smukke hvide bygninger. Jeg kunne ikke dy mig sidste september og var et smut forbi :) Her finder man i dag blandt andet ambassaderne for Tyrkiet, Bahrain, Serbien, Norge, Spanien, Finland, Tyskland, Østrig, Trinidad og Tobago, Ghana, Elfenbenskysten, Syrien og Argentina.


BELGRAVIA
Belgravia #1-11
af Julian Fellowes
Lydbøger  sammenlagt 12t 39m / Udgivet april-juni 2016
Original titel: Belgravia [2016]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

18/09/2017

DBBA 2017

Jeg kan ret stolt og beæret fortælle, at jeg for andet år i træk er nomineret til Plusbog's Danish Book Blog Awards.

❤ For at komme videre til næste runde har jeg brug for din stemme 


Vi er i alt 16 nominerede, og du kan se mere på DBBA siden, hvor du også kan afgive din stemme.
Afstemningen løber til den 13. oktober, hvor de fem, der har fået flest stemmer, går videre som finalister.







16/09/2017

Fødselsdagsgiveaway - VINDER


Giveawayen er nu lukket og vinderen er :

Tillykke Lene! 
Du har vundet Mig før dig og Det sidste brev fra din elsker af Jojo Moyes. Der er sendt en mail afsted til dig :) 

 Tak til alle deltagerne :) Kig forbi snart igen - der er flere bøger, der er klar til at få et nyt hjem.


14/09/2017

Ar fra mit glemte liv af Nicole Boyle Rødtnes

[ Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. ]

Lærke vågner efter en hjerneoperation uden minder – men med en krop fuld af ar og tatoveringer, som hun ikke ved, hvor stammer fra. Hendes eneste spor er den dagbog, hun skrev til sig selv inden operationen. I glimt kommer hun i tanke om Alexander, men alt om ham i dagbogen er streget ud. Kun en enkelt advarsel står tilbage: Hold dig væk!
Dette er en virkelig velskrevet og realistisk historie - lidt a la den sande barske virkelighed/kærlighed i fx Nordkraft og Dig og mig ved Daggry. Men hold fast hvor havde jeg lyst til at ryste hovedpersonen, Lærke. Hun er så nem at holde af, men hun tager nogle valg, jeg slet slet ikke kan forstå (eller rettere; bryder mig om) - og det sled på læseoplevelsen, at jeg hele tiden sad og var lidt gal på hende.

Vi følger Lærke, fra hun vågner efter en operation, der skulle fjerne en hjernesvulst. Nu har hun mistet hukommelsen, og kun hendes dagbog kan give hende ledetråde om, hvem hun var, og hvem hun holdt af. Desværre har hun ikke været helt så klar i sine skriverier, som hun kunne have ønsket, og hun når at rode sig ud i en masse ballade og misforståelser, før hun endelig forstår igen.

Det er som sagt en skildring af den barske slags. Vi får et indblik i Danmarks mindre priviligerede side. Lærke har fået en tvivlsom opvækst hos en mor, der knap nok kan tage vare på sig selv, og hun har måttet udvikle en hård skal og klare sig selv. Historien bærer derfor også præg af en ung kvinde, som fixer sine egne problemer, fremfor at bede andre om hjælp - og tager beslutninger, man som læser måske godt kan følge hende i, men ikke kan acceptere.

Ar fra mit glemte liv er tredje bog i Boyle Rødtnes' tematiske trilogi om kærlighed og identitet. Tidligere har hun skrevet Hul i hovedet (afasi/hjerneskade) og XY (kønsidentitet).


AR FRA MIT GLEMTE LIV
af Nicole Boyle Rødtnes
ISBN13: 9788771653472
254 sider / Udgivet den 1. august 2016

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

12/09/2017

Kunsten at være normal af Lisa Williamson

[ Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. ]

David Piper har altid stået udenfor. Hans forældre tror, han er bøsse. I skolen synes klassens konger, at han er en freak. Kun hans to bedste venner kender sandheden: David er i virkeligheden en pige.
På første skoledag på Leo Dentons nye skole har han et eneste mål: at være usynlig. Og at tiltrække sig klassens smukkeste piges opmærksomhed var helt klart ikke en del af planen. Da Leo tager Davids parti i en slåskamp, opstår et overraskende venskab, men der venter en masse rod lige om hjørnet – for på Eden Park School forbliver hemmeligheder ikke hemmelige ret længe.
Jeg er vild med hvordan ungdomslitteratur i dag sætter mere og mere fokus de store tunge emner. Jeg elsker at se flere og flere grandvoksne gå målrettet ned til børne/ungdomsafdelingen for at hente en god bog. Jeg er taknemmelig for at leve i en tid, hvor vi kan finde flere og flere forskellige liv repræsenteret i den brede anerkendte litteratur. Jeg er udmærket klar over, at jeg som hvid ciskønnet heteroseksuel kvinde aldrig vil have problemer med at finde en bog, jeg kan spejle mig i - og jeg elsker at flere og flere andre nu kan gøre det samme. Ikke alle bøger om homoseksuelle, transkønnede, "ikke-hvide", etc er lige gode -- men trods alt dukker der flere og flere op, og repræsentation er vigtig.

