Welcome to Rosie Hopkins' Sweet Shop of Dreams af Jenny Colgan


[ Bogen er købt brugt online ]

Jenny Colgan skriver skønne hjertevarme feel-good romaner i chick lit genren, og Welcome to Rosie Hopkins' Sweet Shop of Dreams (på dansk: Rosie Hopkins Søde Drømme) er absolut ingen undtagelse.

I bogen følger vi to kvinders liv. Vi får i glimt Lilians liv fra hendes unge dage i den lille landsby under 2. verdenskrig arbejder i sin fars slikbutik, og vi får Rosies liv i nutiden, hvor hun som Lilians grandniece rejser nordpå fra London til Lipton for at hjælpe den nu gamle dame med at pakke og sælge slikbutikken.

Men sådan går det ikke helt.

Det er en noget modvillig Rosie, der rejser fra London og kæresten Gerard, men hun bliver snart betaget af både landsbyidyllen og den forfaldne men fine butik og lige så langsomt indser hun, at livet i London måske slet ikke er værd at vende retur til.

Den Lilian, Rosie møder, er en bitter og vrissen gammel kone, men i fortiden lærer vi om hjertesorger og tab, og den grusomme joke universet spillede hende, og jeg var undervejs rørt til tårer.

Sammenlagt er det en bog med masser af varme og charme, der virkelig kan anbefales, hvis man er fan af genren. Modsat min anden store favorit inden for genren, Milly Johnson, så er der i Colgans bøger ikke den helt store modstand og frustrationer. Jeg har læst en del bøger af Johnson, hvor jeg var næsten rasende over den måde nogle blev behandlet på - i Colgans bøger er det hele lidt mere stille og roligt. Det er dejligt afslappende og kan virkelig anbefales.


WELCOME TO ROSIE HOPKIN'S SWEET SHOP OF DREAMS
Rosie Hopkins' Sweet Shop #1
af Jenny Colgan
ISBN13: 9780751544541
465 sider / Udgivet i 2012

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2018

Kommentarer

Send en kommentar