Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

16/11/2017

Destination: India af Katy Colins

[ Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. ]

Alt skulle blive anderledes da Georgia Greene startede The Lonely Hearts Travel Club. Hun ville få en ny chance, et nyt liv. Men det var ikke helt så let at drive sin egen virksomhed, som hun havde forestillet sig. Og hvad skete der med den pige der kæmpede så hårdt for at genopbygge sig selv? Nu er Georgia på vej i et fly med Destination Indien, og hun er helt alene - igen. Men hun har allerede backpacket på egen hånd i Thailand, så hvad skulle kunne gå galt? Desuden er det måske det pulserende Indien, med sit Bollywood, sine smukke strande og det majestætiske Taj Mahal som vil hjælpe hende på benene igen?
Vi har tidligere fulgt Georgia på hendes katastrofale rejse i Thailand, og nu er det altså Indiens tur til at brillere. Georgia driver rejsebureauet The Lonely Hearts Travel Club sammen med Ben, men den romantiske gnist ligesom gået ud og nu er det bare stress stress stress. Da de så pludselig får elendige anmeldelser på deres Indien-tur og den lokale guide ikke er til at komme i kontakt med, beslutter Georgia sig for at gå undercover og booker sig ind på deres egen tur - og fra det sekund af går intet som planlagt.

Jeg er desværre ikke helt solgt på serien her. Jeg kan rigtig godt lide præmissen og er en sucker for rejseromaner - det er så spændende at opleve dele af verden på den måde og måske blive inspireret til egne rejse - men den krukkede humor bliver jeg bare aldrig rigtig fan af, og det gjorde læseoplevelsen lidt træg. Der er mange søde og sjove øjeblikke, men der er også de tåkrummende "åh for helvede" afsnit. Herudover er jeg på ingen måde imponeret over den meget forhastede slutning, der har plotholes på størrelse med månen - alt og alle smider tilsyneladende al fornuft og logik overbords, så Colins kan flette de røde tråde sammen. Jeg synes, det er enormt irriterende, at hun afrunder historien på den måde og føler mig næsten lidt snydt - det er simpelthen for lidt, hun gør ud af at løse problemerne.

Jeg har dog hørt meget positivt om bogen fra adskillige kollegaer, så muligvis er det bare mig, der en stivstikker, men sådan er vi jo så forskellige :) Det skal også lige siges, at trods mine hårde ord, er jeg stadig spændt på tredje bog om Chile; Georgia er bare en nem karakter at relatere til og følge i sine strabadser.


DESTINATION: INDIA
The Lonely Hearts Travel Club #2
af Katy Colins
ISBN13: 9788771910896
304 sider / Udgivet den 1. marts 2017
Original titel: Destination: India [2016]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

14/11/2017

Hva' så nu? af Geo

[ Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. ]

I 2012 blev Geo erklæret rask. Det var anden gang, han fik at vide, kræften var væk. Først var det testiklerne. Dernæst lungerne. Han går stadig til kontrol, og i denne bog fortæller han om, hvordan det har ændret ham at gennemgå et sygdomsforløb og kæmpe mod en potentielt dødelige sygdom.
Han er gået fra at være semi-træmand til semi-kvinde. Fra at ville gøre alt for sin datter til at tænke: men vil min kone og jeg gøre alt for hinanden. Og fra at være sådan set meget tilfreds med livet til at insistere på at være ovenud lykkelig.
Jeg vidste slet ikke, jeg havde savnet den her bog, før jeg pludselig så et facebook opslag, der gjorde mig opmærksom på dens snarlige udgivelse. Jeg læste for år tilbage Geos første biografi Ikk' for sjov og jeg både tudede og lo. Jeg har aldrig været stor fan af mandens komik, men hans kamp med kræft og de mange tanker, han gjorde sig - det var en fantastisk god bog.

Hva' så nu? er så netop et spørgsmål, han kan stille 5 år senere. Han er kræftfri, ja, men hans krop er for evigt mærket af kampen, og sindet bliver heller aldrig det samme. Hva' så nu? er en skøn bog, der  følger Geo og hans familie i de 5 år, der er gået siden han blev erklæret kræftfri, og det er en rutschebane af en tur. Der har været herlige opture og nedslående dybe huller. Det har været en hård og sej kamp, men livet har jo en finurlig måde at gå videre på.

