The Queen of Wishful Thinking af Milly Johson

[ Bogen er købt i Waterstones. ]

Da jeg rejste til London, var det uden en eneste bog i bagagen - så jeg havde enhver undskyldning for at besøge den første, den bedste (og den største) Waterstones, jeg kunne finde. Jeg skulle bruge noget behageligt og roligt at læse i på min ferie (jeg læser bl.a. når jeg spiser) og den måtte ikke veje for meget, når jeg skulle gå rundt med den i min rygsæk dagen lang.

Valget faldt på denne skønne bog fra Milly Johnson, som I nok efterhånden har opfanget er én af mine yndlings. Og hun skuffede da heller ikke det mindste. Skrivestilen er fængende og jeg -åd- den stakkels bog på få dage. Var nær aldrig kommet af sted til Harry Potter touren fordi jeg liiige skulle læse den færdig først.

I The Queen of Wishful Thinking følger vi Bonnie som sidder fast i et lortejob og er gift med en værre nar. Jobbet bliver hun midlertidigt fyret fra, og hun får ny livsglæde, da hun får arbejde i antikvitetsbutikken Pot of Gold. Ægtemanden er hun desværre stadig sammen med, men hun er begyndt at få øjnene op for, at hun ikke længere vil finde sig i hans dominerende og kontrollerende adfærd.

Bogens anden hovedperson er Lewis, ejeren af Pot of Gold. Et hjerteanfald fik ham til at re-evaluere sit liv for nogle år siden, og han sagde det velbetalte men stressende job op og udlevede sin drøm om at eje en antikvitetshandel. På hjemmefronten har han dog en kone, der ikke helt kan komme sig over ens med hans nyfundne arbejdsglæde, og der er også to hold venner og deres parforhold, der virker mere og mere forstyrende.

Man er som læser slet ikke i tvivl fra første side om, at de to hovedpersoner har kurs mod en lykkelig slutning sammen, men -hvordan- de opnår den, er ikke så ligetil. Det er ikke den bedste Johnson bog, jeg har læst; den er faktisk lidt for åbenlys og sødsuppe et par gange, men den har også en masse elementer, der virkelig er brutalt realistiske, og av de gør ondt. Så det rigtig gode opvejer de få kiksere og alt i alt en rigtig god læseoplevelse igen igen.


THE QUEEN OF WISHFUL THINKING
af Milly Johnson
ISBN13: 9781471161735
512 sider / Udgivet i 2017

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2019

Kommentarer