Kunsten at være normal er nok i højere grad en bog for den almene nysgerrige læser, fremfor direkte henvendt til transkønnede. Jeg tror, bogen hopper lidt for hurtigt over nogle problematikker, der nok vil fylde en hel del mere for de, der gennemgår det, men at det ville blive for tung en bog, hvis det skulle med her.

David er en herlig pige fanget i en drengs krop. Hun er stort set uofficielt anerkendt som bøsse i både familien og på skolen, men tør ikke rigtig tage skridtet videre og skifte bukserne ud med en nederdel. Og selvom hun er omgivet af en kærlig familie og gode venner, så er der også en ondsindet gruppe af mobbere, der i forvejen er efter hende. Leo er den mystiske nye dreng på skolen. Han kommer fra et mere råt nabolag, og der florerer en masse grumme historier om hans fortid. Men ingen kender ham - og hvis det står til ham, kommer ingen til det. Han skal bare have skolen overstået, så han kan komme videre. Men et tilfælde gør, at de to føres sammen, og et venskab blomstrer.

Noget bogen gør rigtig godt, er det at fortælle en fængende og dejlig historie i en let tone, der ikke dømmer nogen, men sætter fokus på hvad det vil sige at være transkønnet teenager i et verden, hvor stort set alle kæmper for at passe ind så godt som muligt. Den bliver måske lidt for let i og med, det næsten bliver for lykkeligt et eventyr - men jeg tænker, det er fint at give særligt de yngre læsere en rar og lidt Disney Channel-agtig indgang til emnet; de skal nok lære snart nok, at det desværre ikke er alle mennesker på jorden, der kan acceptere andres identitet og seksualitet. Der er ingen grund til at give dem den dystre grumme vinkel som det første. Jeg kunne dog godt tænke mig at der var lidt mere dybde i Davids venner og deres roller i historien, og det samme gælder Leos familie.

I den fysiske bog har de to hovedpersoner hver deres skrifttype i bogens kapitler, så man let kan holde dem adskilt - i ebogen fungerer den funktion desværre ikke, og her skulle man nogen gange lige holde tungen lige i munden for at identificere fortælleren, da de ellers godt kan  minde om hinanden i deres fortællestil.

Kunsten at være normal er en flot og rørende bog om kønsidentitet og venskab. Jeg har både tudet og leet, og mens bogen måske ikke har alle svarene, så sætter den kønsidentitet på dagsordenen og gør den forståelig for både de yngre og ældre læsere. Bogen blev udgivet i Danmark samtidig med Copenhagen Pride i august, og i forbindelse med udgivelsen samarbejdede Politikens Forlag med Amnesty International om at gøre opmærksom på emnet.


KUNSTEN AT VÆRE NORMAL
af Lisa Williamson
ISBN13: 9788740034110
405 sider / Udgivet den 9. august 2017
Original titel: The Art of Being Normal [2015]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

09/09/2017

Book Haul #40 - August


Hold da nu lige op. 22 bøger. Så er det boglige efterår skudt i gang! Forlagene har atter været utroligt generøse, og jeg svømmer rundt i bøger og ved næsten ikke hvor jeg skal starte 




CICERO har været noget så søde og sendt mig efterfølgeren til Snigmorderens lærling.
Kongelig snigmorder af Robin Hobb udkom den 7/9.

Gyldendal har forsynet mig med den længe ventede 3. bog i Red Queen serien.
Kongens lænker af Victoria Aveyard udkom den 5/9.

Flamingo har sendt mig en bog af en forfatter, jeg tit har kigget længe på, men aldrig har fået læst.
Løgneren af Nora Roberts udkom den 1/4.

Politikens forlag har sendt mig to spændende bøger i løbet af august.
Kunsten at være normal af Lisa Williamson udkom den 9/8, og anmeldelsen kommer på tirsdag.
Drømme på flugt af Elisabeth Laird udkom den 22/8.

Tellerup har også tyvstartet på september og sendt mig 3. bog af SPEKTRUM serien.
Ursiderne af Nanna Foss udkommer den 16/9.

Turbine har sendt mig en dansk og en finsk bog, jeg nok aldrig var stødt på af mig selv, men de lyder interessante :)
Det store glidefald af Peter H Fogtdal udkom den 1/9.
Udflugt med urne af Roope Lipasti udkom den 25/8.

Alvilda har suppleret mig med endnu en ungdomsbog.
Annes nye liv af Alyson Nöel udkom den 1/8-16.

LOVEBOOKS sendte en overraskelsesgave i form af denne blå fine bog.
Alias Alex af Jenn Bennett udkom den 8/9.

