Velkommen

På bloggen her kan du finde anmeldelser af alt fra fantasy, science fiction, kærlighed, chicklit, YA og NA til historiske romaner, krimier, spændingsbøger, og hvad jeg ellers lige falder over, der ser spændende ud. Herudover er der bl.a. Book Hauls og Kommende Udgivelser, samt Månedlige Opsummeringer. Occasional posts/reviews in English.
~ Iben
Bibliotekar, bogblogger & boganmelder

13/02/2018

Manden der søgte sin skygge af David Lagercrantz

[ Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. ]

Anmeldelsen her er spoilerfri i forhold til de tidligere udgivelser i Millenium-serien

Lisbeth Salander afsoner en kortere straf i kvindefængslet Flodberga. Hun gør alt for at holde sig fri af konflikterne mellem fangerne, men det varer ikke længe, før Benito, fangernes uformelle leder, udfordrer hende, især da Lisbeth forsvarer en ung kvinde fra Bangladesh, som dagligt bliver mishandlet i sin celle.
Lisbeth får besøg i fængslet af Holger Palmgren, som har fået fat i dokumenter, der kaster nyt lys over myndighedernes overgreb på hende som barn. Hun beder Mikael Blomkvist om hjælp til nogle undersøgelser, og sporene leder dem til Leo Mannheimer, partner i Alfred Ögrens kapitalfond.
Hvordan hænger en velbeslået finansmands baggrund sammen med Lisbeths? Og hvordan skal Lisbeth håndtere de stadig voldsommere trusler fra Benito og hendes bande?
Suk. Her slutter mit Salander eventyr. Bogen her er femte i Millenium-serien og den anden, der er skrevet af David Lagercrantz efter Stieg Larssons død. Bog 1-3 var en krimiserie af bedste kaliber med et spændende og velgennemtænkt plot. Bog 4, Det der ikke slår os ihjel, var en actionthriller der genbrugte de samme personer, men havde sine problemer med et plot, der bare ikke kunne leve op til de første tre. Manden der søgte sin skygge er bare slet og ret en skuffelse.

Sjældent er jeg stødt på en bog, der er så klodset skrevet. Personerne føles som karikaturer af dem selv, og det er som om Lagercrantz har most en historie ned over dem, der bare slet ikke hænger sammen med noget tidligere. Jeg har intet imod at en ny forfatter har overtaget efter Larsson, men det kræver jo, at der rent faktisk er en historie at fortælle.

Ting, der fungerede:
  • ... nope, jeg har ingen eksempler.

Ting, der virkelig ikke gjorde:
  • Sidst vi så Holger Palmgren var han på et komfortabelt plejehjem - hvorfor ligger han nu alene i en lejlighed med hjemmehjælpen fra helvede?
  • Michael Blomkvist er ved at udvikle sig til 007-type, som kvinder bare slet ikke kan holde fingrene fra - der er et par scener i bogen, hvor jeg sad og følte de måtte være skrevet af en liderlig 12-årig frem for en voksen alvorlig forfatter.
  • Lisbeths muthed - det gør hende ikke sej, at hun ikke snakker. Hvordan skal man forholde sig til eller synes om en person, der bare stirrer tomt ud i luften halvdelen af tiden? Giv i det mindste læseren en indsigt i hvad der foregår i hendes hoved.
  • Show, don't tell - et klassisk forfatter-mantra, som Lagercrantz vist desværre ikke kender. Alt for tit får vi et par opsummerende paragraffer om en helt masse der er sket - men uden den mindste indlevelse eller interesse.

Manden der søgte sin skygge er for mig en dårligt skrevet rodet middelmådig krimi, der havde fungeret uden at Larssons karakterer blev blandet ind i det. Lisbeth, Mikael, Malin, Holger og Annika er stort set ikke andet end biroller eller endnu værre - name droppings, og de kunne alle have været udskiftet med enhver anden generisk fiktiv person til at repræsentere deres del i historien. Sammenkoblingen til Lisbeths fortid er søgt, og for én der skal forestille at være centralt omdrejningspunkt, er hun stort set ikke med i bogen - og når hun endelig er der, er hun bare helt forkert. En karikatur.

Det var en krig at komme igennem bogen, for den fangede mig aldrig, og jeg var bare så uimponeret over alt fra plottet til skrivestilen. Jeg endte med at måtte ty til en lydbog de sidste ca 20% for at tvinge mig igennem den, og det cementererede yderligere hvor hakket et flow, der er i bogen.

Et kæmpe øv og et minimum af stjerner.


MANDEN DER SØGTE SIN SKYGGE
Millennium #5
af David Lagercrantz
ISBN13: 9788771468144
366 sider / Udgivet den 7. september 2017
Original titel: Mannen som sökte sin skugga [2017]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2018

No comments:

Post a Comment