Fantasyfestival 2019

[ Reklame for Fantasyfestivalen 
- billetten sponsoreret af Esbjerg Bibliotek]

I går lørdag var jeg i Esbjerg for at besøge årets fantasyfestival. Jeg har ikke deltaget i et par år, da der ikke rigtig var nogen af de store navne der dragede mig (og der er altså langt til Esbjerg!) men i år skal jeg da lige love for at de havde fået fat i guldet.

Peter V Brett! Amerikansk fantasyforfatter af The Demon Cycle serien, som er fantastisk.

Herudover havde festivalen også fået fat i selveste Mr. Troldspejl - Jakob Stegelmann.

Udstyret med billetter til foredrag med de to herrer og et stk fantasyinteresseret kollega, drog vi afsted lørdag kl 7(!) for at kunne være der til dørene blev åbnet kl 10.

Sidst jeg var afsted, blev festivalen afholdt i et kongress-agtigt center, men den er sidenhen flyttet ned på Biblioteket, og her ligger den rigtig godt - men parkering er lidt af et mareridt. Da vi ankom var den store parkeringsplads fyldt til bristepunktet og vi cirklede rundt og rundt og kunne kun finde steder hvor vi højst måtte holdt i 2 timer. Til sidst endte vi et kvarters gang derfra, hvor vi måtte holde i 4 timer.

Dette betød desværre, at vi måtte forlade festivalen midt på dagen for at flytte bilen og bruge en halv time på at gå frem og tilbage. Humøret var dog rigtig højt, og vi havde helt ærligt også brug for den friske luft efter at have siddet i 'Alkymistens tårnværelse' i halvanden time mens vi lyttede til Stegelmanns foredrag om fantastisk fantasy, som mestendels bestod af hvordan fantasy har været repræsenteret i film siden starten af 1900-tallet og frem til nu. Det var informativt, og han er både dygtig og sjov til at fortælle.

Vi gik omkring de mange boder og forlagsstande og sugede stemningen til os, og var enige om at der bare er en rigtig hyggelig følelse. Festivalen er åben overfor samtlige aspekter af fantasy, og der var alt fra cosplay til brætspil, kunst, litteratur og fandom. Vi havde som udgangspunkt kun Stegelmann og Brett på programmet, men havde forventet at finde noget andet spændende også at høre på - men desværre gjorde parkeringslogistikken et stort indhak i vores tid (Stegelmann snakkede fra 1130-13 og Brett fra 15-16 med signering efterfølgende), så vi nåede desværre slet ikke andet. Jeg ville gerne have deltaget i et par bøgers lanceringer og hørt lidt af et par paneler, men ak.


Men helt ærligt, skidt med det. Brett var hele turen værd, om jeg så ikke havde noget andet end ham overhovedet. Han fortalte og svarede på spørgsmål i en times tid, og så var det tid til signeringer.

Jeg ville gerne have en autograf i samtlige 8 bøger af hans, men var i tvivl om det var lidt for meget af det gode og skrev hjemmefra en instastory og spurgte, hvor mange bøger var for mange -  han svarede kort efter, at der ikke var noget, der hed for mange! Så der stod jeg og hilste på en forfatter, jeg har fuldt i rigtig mange år og interageret med på sociale medier - og han genkendte og huskede mig.

Og da jeg så fortalte ham, at jeg var den der i sin tid havde introduceret hans bøger til hans danske forlag DreamLitt (det var til et af de første bogbloggertræf) blev han oprigtigt glad. Han gav mig en Ward Circle halskæde og spurgte om han måtte tage en selfie med mig.

-Han- ville have en selfie med -mig-.

Jeg var glad men cool lige indtil vi forlod lokalet, hvor jeg muligvis satte i et hvin, som kun hunde kunne høre. Jeg kunne slet ikke være i mig selv. Jeg er stadig lige ved at briste af fnis og lykke bare jeg tænker på det.


Fantastisk dag.

Tak til Fantasyfestivalen og Esbjerg Bibliotek for at lave sådan et genialt arrangement og få den mand til Danmark.

(der går rygter om Brandon Sanderson til  2020, og jeg tror muligvis jeg besvimer, hvis det lykkedes)




Kommentarer

  1. !!!! Hvis Brandon Sanderson kommer, så gør jeg også! :O

    Jeg købte i øvrigt 'The Demon Circle' for nylig og satser på at læse den i løbet af efteråret :)


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet

Tilføj en kommentar

Lån løs på eReolen