Skyggesøsteren af Lucinda Riley

[ Bogen er et anmeldereksemplar fra Plusbog. ]

Skyggesøsteren er tredje bog i De Syv Søstre serien, og jo jeg er rigtig glad for Rileys skrivestil, og den måde, hun kobler nutidens hovedperson sammen med et liv fra fortiden. Jeg er dog nødt til at sætte min analytiske hjerne på standby, mens jeg læser, for jeg har SÅ mange spørgsmål til ham Pa Salt. Hvordan fandt han pigerne som spæde? Og hvordan fandt han den kringlede baghistorie og sammenhæng? Og hvad er hans endelige mål med alt det her???

Nå, nok om det. Bogen her er som sagt tredje bog og derved bogen om den tredje søster. Vi har set glimt af Star i de foregående to bøger, og hun virkede som en sky mus. Starten på bogen her understøtter denne præsentation, og det står også klart, at hun lægger under for den langt mere dominerende og højtråbende Cece, hvis selvcentrerethed endda har betydet at Star valgte sin uddannelse fra for at kunne blive i nærheden af søsteren fremfor at gå sine egne veje.

Men nu er det imidlertid blevet tid til stå på egne ben. Efter Pa Salt, den mystiske adoptivfars, død får hun de ledetråde, der skal til for at finde sine rødder og blive klogere på hendes biologiske ophav. De fører hende til et gammelt antikvariat i London samt den engelske landidyl i 1800-tallet.

I fortiden introduceres vi for unge Flora der lever i det smukke Lake District, ganske tæt på ingen anden end børnebogsforfatteren Beatrix Potter. Skæbnen bringer Flora til selskabslivet i London, hvor hun tages under vingerne af Alice Keppel - Kong Edward VIIs elskerinde.

Flora er en ganske uskyldig og ret naiv brik i et indviklet spil, og mens hendes historie afsløres bid for bid følger vi også Star i nutiden, der lige så stille finder ind til sin egen kerne og styrke. Nu har jeg jo som bekendt en stor forklighed for alt hvad der hedder engelsk kultur og historie, så bogen her vandt på point ret tidligt i forløbet, men den er også bare rigtig fin og fængende.

Næste bog i serien er Perlesøsteren (som jeg endte med at læse lige efter denne, så den skal jeg også nok snart få anmeldt). Dernæst kommer Månesøsteren som udkom i slutningen af 2018. Sjette bog som skal handle om viltre Electra er endnu uden udgivelsesdato, men jeg fandt frem til et opslag på Lucinda Rileys facebookside fra december, hvor hun var i Kenya for at researche!


SKYGGESØSTEREN
De Syv Søstre #3
af Lucinda Riley
ISBN13: 9788763850209
568 sider / Udgivet den 21. september 2017
Original titel: The Shadow Sister [2016]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2019

Kommentarer