Mirakelbarnet af Lotte og Søren Hammer

[ Bogen er hørt som lydbog hos Mofibo,
den fysiske bog er lånt på biblioteket. ]

Et intercitytog på vej mod Berlin afspores tæt på Vordingborg. Syv mennesker dør, heraf to fra politiet. Da man forsøger at opklare sagen, bliver chefen for Havarikommissionen opsøgt af en mystisk kvinde, der beder ham lade sagen ligge.
Konrad Simonsen kobles på sagen, og togulykken viser sig hurtigt blot at være begyndelsen. Inden længe er Simonsen og hans team viklet ind i en sag, der involverer både russiske olieinteresser, en obskur dansk natradio, en gruppe amatørarkæologer og et internetfællesskab, der i smug planlægger hemmelige aktioner rundt omkring landet. Samtidig har Konrad Simonsen sin helt egen interne undersøgelse kørende.

"Som hvis Morten Korch havde skrevet en krimi." Citat fra én af oplægsholderne på et biblioteksfagligt arrangement i Herning i november, og jeg griner endnu.

Han mente det ikke specielt positivt, men jeg synes nu egentlig ganske godt om bogen her. Størstedelen i hvert fald. Og krimier med Konrad Simonsen er altså bare hyggelige med et drys af noget old school og rigsdansk. Det hjælpes yderligere på vej i lydbogen af oplæseren Karsten Pharao der bare snakker 'korrekt'.

Mirakelbarnet har ét af de mest voldsomme og blodigste plots i serien, og jeg tror det gør ekstra ondt, fordi det passer alt for godt ind i den verden vi lever i nu, hvor vi aldrig kan vide os sikre på hvornår den næste galning går amok på en gågade eller kommer tonsende i en lastbil. Tråden knækker lidt i bogen med et par ultimative afsløringer, jeg fandt lidt for langt ude - men det er nok her Morten Korch kommer ind i billedet.

Ydermere kæmper bogen med for mange forskellige sager, der skal opklares -  sager der kun flimrer i periferien og er mere irriterende end interessante, og egentlig bare er unødvendig fyld. I sidste ende er det alligevel kun hovedsagen, man husker og har interesse i.

Jeg ved ikke hvor længe der bliver ved med at være historier i Konrad Simonsen og hans afdeling. Det er ved at være faretruende tæt på at blive tyndt, og jeg håber forfatterne formår at holde mens legen er god eller puster helt nyt liv i serien - måske flere historier fra Simsonsen fortid, som i foregående bog?


MIRAKELBARNET
Konrad Simonsen #9
af Lotte og Søren Hammer
ISBN13: 9788702268355
Lydbog, 11 timer 29 minutter / Udgivet den 26. oktober 2018

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2019

Kommentarer