5 gode bøger til hængekøjen


Hen over sommeren vil jeg hver anden lørdag anbefale 5 gode bøger til sommerlæsningen, og således præsenterer jeg i dag 5 gode bøger, der er velegnet at have med i hængekøjen. Det er tænksomme og spændende bøger af høj kvalitet, og der burde være lidt for enhver smag.


Nathold af Michael Connelly
-- Spændende krimi i samme univers som Connelly's kendte Harry Bosch karakter, men med en ny hovedperson - kriminalassistent Renée Ballard. Der er konstant gang i plottet og vi kommer omkring i Los Angeles på jagt efter både en morder og en kynisk overfaldsmand.


Fordele og ulemper ved at huske af Val Emmich
-- Gavin har mistet sin kæreste Sydney, og han flygter fra det hele og besøger sin gamle kammerat i New Jersey. Her finder han vennens 10-årige datter Joan, som har en særlig form for fotografisk hukommelse som gør, hun kan huske hver en detalje om alt, hun nogensinde har oplevet, og hun kendte Sydney. Det er en smuk og rørende beretning om at miste og mindes undervejs illustreret med Joans tegninger af begivenhederne.


Uovervindelig sommer af Alice Adams
-- En interessant historie, der fortælles i strategiske glimt af hovedpersonernes somre op igennem årene fra slut-90'erne, hvor de forlader universitet og frem til ca nutiden, hvor de er blevet voksne og har hver deres karriere eller mangel på samme. Skrivestilen er undervejs lidt langtrukken og dvæler måske lidt for meget hist og her, men skildringen af de fires personligheder og valg i livet er alligevel spændende læsning.


Spionen af Paulo Coelho
-- Kort brevroman "fortalt" af Mata Hari - en fiktiv biografi om den kontroversielle danser, der var spion for Tyskland under 1. Verdenskrig og blev henrettet i 1917. Historien er måske lidt mere bleg end man kunne have håbet på med så farverig en karakter, men omvendt får man en skildringer, der går under huden på en misforstået kvinde i en tid, der ikke kunne rumme hendes frisind.


Mr Bridge af Evan S Connell
-- Skøn og for mig ukendt amerikansk klassiker, oprindeligt udgivet i 1969, omhandler bogen her Mr Bridge - en moderat velhavende advokat i 1930'erne i Kansas City. Kapitlerne er oftest kun en side eller to lange og giver et glimt af Mr Bridge og hans families liv. Bridge er en selvretfærdig, fordomsfuld og kedelig mand - og alligevel er bogen utroligt fængende og interessant at læse. Connell har også udgivet bogen Mrs Bridge, der viser hustruens hverdag.

Kommentarer