Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

19/09/2017

Belgravia af Julian Fellowes

[ Bogen blev hørt som lydbog på Mofibo. ]

Den 15. juni 1815 om aftenen samles den engelske overklasses fornemste repræsentanter i Bruxelles til, hvad der senere skal gå over i verdenshistorien som et af de mest berygtede baller – hertuginden af Richmonds bal. Det er aftenen før Slaget ved Waterloo, og mange af ballets flotte unge mænd vil den følgende dag optræde på slagmarken.
For Sophia Trenchard, den unge, smukke datter af storhertugen af Wellingtons krigsleverandør, kommer denne aften til at forandre alt. Men det er først 25 år senere, da den opadstræbende Trenchard-familie flytter til Belgravia, Londons nybyggede rigmandskvarter, at aftenens virkelige eftervirkninger bliver mærkbare. For i denne nye verden, hvor aristokratiet må omgås med nyrige opkomlinge, er der dem, der ville foretrække, at fortidens hemmeligheder forbliver skjulte …
Jeg hørte oprindeligt Belgravia historien som lydbog via Mofibo - 1 om ugen, efterhånden som hvert kapitel blev frigivet (eller var jeg lidt bagud og hørte flere? Jeg kan snart ikke huske det.) Ligesom jeg skulle til at sætte mig ned og skrive en anmeldelse, blev jeg bedt om at være lektør på bogen til bibliotekerne, og eftersom jeg havde lovet mig selv ikke at anmelde bøger, jeg også er lektør på, måtte jeg pænt droppe anmeldelsen igen. Nu er der dog gået snart halvandet år og jeg vil nu altså gerne lige fortælle alle jer andre lidt om bogen her også :)

Forfatteren Fellowes er manden bag Downton Abbey-serien, og han har i Belgravia atter skrevet en fortælling om overklassen og tyendet. Den udfolder sig primært i 1840'ernes London, hvilket var en tid med store samfundsmæssige opbrud og sociale omvæltninger, hvor de gamle aristokratier måtte kæmpe om pladsen med de nyrige.

Bogens hovedfokus ligger hos to familier; De aristokratishe Bellasis'ere som bor i et nyligt opført palæ på Belgrave Square og de nyrige Trenchards som bor på den nærvedliggende men ikke helt så fine Eaton Square. Men trods den lille geografiske afstand er der uendeligt langt imellem de to familier. Førstnævntes formue er gået i arv gennem generationerne, og sidstnævnte har arbejdet hårdt for at opbygge deres egen formue. Begge sider har både fordomme og drømme om hinanden, men et skævt smil fra skæbnen gør, at de kommer til at have langt mere med hinanden at gøre end nogen oprindeligt havde forestillet sig. -- Men det er naturligvis ikke kun de rige og fornemme, der kan stå bag intriger og intrikate komplotter - deres tjenestestab har også en del at skulle have sagt og gjort!

Belgravia er perfekt til fans af storslåede historiske dramaer, kærlighedshistorier og slægtsromaner. Den er ikke nær så dybdegående og intens en oplevelse som Downton Abbey var, men gør det rigtig godt, og man er hooked fra side 1.

Det moderne Belgravia
Belgravia er et ganske ægte distrikt i Vest London og et af de dyrere. I hjertet af Belgravia ligger Belgrave Square - en klassisk grøn plads omgivet af smukke hvide bygninger. Jeg kunne ikke dy mig sidste september og var et smut forbi :) Her finder man i dag blandt andet ambassaderne for Tyrkiet, Bahrain, Serbien, Norge, Spanien, Finland, Tyskland, Østrig, Trinidad og Tobago, Ghana, Elfenbenskysten, Syrien og Argentina.


BELGRAVIA
Belgravia #1-11
af Julian Fellowes
Lydbøger  sammenlagt 12t 39m / Udgivet april-juni 2016
Original titel: Belgravia [2016]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

No comments:

Post a Comment