Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

02/01/2018

December 2017

Åh december. Den nærmest sagnomspundne måned, der altid ender med ikke at være helt så magisk som forventet - forventningens glæde ved julen har støt fortaget sig de senere år, og selvom det stadig har sine hyggelige stunder, er der godt nok også meget, der efterhånden bare skal overståes. Herudover gjorde novembers ferie i Kenya med sine palmer og 30+ grader, at jeg bare slet ikke kunne få ind i hovedet, at det rent faktisk var juletid.

Men december har da budt på dejlige oplevelser. Der har været sammenkomst med veninderne, biograftur med mor (Victoria & Abdul), julefrokost med arbejdet og med vennerne - og far er gået på pension fra forsvaret og vendt tilbage fra Kenya. Juledagene bød på en overflod af mad, gode gaver (en græstrimmer, yay!) og jeg fik introduceret familien til spillet "Det Dårlige Selskab" som vist går hen og bliver et fast bekendtskab for os fra nu af. Fantastisk sjovt. Jeg kom også lige et par gange i biografen i juledagene - Star Wars: The Last Jedi så jeg alene, og Jumanji sammen med bedsteveninden. Nytåret foregik pr tradition hos sidstnævnte, hvis forlovede er fyrværker, og som hvert år giver os (og resten af byen) et helt overvældende storslået show.


I december blev jeg færdig med 12 bøger.
- blandt disse var der 5 lydbøger. Ingen var på engelsk i denne omgang.


Længste bog: Ursiderne - 547 sider
Længste lydbog: Spellslinger - 12t 8m
Korteste bog: Ego - 60 sider
Korteste lydbog: Papmaché-reglen - 2t 56m

Bedste oplevelse:
Havets magi var en tilfredsstillende afslutning på serien, og Papmaché-reglen var hylende morsom.

Største skuffelse:
Ingen egentlige skuffelser i denne omgang - jeg ville bare ønske En meget fjern kyst var meget længere - men det var jo fordi den var god!

I bagvendt læserækkefølge:
Bro bro brille - Matthew Arlidge [anmeldereksemplar] **
Skindød - Tess Gerristen [anmeldereksemplar]
Havets magi - Jennifer Donnelly [anmeldereksemplar] **
Løb - Robert Reed [lektørbog]
Papmaché-reglen - Hella Joof **
Julebestiariet - Benni Bødker & John Kenn Mortensen ***
En meget fjern kyst - Jenny Colgan ***
Spellslinger - Sebastien de Castell [anmeldereksemplar] **
Ursiderne - Nanna Foss [anmeldereksemplar]
Ego - Nicolai Hvidberg Jørgensen [lektørbog]
To små piger - Lotte og Søren Hammer **
Mænd uden ansigt - Frits Bredal [lektørbog]

* Læst/hørt på engelsk
** Lydbog / Mofibo
*** Lånt på biblioteket


No comments:

Post a Comment