Døden nær af Lee Child

[ Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Jentas. ]

Så vender vi atter tilbage til Jack Reachers spæde begyndelse, nemlig i denne anden bog om ham fra 1998 (første bog er Falske værdier).

Child har fået lidt mere styr på, hvem Reacher er på dette tidspunkt, og han er kommet et skridt nærmere den actionhelt, vi kender i dag - men han er stadig ikke for fin til at lade sig styre af sine følelser, og han bliver blandt andet udfordret på en omgang klaustrofobi undervejs.

Bogens plot er lige til en actionfilm. På en gade i Chicago støder Reacher ind i en ung tiltrækkende kvinder på krykker, og da han stopper op for at hjælpe hende, befinder han sig pludseligt på det forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt, og sammen bliver de to noget hårdhændet kidnappet.

De ender lænket sammen i en varevogn, der ræser tværs over USA, og Reacher ved hverken hvem eller hvorfor. Kvinden, Holly, viser sig dog at være FBI agent og langsomt begynder Reacher at stykke hele historien sammen - og han nægter at lade hende i stikken.

Destinationen er afsides og mens Reacher forsøger at undgå at blive dræbt af en gruppe højreorienterede militsfolk, følger vi sideløbende også Hollys kollegaer i FBI m.fl. som kæmper en brav kamp for at få styr på situationen. Oddsene er håbløse, og Reacher må finde al sin mod, snarrådighed og styrke frem for at redde dagen.

Selvom bogen er rigtig god, synes jeg den til tider bruger lidt for meget tid sammen med alle andre end Reacher ~ igen muligvis et bevis på at Child stadig ledte efter den helt rigtige stil endnu.

Er du Reacher fan, er bogen et klart must read. Er du endnu ikke, så se dog at komme i gang ;)


DØDEN NÆR
Jack Reacher #2
af Lee Child
ISBN13: 9788742600856
447 sider / Udgivet den 29. januar 2019
Original titel: Die Trying [1998]

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2019

Kommentarer