Perfekt af Cecelia Ahern

[ Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. ]

Celestine North lever i et samfund, der kræver perfektion. Efter at være blevet mærket som FLOSSET af den moralske domstol, har Celestine mistet sin frihed. Dommer Crevan har erklæret hende til at være samfundets største trussel, og hun lever nu under jorden, konstant på flugt fra myndighederne. Med sig har hun den indadvendte, men stærkt attraktive Carrick, det eneste menneske hun kan stole på – og sammen har de en plan, der kan få hele det PERFEKTE samfund til at smuldre. Dommer Crevan har overtaget, og tiden er ved at løbe ud for Celestine, der er nødt til at træffe en livsfarlig beslutning : Skal hun redde sig selv eller sætte livet på spil for at redde alle de andre FLOSSEDE? Og vigtigst af alt: Kan hun bevise, at man ikke skal være fejlfri for at være et menneske?

Perfekt er fortsættelsen til Flosset, en dystopisk ungdomsroman om et samfund, der straffer folk for amoralske beslutninger og handlinger ved at brændemærke dem og smide dem ud af samfundet.

Hvor første bog er en hvirvelvind af spændende verdensbygning og et fokus på medmenneskelighed, så er efterfølgeren her noget mere naivistisk i sin tilgang. Ahern balancerer historien og samfundsopbygningen på en knivsæg, og det fungerer ikke altid lige godt. Jeg ved ikke, om Ahern var bange for at det ville blive for tungt og dystert, men Celestine kommer lidt let henover visse forhindringer, og særligt "opbakningen fra folket" gav anledning til lidt rullen med øjnene. Og den evindelige henvisning til hendes brændemærker. Jeps, vi har fattet det. De er der. Også det forbudte. Nu har du sagt det nok gange.

Alt i alt ikke en bog, der fangede mig nær så meget som den første, og heller ikke en, der er nær så skarp i dens fortælling. I første bog bliver der gjort en uret mod Celestine. I bogen her, er hun nærmest blevet til en anden Katniss og skal nu være det flossede folks fortaler og leder. Der er helt klart nogle fine argumenter og underliggende bevæggrunde, der sætter spot på hvordan vi som mennesker behandler hinanden, og hvordan man kan sige fra uden at myrde og slås, samt acceptere vores fejl og mangler. Men vi er i dag så godt forvænte med høj-kvalitets dystopier om lignende emner, så jeg kan ikke lade være med at studse over bøger som disse, der ikke helt får kørt linen ud, men i stedet har en del belejligheder og en heltinde, der stort set bare er tilstede og omgivet at hjælpere, men ikke selv præsterer det helt store. -- Men med det sagt, stadig en fin og fyldestgørende afslutning på Celestines historie.


PERFEKT
Flawed #2
af Cecelia Ahern
ISBN13: 9788740034103
355 sider / Udgivet den 29. januar 2018
Original titel: Perfect [2017]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2018

Kommentarer