The Prince and the Dressmaker af Jenny Wang

[ Bogen er lånt på biblioteket. ]

The Prince and the Dressmaker er en skøn graphic novel, der udspiller sig i Paris i hvad der ca må være slutningen af 1800-tallet eller deromkring.

Unge prins Sebastian skal finde sig en brud - det mener hans forældre i hvert fald, og de leder ihærdigt. Sebastian er dog ikke spor interesseret; han lever et dobbeltliv og ingen må vide hvad han laver om natten. Her ifører han sig nemlig smukke kjoler og tager byen med storm som Lady Crystallia - trendsetter og stilikon.

Sebastians hemmelige våben og bedste ven er den fantastiske kjolemagerske Frances, der er en af de ganske få, der kender prinsens hemmelighed. Men Frances drømmer om at blive kendt for sine kreationer, og man kan ikke blive kendt, når man er en hemmelighed.

Jeg har tidligere læst Jen Wangs anden graphic novel In Real Life, og hendes stil og farver er let genkendelig, men historien her er noget helt nyt. Historien handler om identitet, kærlighed, kunst og familie. Sebastian og Frances bliver hurtigt tætte venner, men de må begge snart indse at for mange hemmeligheder gør livet svært. Bogen er hurtigt læst og måske lige en tand for amerikansk i sin over-the-top happy ending, men det ændrer ikke på at den er både sød og sjov.


THE PRINCE AND THE DRESSMAKER
af Jenny Wang
ISBN13: 9781626723634
288 sider / Udgivet den 13. februar 2018

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2019

Kommentarer