En lille god gerning af Lucy Dillon

[ Bogen er købt online / hørt som lydbog. ]

Libby og hendes mand Jason er flyttet tilbage til hans hjemby at forvandle familiens Bed and Breakfast til et moderne og trendy hotel. De har lagt London bag sig – og med det alle minder på godt og ondt. En dag, hvor Libby er ude at gå tur, finder hun en bevidstløs og såret kvinde. Det viser sig, at kvinden har mistet sin hukommelse; hun ved ikke, hvorfra hun kommer, hvor hun var på vej hen, og værst af alt synes ingen at savne hende ... Da Libby tilbyder at tage sig af hende, sætter denne lille handling af venlighed en kæde af begivenheder i gang, der kommer til at ændre mange menneskers liv.

Endnu en dejlig historie fra Lucy Dillon, hvoraf jeg tidligere har læst Ensomme hjerter og herreløse hunde, Mine 100 ting og Walking back to happiness. Med Dillon ved jeg nu stort set, at jeg er garanteret en sød lidt pastelfarvet historie med varme og mindst én hund - helst flere.

I bogen her følger vi Libby, der sammen med sin mand Jason, har forladt deres fancy liv i London for en mere landlig livstil og at overtage Jasons families gamle hotel. Vi lærer snart at der er lidt knas mellem ægteparret, men Libby er stålsat på at få det hele til at fungere. Så på trods af forfaldenhed, dyre renovationer og en overbærende svigermor, der forguder sin yngste søn, klør hun på.

Bogens anden hovedperson er - ja navnet vil jeg ikke spoile - en jævnaldrende kvinde som er blevet kørt ned og har mistet hukommelsen, og Libby tager hende til sig og forsøger at hjælpe med at finde hendes fortid og nutid. De får et nært venskab, der fylder bogen med en varm glød.

En lille god gerning er en skøn skøn bog - men jeg fik næsten også ondt i maven af den et par gange. Det står lynhurtigt klart, at Libbys uholdbare situation med Jason og deres økonomi kommer til at skabe noget ravage, og man har bare sådan lyst til at række ind i bogen og ruske personerne og tale dem til fornuft. Men i sand Lucy Dillon stil er der naturligvis en god afslutning på det hele - men åh, der føltes bare langt hen til den nogle gange!

Vores ukendte kvindes historie viser sig sideløbende med hotellets renovation, og det står snart klart, at hun også har noget at kæmpe med. Igen er der er en snert af ondt i maven over hendes situation, men med hende, havde jeg dog også mere en følelse af, at hun nok skulle få sagt fra.

Alt i alt en lækker bog med en dejlig historie, der varmt kan anbefales til Dillon fans og læsere der søger mod chicklit/kærlighed/venskab/hygge.

Bogen blev udgivet på dansk hos Bazar i 2017, og jeg lyttede til den danske lydbog.


EN LILLE GOD GERNING
af Lucy Dillon
ISBN13: 9788771896657
Lydbog, 13t 24m / Udgivet den 19. juli 2017
Original titel: One Small Act of Kindness [2015]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2018

Kommentarer