Tearlings skæbne af Erika Johansen


[ Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. ]

OBS anmeldelsen vil uvilkårligt indholde lidt spoilers fra de to foregående bøger i serien - 

Kelsea Glynn har forvandlet sig fra kejtet teenager til en magtfuld dronning og visionær leder. Men i sin kamp for at sætte en stopper for korruption og genindføre retfærdighed i kongeriget Tearling har hun fået mange fjender. Den stærkeste af dem er den onde og frygtede Røde Dronning, der nu holder Kelsea og hendes magiske safirer indespærret på sit slot i Mortmesne. Men Tearling har brug for sin dronning, og Mace, lederen af Kelseas personlige garde, helmer ikke før han og hans mænd har reddet deres dronning fra sit fængsel. Nu vil dronning Kelseas og Tearlings skæbne blive afsløret …
Tearlings skæbne er en ret modig slutning på en trilogi, der har været svær at sætte i bås. Da jeg startede med Dronningen af Tearling var det en bog om en ung pige, der pludselig bliver dronning over et rige i et fantasy miljø - men med mærkværdige hints til virkeligheden som fx at hendes yndlingsforfatter er JK Rowling. Jeg var storforvirret.

Videre til bog to i serien, Invasionen af Tearling, her følger vi Kelsea, der er gået fra at være ung dronning til noget mere mørkt og beslutsomt. Uskylden falder bort og BUM - Pludselig fra den ene side til den anden skiftes fantasy genren ud med en moderne domestic noir sat i et uhyggelig fremtids USA. Jeg var atter storforvirret - men bogen holdt mig fanget og jeg fik mere og mere tag på historien og de mange forskellige vinkler og tidslinjer.

I tredje bog her kommer så den store afslutning. Men den er absolut ikke hvad man nok havde forventet og det står også ret tydeligt på Goodreads at det er en treer, der er nem at blive sur på.

Personligt er jeg .. om ikke ligefrem fan, så i hvert fald stadig en tilfreds læser. Vi får mere og mere af den fortid Kelsea skimter igennem safirerne og krigen mod den Røde Dronning når også sit klimaks. Men hvor man forventer et brag af et slag og et showdown og en -vinder-, så tør bogen her noget helt andet. Historierne er velskrevet og stadigt enormt fængende, men jeg var atter engang mere interesseret i fortiden end Kelseas nutid. Måske fordi hun mere og mere taber sig selv i fortiden og nutidshistorien nærmest virkelig ligegyldig.

Jeg har behov for lige at sige et par ord om bogen her - men det spoiler -alt- så jeg sætter en sort boks ind med sort tekst, og så kan du highlighte og læse mine overvejelser, hvis du allerede selv har læst bogen (eller bare elsker at blive spoilet) - hvis du kommenterer så vær sød at huske at andre måske ikke har lyst til at kende spoilerne!

Det er ret nemt at anklage Johansen for at have skrevet sig selv ind i et hjørne og bruge tidsrejser som en nem udvej. Da det ser aller sortest ud siger Kelsea abracadabra og pludselig kan hun rejse tilbage i tiden med safirerne og ændre på én vigtig begivenhed - som så som en anden sommerfugleeffekt medfører at vi helt dropper middelaldermørket og i stedet i næste kapitel finder Kelsea som almen bibliotekar i et utopisk rige. Det er ganske heldigt at det hele skal udarte sig så ganske lykkeligt, og så bare sur røv for Kelsea at alle dem, hun elsker og holder af ikke længere kender hende - og nogen har aldrig eksisteret. Og så er der alle de historiske anekdoter vi har fået gennem alle tre bøger om Kelseas tid som dronning - de blev skrevet i en fremtid der ikke længere eksisterede, så vi er gennem alle tre bøger blevet teaset om en historie, der aldrig blev til noget. Jeg ved ikke om dette hele tiden var Johansens plan eller om hun vitterlig tog den "nemme" løsning. På den ene side er jeg knotten over utopien, på den anden side synes jeg det er fedt at Johansen tør tage røven sådan på sine læsere. Hun har allerede mixet en masse genrer og historietyper - nu gik hun så bare skridtet videre.

Alt i alt en meget interessant trilogi der spænder over en række genrer og er meget velskrevet omend lidt for hurtig i sine løsninger nogle gange. Kan anbefales til læsere, der er kan holde tungen lige i munden når det hele bliver mudret ;)


TEARLINGS SKÆBNE
The Queen of the Tearling #3
af Erika Johansen
ISBN13: 9788772002064
502 sider / Udgivet den 26. april 2018
Original titel: The Fate of the Tearling [2016]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2018

Kommentarer