Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

07/12/2017

Alias Alex af Jenn Bennett

[ Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. ]

Alias Alex er den type sommersød historie, der bare er vidunderlig let at fortabe sig selv i, og det er ikke for ingenting, at den bliver sammenlignet med den gamle klassiker "You've got mail" med Tom Hanks og Meg Ryan (fra 1998, jeg føler mig oldgammel).

Bailey "Mink" Rydell, har gennem en længere tid chattet med Alex online, og de er begge to filmnørder. De har aldrig mødtes, og Bailey holder fast på at holde sin ægte identitet hemmelig og sørger for ikke at give informationer fra sig, der potentielt kan gøre at nogen kan finde hende - hvorfor hun er så hemmelighedsfuld, finder man ud af senere. Men Bailey ved at Alex bor i en by i Californien, og da hun en sommer flytter dertil for at bo hos sin far, holder hun også dette hemmeligt. Hun vil nemlig forsøge at finde Alex først og se ham an, inden hun afslører sig selv - i tilfælde af at han skulle vise sig at være helt frygtelig i virkeligheden.

Men at finde en, man kun kender fra internettet, viser sig at være sværere en som så, og da Barileys vildt irriterende, men også forvirrende søde kollega Porter begynder at fylde mere og mere i hendes liv, bliver hun også helt i tvivl, om hun overhovedet vil mødes med Alex.

Men som med "You've got mail" er valget både enklere og mere kompliceret, end hun nogensinde havde kunnet forestille sig. For tilfældighedens gud har spillet dem begge et pus, og Porter er Alex.

Alias Alex er super sød og en rigtig lækker YA kærlighedsbog - og én af den slags, som rent faktisk formår et nogenlunde realistisk (omend ret heldigt) kærlighedsforhold uden for megen unødig dramatik. Herudover er den ikke udelukkende candyloss og lyserøde drømme, der er er også nogle mere seriøse og dystre emner indover, hvilket giver den lidt mere tyngde. Bailey har en skøn farverig personlighed med hang til vintagetøj og gamle film, og Porter er de fleste pigers teenagedrøm - lækker, sjov og lidt mystisk - men også intelligent og karismatisk.

Alt i alt en dejlig bog, jeg varmt kan anbefale til romantikerne.


ALIAS ALEX
af Jenn Bennett
ISBN13: 9788711565735
366 sider / Udgivet den 8. september 2017
Original titel: Alex, Approximately [2017]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2017

No comments:

Post a Comment