Jeg har også selv været ude at handle lidt - og her i blandt kunne jeg ikke holde mig tilbage da jeg fandt fem skønne genbrugsbøger af Milly Johnson. Her er Afternoon Tea at the Sunflower Café, Sunshine over Wildflower Cottage, It's Raining Men, The Queen of Wishful Thinking og The Teashop on the Corner.

I Spanien fortsatte jeg med min (nye) tradition - som alternativ souvenir køber jeg et eksemplar af Harry Potter og de Vises Sten, når jeg er på ferie :) Jeg har hidtil denne og en udgave på fransk. (Den fandtes desværre ikke på Swahili i Kenya).

På Kulturmødet i Mors fik jeg Den der råber lyver af Lea Korsgaard, som jeg glæder mig til endelig at kigge nærmere på.

Længeventet kom den endelig - 3. installation i Dunk and Egg serien, The Mystery Knight af George RR Martin, Ben Avery og Mike S Miller. Anmeldelsen kommer senere næste uge.

Sidst men ikke mindst har jeg købt efterfølgerne til A Court of Torns and Roses af Sarah J Maas :) A Court of Wings and Ruin og A Court of Mist and Fury.

Jeg har også haft fornøjelsen af 2 fysiske lektørbøger i denne omgang (jeg magter ikke at begynde også at vise e-bøgerne ;).
Drømmemestrene af Imbolo Mbue fra Hr. Ferdinand og Fordele og ulemper ved at huske af Val Emmich fra Politikens forlag.


Hvilken bog glæder du dig mest til at læse?

07/09/2017

Fødselsdagsgiveaway - LUKKET

Hip hurra, det' min fødselsdag. Det er i dag den dag jeg kom frem og sa': 

Vi skal sgu da ha' en giveaway!

Jeps, så blev jeg 29 år på en helt almindelig og sikkert ganske kedelig torsdag. Men enhver dag kan gøres lidt mere magisk og sjov med muligheden for at vinde et par lækre bøger!

❤ Du kan vinde to dejlige bøger - Mig før dig og Det sidste brev fra din elsker af Jojo Moyes. 
Jeg ELSKER disse to bøger af Moyes og vil derfor gerne dele dem med jer.

For at deltage skal du skrive en kommentar til indlægget her og husk for guds skyld at skrive din emailadresse, så jeg kan kontakte vinderen! Du skal desuden have dansk adresse for at deltage.

Du må hjertens gerne følge mig på facebook / instagram / twitter men det er intet krav.

 Jeg trækker en vinder blandt de deltagende allerede lørdag den 16. september! 



05/09/2017

Findes der en, findes der flere af Mhairi McFarlane

[ Bogen er vundet i en konkurrence hos Liveboox. ]

Hvad er det ENESTE du ikke må gøre til et bryllup?
Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen - jeg er vild med McFarlanes skrivestil, og den humor og kærlighed, man gang på gang finder i hendes bøger.

Findes der en, findes der flere starter med en uheldig flirt som kulminerer i, at hovedpersonen Edie udstilles som det værste af det værste: Kvinden som stjal en andens mand - PÅ DERES BRYLLUPSDAG! Men det var bare ikke helt det der skete - men som så mange før hende (i den virkelige verden), må Edie sande, at det er meget svært at bevise sin uskyld via de sociale medier, når først man er endt i en shitstorm, og nogen har malet en målskive på ens ryg.

En semi-forstående chef sender hende til hendes barndomsby Nottingham; til dels for at hun kan skjule sig til uvejret blæser over; til dels for at arbejde som ghostwriter på en kendt skuespillers biografi. Edie har stortset kun dårlige associationer med Nottingham og barndomshjemmet, så atter at bo under samme tag som hendes far og venganske/hysteriske/sure/alternative søster er en udfordring af dimensioner. Undervejs finder hun dog også lyspunkter i at være hjemme - såsom hendes bedste venner, hvis lige hun aldrig fik matchet i London. Skuespilleren Elliot Owen viser sig hurtigt at være noget af en mundfuld - men er han bare et arrogant røvhul, eller der stikker der mere bag? Er han måske endda et helt almindeligt menneske ligesom alle andre, når ingen kigger?

McFarlane har skrevet en skøn romantisk komedie med seriøse undertoner, og hun får gennemarbejdet både store og små følelser. Dele af bogen er ren vidunderlig afslapning med en vis graf for forudsigelig, men den slår også et par slag med hovedet en gang imellem og tager nogle ruter, man måske ikke havde set komme. Jeg anbefaler hende på det kraftigste til alle fans af chick lit generelt og naturligvis - Bridget Jones fans.


FINDES DER EN, FINDES DER FLERE
af Mhairi McFarlane
ISBN13: 9788771910872
431 sider / Udgivet den 1. marts 2017
Original titel: Who's that girl? [2015]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017