Afternoon Tea at the Sunflower Café af Milly Johnson

[ Bogen er købt brugt online. ]

Bogen her minder mig lidt om Ekskonernes klub / The First Wives Club (film fra 1996 med Bette Midler, Goldie Hawn, Diane Keaton), hvis nogen husker den. Det er en bog, der starter med et brændende ønske om hævn over et røvhul af en ægtemand, men som ender i en rigtig fin historie om at finde sig selv og opdage hvor meget man er i stand til.

Connie Diamond har altid været sin mand Jimmys "best girl". Eller det troede hun da. En dag banker Della på døren og fortæller præcist hvor meget af et kryb Jimmy er, og hvordan han gennem de sidste 24 år har været hende utro med et hav at kvinder. Delia arbejder som sekretær i Jimmys rengøringsfirma, Diamond Shine, og har fået nok af at gøre hans beskidte arbejde (og hendes årelange forelskelse i ham er også røget sig en tur).

Delia og Connie har begge endelig fået øjnene op men i stedet for slikke deres sår, går de til angreb, og starter sammen i al hemmelighed et nyt rengøringsfirma med planer om at køre Jimmy i sænk.

Afternoon Tea at the Sunflower Café er super charmerende og noget af en JA VI KAN! hurra bog. Både Connie og Delia finder nye stærke sider af sig selv i opgøret med den utro mand, og bogens tredje hovedperson, den unge rengøringsdame Cheryl, der har fået sit hjerte knust af kæresten, der har spillet hendes opsparing op, finder også egne ben at stå på igen med hjælp fra et par af sine faste klienter, selvom hun skal nok så meget igennem først.

Som med en del andre bøger, jeg har læst af Milly Johnson referer bogen til andre af hendes værker. Vi støder blandt andet atter engang på brudebutikken White Wedding. Det er ikke nødvendigt at have læst de andre bøger, men hvis man har, kan man så sidde og smile over at genkende et par skjulte referencer.

Jeg er storfan af Johnsons stil, og jeg synes det er fedt med en bog på 500+ sider, der er skrevet i så letlæselig og fængende stil at bogen er slugt i løbet af få dage. Det bliver virkelig en personlig katastrofe, den dag jeg løber tør for bøger af hende :)


AFTERNOON TEA AT THE SUNFLOWER CAFÉ
af Milly Johnson
ISBN13: 9781471140839
513 sider / Udgivet den 2015

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2018

Kommentarer