Kings of the Wyld af Nicholas Eames

[ Bogen er lånt på biblioteket. ]

Med et titeldesign der skriger hård rock og en bagsidetekst, der fortæller om gamle seje krigere, der atter må til våben, så var jeg meget spændt på hvad der lå mig i vente, da jeg lånte Kings of the Wyld på biblioteket - og jeg blev absolut ikke skuffet!

Eames har skrevet en mesterlig debut i episk fantasy genren med et univers, der er gennemsyret af alle de gode gamle klichéer og monstre (hej til drager, kæmpestore edderkopper, talende træer, feer, og så videre). Og det virker, for han gør det til sit eget og giver det en hård kant. Han beskriver et grumt eventyrland, men hvor vores helte er blevet gamle og nu må se diverse unge tosser spankulere omkring i upraktisk rustning og slås som var det en teaterforestilling, fremfor på liv og død.

Historien følger Clay Cooper, som var med i ét af det allerbedste band (findes der en god oversættelse af det ord? Broderskab, bande, trup, kompagni, etc virker ikke rigtig for mig). Bandet Saga var uovertruffen og dets mænd var de mest lede, beskidte, frygtede lejesvende øst for the Heartwyld (en stor mørk og magisk skov). Men nu er de gyldne år langt bag dem, og de er gået hver til sidst og blevet fede, gamle og fulde - eller en god kombination af alle tre.

En dag dukker en af Clays gamle kammerater op og beder om hans hjælp - hans datter Rose er fanget i en by belejret af en uendelig sværm af blodtørstige monstre. Det er en redningsmission kun de meget modige eller de meget dumme vil sige ja til. Det er med andre ord tid at samle bandet igen! Clay siger vemodigt på gensyn til sin kone og datter, og så starter eventyret. De må på kryds og tværs for at opstøve deres gamle team, før det endelig er tid til det store show down.

Historien er ret klassisk, men hele opstillingen, persongalleriet og detaljerne er super fængende, og tanken om at dette er en debutroman, blæser mig fuldstændig omkuld.

Så kort fortalt - en virkelig fed læseoplevelse der bør appellere til fans af fantasy af den "gamle" skole. Der udkom i øvrigt i august en toer, Bloody Rose, som det virkelig kribler i fingrene på mig at få fat i.


KINGS OF THE WYLD
The Band #1
af Nicholas Eames
ISBN13: 9780316362474
502 sider / Udgivet i 2017

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2018

Kommentarer

  1. Den lyder spændende. Er den på dansk eller engelsk ?

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er desværre kun på engelsk - men man kunne da håbe at nogle danske forlag snart fik øjnene op for den :)

      Slet

Send en kommentar