Geo sætter i Hva' så nu? fokus på sygdommens følgevirkninger, og hans personlige livs udvikling, da han først blev erklæret rask - og måtte konstatere, at hans ægteskab ikke havde overlevet kemoen. Det er atter en rørende og indsigtsfuld læseoplevelse, og det er i høj grad en bog, der ikke kun henvender sig til folk, der selv er/har været alvorligt syge eller igennem en større krise, men lige så meget også til de pårørende -- og er vi efterhånden ikke snart alle pårørende til nogen, der har været udsat for særligt den lortesygdom?

Det eneste, der er lidt ærgerlig ved bogen her, at at en redaktør godt kunne have læst den igennem en sidste gang. Der er nogle lidt spøjse/fjollede opsætnings-/stavefejl undervejs, og når det er en så højt profileret udgivelse fra så stort et forlag ... det er bare ærgerligt, og jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til det.

Absolut anbefalesesværdig biografi til stort set enhver læser.


HVA' SÅ NU?
Erindringer om cancer #2
af Geo
ISBN13: 9788711690321
192 sider / Udgivet den 25. september 2017

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

09/11/2017

I was here af Gayle Forman

[ Bogen er købt online engang for længe siden. ]

Jeg læste I was here under readathonen, og dertil passede den rigtig godt. Det er en hurtiglæst bog, der er meget nem at fordybe sig i.

I bogen følger vi 18-årige Cody Reynolds i månederne efter hendes bedste ven Megs selvmord - en handling, Cody ikke havde set komme. Stort set hele byen er i chok, og mens hun har sit eget at kæmpe med, skal hun også hele tiden forholde sig til andres sorg - særligt Megs familie, der beder hende rejse til Seattle og pakke Megs ejendele sammen (fra hendes collegeværelse), da de ikke selv magter det.

Jeg har tidligere læst If I stay og Where she went af Forman, og ved førstnævnte kan jeg stadig huske, at jeg lå på et hotel i Grækenland og stortudede ned i min hovedpude klokken halv to, fordi jeg ikke kunne lægge den fra mig, og den bare var så god og rørende. Forventningerne var derfor naturligvis lidt høje, og jeg var skeptisk over starten af I was here, der næsten fumler sig i gang. Man ved ikke helt til at begynde med hvilken vinkel, bogen vil have på Meg's selvmord, og hvad Cody's rolle i historien egentlig er.

Det, bogen her gør rigtig godt i sidste ende, er den måde, den udforsker selvmord og de tanker og følelser, der ligger bag - men alt sammen set fra den efterladtes synspunkt. Vi får aldrig en grusom beretning, der detaljerer Megs død - vi får Cody, der forsøger at regne ud, hvorfor hun gjorde det og hvem, der muligvis havde en finger med i spillet. Samtidig er det også en bog om et venskab, der krakelerede,og hvordan Cody lærer mere og mere om veninden, som hun ellers troede, hun kendte så godt. Det er en bog, der sætter spørgsmålstegn ved, hvordan man forstår sit liv, kærlighed, døden og tilgivelse. Det er en bog, der snakker ærligt og åbent om et emne, som man så ofte fortier - men som et emne, som ville have så meget gavn af at blive hevet frem i lyset.

I was here blev udgivet på dansk i 2015 hos Gyldendal under titlen Jeg levede.


I WAS HERE
af Gayle Forman
ISBN13: 9781471124396
270 sider / Udgivet i 2015

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

07/11/2017

Den bøjede mønt af Jennifer Bell

[ Bogen er hørt som lydbog / lånt på biblioteket. ]

Dyk ned i en magisk verden under Londons gader, hvor intet helt er som det ser ud ...
Da Ivy og hendes storebror Seb finder deres bedstemors hus endevendt, kan de slet ikke forestille sig, hvad der venter dem. En svævende fjer har skrevet en ildevarslende besked på væggen, og snart er de to søskende viklet ind i et hæsblæsende eventyr dybt under Londons gader, i den mystiske by Lundinor, hvor almindelige ting har magiske kræfter. Men hvor der er store kræfter på spil, lurer der ofte ondskab, og nu må Ivy og Seb finde til bunds i en gammel familiehemmelighed – før det er for sent ...

