Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

03/01/2018

- 2017 -

2017. Året hvor lort med lort på, fake news og Donald Trump desværre har domineret overskrifterne. Så meget død, ødelæggelse, overgreb og frygtelighed. Men også en masse godt - det skjuler sig bare tit, og man skal kigge ekstra godt efter for at spotte det nogle gange.

Lad mig fortælle lidt om alt det gode i mit 2017:

I marts var jeg på Krimimessen - lørdag var jeg bare på smuttur, da forlaget Jentas havde indbudt en håndfuld bloggere til samtale med Tess Gerritsen (hun er fantastisk!), og søndag havde jeg min mor med, der aldrig havde set fængslet før. Det var en succes :)

I maj overtog jeg mit hus, som jeg underskrev købsaftalen på i januar. Herefter gik en stor del af sommeren på at indrette og gøre fint - og lære at være haveejer. Shit, der er meget, der skal laves! Men trods udfordringer og frustrationer har det alt i alt været en rigtig dejlig oplevelse, og jeg er super glad for mit lille hjem :)

I august var jeg med mine forældre en uge i Spanien, hvor vi boede hos en af mine fars kollegaer i hendes lejlighed i Cartagena. Jeg havde aldrig været i Spanien før, og der var lækkert, varmt og der var masser at se på - og så var det ekstra fedt at være langt fra turistområderne og i stedet opleve spaniernes Spanien.

November bød på en frygtelig masse arbejde lige inden det var tide at flyve - turen gik til Kenya for allersidste gang. To ugers safari og badeferie ventede forude, mens min mor og jeg hjalp min far med at sige farvel til de mange gode venner og kollegaer, han har fået gennem årene. Han er nu pensioneret fra forsvaret og hjemme igen, og det bliver skønt at kunne se ham noget oftere - selvom det sikkert kun er et spørgsmål om tid, før nogle andre hyrer ham og sender ham ud igen - han kan alt for meget til bare at tulre rundt herhjemme.

Det går rigtig godt på arbejdet; jeg kan slet ikke forstå, det allerede er næsten halvandet år siden, jeg blev fastansat. Men det har vist sig at være drømmejobbet med masser af muligheder, skønne kollegaer og frie tøjler til at kaste mig ud i en masse projekter og arbejdsopgaver - hovedsageligt med fokus på litteraturformidling på alle mulige platforme. Og hvad mere kan en bogelsker egentligt ønske sig?

Bogligt har det også været et rigtig fint år - jeg har læst en masse gode bøger, jeg deltog i begge halvårlige readathons, var et smut forbi Bogbyttemarkedet i Aalborg, og blev atter nomineret til Plusbog's Danish Book Blog Award - selvom jeg ikke vandt, skal lyde et stort tak til enhver, der stemte på mig :)

Bloggen her er stadig mit frirum og favorithobby, og hver kommentar (eller like) jeg får, varmer. Tak fordi du læser med. Jeg håber, vi alle får et dejligt 2018.



179 bøger læst i 2017 (heraf 55 lydbøger)
Til sammenligning læste jeg i 2016 alt i alt 200 bøger, hvoraf de 69 var lydbøger.



4 fik 1 stjerne ~ 18 fik 2 stjerner ~ 47 fik 3 stjerner ~ 71 fik 4 stjerner ~ 38 fik 5 stjerner
(1 fik ingen stjerner, da jeg ikke havde det godt med at bedømme en enkemands essay [i får ikke mit had])

Det betyder altså, at godt 61% af alle bøgerne fik 4 stjerner eller mere, mens kun 12% fik 2 stjerner eller mindre - et ganske godt læseår hvis jeg selv skal sige det :) Som sidste år skal jeg naturligvis dog også påpege, at jeg overvejende læser bøger inden for genrer, jeg foretrækker og ikke er bleg for at droppe en bog igen, hvis den ikke fanger mig. Derfor peger statistikken naturligvis i en positiv retning. Livet er for kort til dårlige læseoplevelser.

Således fordelte bøgerne sig i løbet af årets 12 måneder:
  • Januar - 16 bøger (heraf 5 lydbøger)
  • Februar - 10 bøger (heraf 4 lydbøger)
  • Marts - 12 bøger (heraf 4 lydbøger)
  • April - 24 bøger (heraf 5 lydbøger)
  • Maj - 11 bøger (heraf 5 lydbøger)
  • Juni - 25 bøger (heraf 6 lydbøger)
  • Juli - 17 bøger (heraf 5 lydbøger)
  • August - 16 bøger (heraf 6 lydbøger)
  • September - 10 bøger (heraf 3 lydbøger)
  • Oktober - 15 bøger (heraf 4 lydbøger)
  • November - 10 bøger (heraf 3 lydbøger)
  • December - 12 bøger (heraf 5 lydbøger)

Et lille udpluk af mine favoritbøger i 2017 er:

Elantris - Alias Alex - Kongelig Snigmorder - Walking Back to Happiness - Kunsten at være normal - Findes der en, findes der flere - The Teashop on the Corner - Den evige brudepige - A Summer Fling - Wonder Woman: The Hiketeia - Morning Star - I Was Here - En uskyldig løgn - We Should All Be Feminists - Nimona - Dobbeltgængeren - Bridget Jones' Baby - Kemikeren - Læseren i morgentoget - A Spring Affair - Ritmatikeren - Kongens lænker - The Hate U Give - An African Love Story: Love, Life and Elephants - Skrøbelige skønhed - Hvor taler du flot dansk! - Sværd af glas - A Court of Mist and Fury - Den rejsende - Græd blot hjerte - Bro bro brille - Fordele og ulemper ved at huske - Måske en dag - Drømmemestrene - Det er ikke mig, det er dig -  Dark Matter - Sejlvæveren - Guldægget - Papmachéreglen - Vanvittig skyldig - The Kingmaker's Daughter - Heksen - Mr. Mercedes - Papa - Mind the Gap - The Handmaid's Tale - Bag lukkede døre - Invasionen af Tearling - Ønskemageren - De Syv Søstre - The Hidden Oracle

1 comment:

  1. Hyggeligt at læse om dit år, som lyder til at have været begivenhedsrigt :)

    ReplyDelete