To noveller af Stephen Donaldson

[ Bøgerne er købt online. ]

To selvstændige korte historier, der intet har med hinanden at gøre. De to noveller, hvis man kan kalde dem det, er meget anderledes både i stil og tone. The King's Justice slugte jeg på en eftermiddag; The Augur's Gambit tog mig uger at tygge mig igennem.

Førstnævnte, The King's Justice er meget klassisk fantasy hvor en mørk og mystisk rytter dukker frem fra regnen til en lille by, der helst så ham rejse direkte videre. Men han viser sig at arbejde for kongen, og han er på jagt efter en morder. Det er faktisk lidt af en krimi i den henseende, for der indledes et større efterforskningsarbejde og vidner og mistænkte udspørges. Skrivestilen er meget ligetil og verdensopbygningen helt eminent. Virkelig god bog med en stor historie trods sine kun 113 sider.

Bog 2, The Augur's Gambit derimod, er meget tungere at læse. Mest fordi hvad føles som 90% af den, er folk der taler - og sproget og stilen er tung og indviklet, og jeg stødte på flere engelske ord og begrebet, jeg ikke kendte. Det blev meget avanceret, men jeg blev stædig, og hvor er jeg glad for at jeg holdt ud. Nogen WOW oplevelse bliver den aldrig, men der er en pointe med alt det, de snakker om, og der sker rent faktisk noget til sidst. Bogen er atter ren fantasy, men i en helt anden verden; her er faktisk kun én ø midt i et hav og på den ø regerer en dronning over et antal adelige. Hovedpersonen er dronningens seer (augur) - ham der skærer maverne op på dyr af forskellige størrelser og læser fremtiden i deres indvolde, og han har set at fremtiden er dyster, hvis de ikke gør noget. Men hvad?

Jeg har ikke tidligere læst noget af Donaldson, og at dømme ud fra Goodreads får han meget blandede modtagelser - og når jeg tænker på hvor forskellige bare disse to korte historier er, er det egentlig meget forståeligt! :)


THE KING'S JUSTICE
af Stephen Donaldson
ISBN13: 9781473214491
113 sider / Udgivet den 2016

THE AUGUR'S GAMBIT
af Stephen Donaldson
ISBN13: 9781473214477
184 sider / Udgivet den 2016

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2018

Kommentarer