Krimimessen 2018

Søndag var jeg til krimimesse i Horsens, og det var som altid en hyggelig oplevelse. Det gamle fængsel giver den perfekte stemning, og messen er vokset sig stor og velsammensat. Programmet er spækket med danske og udenlandske forfattere - alt fra små fisk til superstjerner inden for krimigenren - og i alle hjørner af messerummet finder du fans og bogbegærlige krimilæsere. Det er skønt!

Jeg havde i år begge mine forældre med. Min mor var også med sidste år, og denne gang kunne min far så også komme i fængsel. Min mor brækkede desværre en tå forleden, så hun humpede rundt med en krykke, og det (og kulden) betød en lidt kortere krimitur end normalt. Men vi fik set en masse bogstande, hilst på forfattere og forlag og ikke mindst købt en hel del med hjem ^_^

Forlaget Lindhardt og Ringhof var så søde at invitere mig til eksklusivt bloggerbrunch/snak med Lone Theils, der netop har udgivet Heksedrengen og i den forbindelse forsynede de mig også med en billet til krimimessen søndag samt en goodiebag med nogle lækre bøger. Et stort tak til dem 

Forlaget Jentas var så venlige at give mig et par anmeldereksemplarer med hjem, så nu kan jeg rigtig glæde mig til at gå i gang med nyeste Lee Child (Hårdt prøvet) og Matthew Arlidge (Dukkehuset)! De fortalte i øvrigt også, at næste Tess Gerritsen bog lander til maj :)

Sidst men ikke mindst, sendte forlaget Gad mig også afsted med et anmeldereksemplar, nemlig Pigen under jorden af Elly Griffiths, som jeg glæder mig rigtig meget til at læse.

Jeg kan på ingen måder slå mine forældres indkøb, men hvad jeg endte med at slæbe hjem, kan du se på nederste billede.

Var du på krimimessen lørdag eller søndag? Hvad var din favoritoplevelse?



Kommentarer