Den bøjede mønt er en sød historie, men den overvældede mig ikke. Jeg følte aldrig, man rigtig lærer en eneste af personerne ordentligt at kende, og Ivy virker lidt for gammel til sine 11 år. Man får lige en kort fysisk beskrivelse af hende, og derefter er hun bare den barnlige udgave af Bruce Willis i Die Hard. Uanset hvad der smides imod hende, finder hun lynhurtigt på en løsning. Hendes storebror Seb fælder lige en tåre engang imellem, men ellers aner vi heller ikke hvem han egentlig er. -- og hvordan disse to unge er vokset op til at blive disse pseudo superhelte, der bare naturligt gør det rette og ikke en eneste gang stopper op og siger HVORFOR LIGE MIG? Jeg ville utroligt gerne bare tage det hele for givet, men jeg mangler det sgu. Historien har hele tiden super travlt, og der sker enormt meget i den. Den er underholdende og ret så magisk ualmindelig - men jeg synes det er lige voldsomt at proklamere den som den næste Harry Potter. Den har ikke nær så meget dybde, og hele dens verdensopbygning er noget mere tåget.

Nu vi er ved Harry Potter, så er det naturligvis svært ikke at drage en parallel eller to. Et To børn opdager, de er del af et magisk ualmindeligt undergrundssamfund, og alle voksne er så komplet blinde, at kun de kan redde verden mod det ondeste onde, der jagter en magisk ualmindelig genstand. (Hele det mærkværdige parallelsamfund kan selvfølgelig også sammenlignes med Neil Gaimans Neverwhere). Med det sagt, så føler jeg ikke der på nogen måde er tale om plagiat. HP er så kolossalt stort; alle kender det - så snart du vover dig ud i det mindste magi lignende, vil sammenligningerne komme strømmende. Og Bell gør det ualmindelige til noget ret fint og næsten unikt. Idéen med helt normale hverdags genstande, der har en magisk ualmindelig funktion er spændende - selvom jeg også her havde sat pris på lidt mere forklaring. Måske det uddybes bedre i næste bog?

Alt i alt en rigtig fin børnebog og spændende start på en serie. Jeg vil absolut anbefale den på biblioteket (og her) til læseglade børn, der var vilde med, ja fx Harry Potter, for den er fængende og selvom man ikke kender personerne helt så godt, så holder man af dem og hepper på dem. Jeg er sikker på, den vil få en del fans på Ivys alder.


DEN BØJEDE MØNT
De Ualmindelige #1
af Jennifer Bell
Oplæst af Grete Tulinius
ISBN13: 9788763855266
Lydbog, 7t 36m / Udgivet den 31. august 2017
Original titel: The Crooked Sixpence [2016]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

04/11/2017

Book haul #42 - Oktober

[ Indlægget indeholder en stor del anmeldereksemplarer. ]

Efterårets udgivelsesræs toppede i oktober, og 20 bøger er der kommet til siden sidste book haul. Fire har jeg selv købt, ni har forlagene sendt mig, og syv har jeg byttet mig til.
Jeg måtte naturligvis eje Dan Brown's nyeste bog Origin og Peter V Brett's The Core som afslutter hans Demon Cycle serie. Nysgerrighed har drevet mig til at købe Anna Farris' biografi Unqualified (hvorfor gik de fra hinanden???), og respekt fik mig til at købe et eksemplar af Chimamanda Ngozi Adichie's We should all be feminists.

Det nye CarlsenPuls har sendt mig et eksemplar af Sarah Engell's Valget og jeg skal lige have nogen til at fortælle mig om hun igen har skrevet om selfarm, før jeg tør kaste mig ud i den. Lovebooks har sendt mig den romantiske/erotiske Archers stemme, og Turbine har sendt mig en historisk roman om 2 piger der begge fødes i 1929 - Audrey og Anne, Hepburn og Frank. Hvordan de to kan hænge sammen, ved jeg ikke, men ideen er i hvert fald interessant!

