Falske værdier af Lee Child

[ Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Jentas. ]

Velkommen til Margrave, Georgia – men bliv ikke alt for knyttet til stedet. Byens beboere er enten involveret i en farlig sammensværgelse, eller med hastige skridt på vej mod den sikre død … eller begge dele. Det er ikke en varm velkomst, der venter Jack Reacher, eks-militærmand, da han står af en Greyhound-bus i sydstatsbyen Margrave. Inden for kort tid arresteres han og anklages for mord. Det eneste Jack Reacher ved med sikkerhed er, at han ikke har slået nogen ihjel. I hvert fald ikke for nylig. Og slet ikke i Margrave. Men politiet har øjenvidner, der placerer ham på gerningsstedet. Da det viser sig, at mordet, der er blevet begået, alligevel angår ham personligt, må han søge hjælp hos de eneste to, han kan stole på i den korrupte by. For selve byens fundament er bygget på en udspekuleret ondskab. En ondskab med rødder så dybe, at den er svær at stoppe. Men Jack Reacher har tænkt sig at prøve.
Reachers spæde begyndelse!

Det har været lidt et studie i karakterudvikling at læse denne første oprindelige bog om Jack Reacher, der nu har mere end 20 år på bagen.

I den møder vi en bare 36 år gammel Reacher, der kun har været ude af hæren i et lille halvt år og som er begyndt at strejfe omkring. Vi møder en Reacher som er usikker på sig selv, bliver oprørt over at begå mord, begår fejl, skriger, græder, ryster, m.m.

Det er med andre ord en meget mere menneskelig mand, end den Reacher, jeg sidst læste om i Hårdt prøvet, som er 20. bog om Reacher og fra 2015. Den Reacher, jeg kender og elsker, er machomanden over alle machomænd. Han har et indre ur og er besat af tal, han er så godt som usårlig, ufejlbarlig og kan regne alle ud. Han har ingen skrupler overfor dem, han har kategoriseret som onde,og han dræber skurke med koldt blod, som vi andre dræber fluer.

Hvilken Reacher foretrækker jeg så?

Måske en mellemting? Moderne-Reacher kan godt blive lidt for meget, men oprindelige-Reacher var helt ærlig lidt fesen. Måske bare fordi jeg er vant til, han kan alt - så skal han sgu ikke sidde og pive! Det er dog ikke kun Reachers lidt mere bløde sider der holder min bedømmelse på omkring de 3 stjerner - historien er lidt all over the place.

Rent plotmæssigt handler bogen her om at Reacher ved et rent tilfælde stiger af bussen i den helt forkerte by og snart efter anklages for mord - og de der burde beskytte folk, viser sig at være de allerfarligste. Reacher ville gerne vende ryggen til det hele og komme væk, men så bliver det personligt. Og akkurat som med Hulken - you won't like him when he's angry...

Jeg er super spændt på om Jentas fortsætter med bog 2 og 3, eller om de hopper tilbage til nutidens udgivelser. Jeg vil gerne læse begge dele, men er særligt draget af de ældre bøger for netop at følge Reachers udvikling, og se hvordan han langsomt bliver til den hårdkogte banan, han er i dag.


FALSKE VÆRDIER
Jack Reacher #1
af Lee Child
ISBN13: 9788742600443
400 sider / Udgivet den 12. juni 2018
Original titel: Killing Floor [1997]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2018

Kommentarer