Flugten fra Danmark af Adam O.

[ Bogen er lånt på biblioteket. ]

Flugten fra Danmark er en skøn og super original historie med ligeså skønne illustrationer. Vi befinder os i den fjerne fremtid hos en børnefamilie på Grønland under en kæmpestor kuppel med fortravlede forældre og alle tegn på et samfund, der er bukket under for kommercialisering og overforbrug af teknologi.

Vores snusfornuftige hovedpersoner, de fire søskende, Ramona, Bowie, Peter og Lærke, tager ikke et nej for godt svar, da sommerferien bliver aflyst, og beslutter sig for at tage alene til Sverige for at besøge den rare morfar. Desværre styrter deres auto-pilot styrede fly ned undervejs, og de befinder sig nu i en allerhelvedes fare - i det nordlige Jylland!

Dun dun duuuuun ...

FremtidsDanmark er én kæmpestor losseplads beboet af farlige droner og rustne robotter, og man skal passe på ikke at få en kølerdisk i hovedet, når luftskibe dropper deres affald over Vejle.  Børnene skal krydse dette afsindige landskab og må både igennem blandt andet Aarhus og København, samt krydse de store broer.

Det her - det er mega godt. Jeg håber, den her bog vinder en pris af én eller anden art. Det fortjener den. Men mest af alt håber jeg, der er en helt masse børn (og voksne), der læser den. For det fortjener de.

Historien er super fængende, den er virkelig kreativ, og så er det super sjovt, samtidig med at der også er en god morale om alt fra at tænke selvstændigt til at passe bedre på miljøet med mere. Den kan enten læses op for de 8-årige eller læses selvstændigt af de lidt ældre.

Flugten fra Danmark er første bind i serien Den rustne verden, og den får alle stjernerne!


FLUGTEN FRA DANMARK
Den rustne verden #1
af Adam O
ISBN13: 9788763859813
168 sider / Udgivet den 8. februar 2019

Review by Iben Jakobsen, Borough of Books, 2019

Kommentarer

  1. Kan ikke andet end, at give dig 100% ret. Årets fedeste børne/voksne børn bog

    SvarSlet

Send en kommentar