Jentas har sendt to bøger til mig, Paul Cleave's nyeste om Theodore Tate, Øje for øje, og  Becky Masterman's anden krimi om FBI-agenten Brigid Quinn, Frygt mørket.

Forlaget Flamingo har sendt mig endnu en Nora Roberts roman, Besat, og okay jeg fatter pointen. Skal nok snart prøve at læse en! Gyldendal har sendt mig en vildt spændende udseende fantasyroman; Spellslinger af Sebastien De Castell, og Politikens forlag har sendt mig Cara Delevingnes debutroman Mirror mirror. Jeg skal ærligt indrømme, jeg ikke kan udstå hende i nogen af hendes filmroller, men er da spændt på, om hun kan skrive en god bog.

Sidst men ikke mindst har Gyldendal også sendt mig vidunderlige Outlander 3: Den rejsende af Diana Gabaldon. Den er ikke med i gruppebilledet øverst, for jeg havde helt glemt at få den med, da den lå på mit skrivebord (jeg er nemlig i gang med at læse i den :)

På efterårets bogbyttemarked i Aalborg, denne gang i KFUKs lokaler byttede jeg mig til 7 bøger. Heriblandt 5 chick lits: Jill Mansell's Nadia knows best, Jenny Colgan's Meet Me at the Cupcake Café og Christmas at Rosie Hopkins' Sweet Shop, Lauren Weisenbergers Alle var der og Lindsey Kelks I heart Vegas.

Herudover fandt jeg også biografien om Rin Tin Tin af Susan Orlean og den paranormale ungdomskrimi Slide af Jill Hathaway.

Og ja. Jeg ved det godt. Fleecen er syltet ind i kattehår. Jeg havde en drøm om at den fleece kun var til mig. Der gik ca halvanden time, så så den sådan ud xD Nu har jeg ligesom bare opgivet. Besøg ikke mig, hvis du er det mindste allergisk overfor katte.

02/11/2017

Kommende bøger - november 2017


Så er bølgen af efterårsudgivelser ved at tage af og hold da nu lige helt op, der har været mange! I november er jeg (heldigvis) nede på bare to udgivelser, jeg sådan virkelig glæder mig til (let's be honest, der er garanteret flere - jeg turde bare ikke kigge nærmere).


9. november - Colleen Hoover
Aftenen inden hun flytter fra Los Angeles til New York, møder 18-årige Fallon den jævnaldrende Ben, som drømmer om at blive forfatter. De forelsker sig ved første blik og tilbringer timerne inden flyrejsen sammen. Men hvordan kan lykken vare ved, når de om lidt befinder sig i hver deres ende af landet?

Udkommer hos Lindhardt og Ringhof den 9/11.




Apollons prøvelser #2: Den mørke profeti - Rick Riordan
Efter en rækkke farlige - og decideret ydmygende - prøvelser i Halvblodslejren må Apollon vove sig ud på en livsfarlig rejse tværs over USA. Heldigvis har han fået en flok venner, som kan træde til, hvor hans guddommelige evner svigter. Det bliver en hårrejsende tur fyldt med humor og haiku-digte.

Udkommer hos Carlsen den 20/11.


01/11/2017

Oktober 2017

Er det virkelig allerede november? What?

Der er sket meget i oktober, når jeg kigger tilbage på måneden, der er gået - men den er også gået vildt hurtigt. Der har været super travlt på arbejde; blandt andet med organiseringen af de mange efterårsaktiviteter - alt fra booktalks til læseklubber, arrangementer og undervisning.

Så sent som i går aftes droppede jeg alt, der hed Halloween/Allehelgensaften og stod i stedet sammen med en kollega foran 50 fremmødte og fortalte om en håndfuld gode læseoplevelser, vi varmt kunne anbefale dem (jeg skal nok vise mine valgte bøger frem lidt senere på ugen på instagram - har simpelthen endnu ikke haft tid til så meget som at tage et billede!)

På husfronten har det været lidt op ad bakke. Mit fyr skal kæmpe lidt hårdere for at varme alle værelserne op, nu hvor vejret er kølet, og det har været lidt en kamp at overbevise alle radiatorerne om at være samarbejdsvillige. Herudover fik  opvaskemaskinehistorien endelig en afslutning. Helt tilbage i slut-september bestilte jeg en ny opvaskemaskine, da den gamle gav op - og Skousen formåede at sende mig ikke én, men to! der var i stykker. Tredje gang var dog lykkens gang og jeg ved ikke, om det var montøren eller mig, der var mest glad, da den endelig virkede! Når jeg kigger tilbage på det nu, er det en sjov anekdote, men mens jeg stod i det ... jeg har siddet en del gange på køkkengulvet og stortudet.

Jeg var også lige ved at tabe sutten, da jeg kom hjem til en kat, hvis ene pupil havde trukket sig sammen til en smal streg. Google spåede alt fra blodprop til virus, så afsted til dyrlægen. Nu, én uge senere og 1000 kr fattigere, har katten det godt, og øjet er fint igen (næsten, vi ved ikke rigtig hvad det skyldes, og hun kan potentielt med tiden miste synet i det, men som indekat klarer hun den).

Men nu er alt altså godt :) Eller. Altså, i går på vej hjem fra booktalken, døde min bil og jeg skulle ha' fat i autohjælp for at komme videre - men det viste sig bare at være en løs forbindelse! Men aaaaaarrrrrghhhh!!!

Arbejde og alskens ulykker aside, så har der også været tid til veninderne. Jeg har haft mine skønne veninder fra gymnasietiden til aftensmad/forsinket fødselsdag, og jeg har været i biografen og set på skønne Thor <3 Filmen var slet slet ikke som forventet, og jeg ELSKEDE den. Fantastisk sjov!

Sidst men ikke mindst var det naturligvis også readathon tid i weekenden i uge 42, og jeg fik læst en dejlig masse. Jeg måtte dog efterølgende indse, jeg hverken havde tid, lyst, energi eller overskud til at gøre så frygtelig meget mere ved det, så jeg fik aldrig lavet en ordentlig opsamling eller kom så vidt omkring i bloggerland. Men forhåbentlig kan min kommende ferie give mig lidt energi - men mere om det i min opsamling for november :)


I oktober blev jeg færdig med 15 bøger.
- blandt disse var der 4 lydbøger og 1 børnebog samt to ganske korte bøger. 4 var på engelsk.


Længste bog: Løftet - 462 sider
Længste lydbog: Kongelig snigmorder - 32t 51m
Korteste bog: We should all be feminists - 52 sider
Korteste lydbog: Den bøjede mønt - 7t 36m

Bedste oplevelse:
Heksen var virkelig godt skrevet, og trods den gabte over enormt meget, fungerede dens plot rigtig godt.

Største skuffelse:
Jeg er stadig ikke kommet mig over Det dybe vand. Nøj for en fuser.

I bagvendt læserækkefølge:
Heksen - Camilla Läckberg **
Destination: Indien - Katy Colins [anmeldereksemplar]
I får ikke mit had - Antoine Leiris ***
We should all be feminists - Chimamanda Ngozi Adichie ***
Løftet - Martin Davidsen [lektørbog]
Hva' så nu? - Geo [anmeldereksemplar]
I was here - Gayle Forman
Seeking her - Cora Carmack
Goth Girl and the Wuthering Fright - Chris Riddell ***
Den bøjede mønt - Jennifer Bell **
Drømme på flugt - Elizabeth Laird [anmeldereksemplar] **
Leona: Med alle lovlige midler - Jenny Rogneby [lektørbog]
Kongelig snigmorder - Robin Hobb [anmeldereksemplar] **
Det dybe vand - Paula Hawkins
Den dag, der forandrede alt - Laura Tait & Jimmy Rice [lektørbog]


* Læst/hørt på engelsk
** Lydbog
*** Lånt på biblioteket